Sony har været en ivrig fortaler for 4K-formatet både i biografsammenhæng og nu i hjemmebiografen, og var tidligt ude med at tilbyde 4K-tv’er. Topmodellen 65X9005 har en opløsning på hele 3840 x 2160 pixel og er baseret på konventionel LCD-teknologi med LED-kantbelysning. Designmæssigt er det en fryd at se på, selv om sidemonterede højttalere gør det lidt bredere end andre 65-tommere.
Brugervenlighed og funktioner
Sonys tv er selvfølgelig et “smart” tv med trådløst internet og adgang til populære apps som Netflix og YouTube. Tv’et leveres med to fjernbetjeninger – den traditionelle store og en fiks mini-fjernbetjening, der anvender radiosignaler og ikke behøver at rettes direkte mod tv’et. Derimod er Sony hoppet elegant over styring ved hjælp af tale eller fagter og har i stedet valgt fjernstyring med mobil eller tablet via app’en TV SideView.
Billedkvalitet
Det første indtryk er som med en hvilken som helst storskærm: Billedet fylder en stor del af synsfeltet, stort nok til, at man må flytte blikket lidt for at få det hele med. Forskellen i forhold til andre store tv’er er, at Sony 65X9005 gengiver billederne uden synlige savtakker, billedkorn eller rudemønster af nogen slags.
Opskaleringen fra HD til 4K sker meget effektivt, takket være Sonys kraftige 4K X-Reality Pro billedchip. Selv Netflix-indhold ser godt ud, hvis filmmaterialet vel at mærke er af tilstrækkelig kvalitet. 64X9005 giver et utrolig glat, skarpt og sømløst billede, som det er let at vænne sig til, men svært at undvære, når man først har set det …
For at vi kunne teste tv’et med vaskeægte 4K-video, havde Sony sendt os en mystisk lille afspiller fuld af 4K-demomateriale, bl.a. klip fra film som Total Recall og The Amazing Spiderman. Og vi kan ikke sige andet end … wow! Det knivskarpe billede giver næsten en slags 3D-effekt i sig selv, uden at man behøver 3D-briller! Billedet byder på et væld af detaljer, men det er sømløsheden og følelsen af , at glasset forsvinder, der giver en ekstra dimension i forhold til opskaleret Blu-ray-materiale. Øjnene slapper mere af, og det er næsten som at kigge gennem et vindue til virkeligheden …
Desværre er demoklippene alt for hurtigt slut, og der er ikke meget andet 4K-materiale at opdrive i øjeblikket. Men én ting er sikkert: Det her vil vi se mere af!
Lydkvalitet
Lydsystemet i Sony-skærmen er relativt omfattende, og de sidemonterede højttalere er absolut ikke kun til pynt. 65X9005 bruger et trevejs højttalersystem med magnetisk væske, der giver elementet øget effektivitet i det trange tv-kabinet. Lydkvaliteten er noget af det bedste, vi har hørt fra et tv, og fungerer fortrinligt til det meste tv-underholdning.
Det eneste, vi savner, er en dedikeret sub-udgang, så man kunne få endnu mere tyngde i de laveste basfrekvenser. Det ville have været perfekt.
Konklusion
Vi kan godt lide:
Den generelle billedkvalitet er meget høj, og Sonys X-Reality teknologi gør et fremragende stykke arbejde med opskaleringen, så man har en masse glæde af tv’et selv uden ægte 4K-materiale. Desuden formår Sony også at presse imponerende god lyd ud af de indbyggede højttalere.
Vi kan ikke lide:
Det er stort, det er dyrt, og foreløbig er der ikke meget tilgængelig 4K-materiale at se på det.
Lyd & Billede mener:
Sony KDL-65X9005 er et fabelagtigt allround-tv til alt fra højopløste tv-udsendelser til Blu-ray og spil.
