6-serien fra Samsung svarer på mange måder til BMW’s 3-serie: Den indeholder meget af den samme teknologi som topmodellerne, bare i en lidt enklere indpakning. UE46F6515 er en udgave med hvid ramme og en gennemsigtig plastickant rundt om billedpanelet. Sammen med den forkromede fod er det med til at skabe et slankt og trendy tv.
Brugervenlighed og funktioner
Samsung-tv’et er meget let at bruge. Du bliver guidet gennem en flot opsætningsmenu, og både opkobling til det trådløse netværk og opdatering af smart-funktionerne sker hurtigt og effektivt.
UE46F6515 leveres med to fjernbetjeninger, hvoraf den ene har mikrofon og touch-panel. Den kan bruges til at betjene tv’et ved hjælp stemmen og navigere rundt på hjemmesider. Sidstnævnte er en smart funktion, mens stemmestyringen mere opleves som en gimmick end noget, man bruger til dagligt tv-kiggeri.
UE46F6515 har indbygget tv-tuner til jordnet, kabel og satellit. Hvis du bruger en fritstående digitalmodtager, kan Samsungs tv også fjernstyre den, inklusive programmere PVR-optagelse og vise den elektroniske programguide (EPG).
Samsung har afgjort testens mest veludrustede app-sortiment. Begge de populære streaming-apps, Netflix og HBO Nordic, er på plads. Tv’et understøtter såkaldt Super HD-kvalitet fra Netflix og er meget hurtigt til at indlæse menuer og film via tjenesterne, sandsynligvis takket være den kraftfulde dual-core processor, der er indbygget.
Billedkvalitet
UE46F6515 er et kant-LED baseret LCD-tv og anvender Samsungs egen panelteknik (PVA), som er kendt for at give rigtig god kontrast. Der er også, hvad vi oplever i praksis: UE46F6515 leverer et brillant og kontrastrigt billede, der bringer masser af detaljer frem, mens sortniveauet opleves som lidt gråt i forhold til de bedste. Farvegengivelsen bugner af liv, men ikke er helt neutral; standard billedtilstand er kold og blålig i farvetonen, mens filmtilstand ser langt mere naturligt ud – omend med lidt rødligt farvestik.
Det er et tv, der mest er møntet på allround-brug snarere end at levere et 100 procent naturtro billede. Lysstyrken er så god, at man fint kan se fjernsyn i næsten alle omgivelser. Ulempen ved det lysstærke billedpanel er, at synsvinklen er noget begrænset. Man skal ikke sidde langt ude til siden, før farverne ser udvaskede ud, og sort bliver gråt. Hvis du har tænkt dig at montere tv’et på væggen, kan det derfor være en god idé med en leddelt vægbeslag, så du kan vinkle skærmen i den ønskede retning.
Lydkvalitet
Tidligere Samsung-modeller havde en meget tynd lyd, og selv om den er forbedret i årets 6-serie, vil mange formentlig savne lidt punch og fylde, ikke mindst i dialoger. Heldigvis er det nemt og billigt at opgradere lydgengivelsen. F6515 er udstyret med Samsung Sound Share, som kan overføre tv-lyden trådløst til en Samsung soundbar.
Konklusion
Vi kan godt lide:
Samsungs tv kommer med et væld af finesser og smarte apps, herunder både Netflix og HBO, som gør det attraktivt for film- og seriefans. Billedkvaliteten er god med flot kontrast og skarphed samt sprudlende farvegengivelse.
Vi kan ikke lide:
UE46F6515 har et ikke særlig imponerende sortniveau, og billedet får et lidt udvasket præg fra en skrå vinkel.
Lyd & Billede mener:
Dette Samsung er et godt og brugervenligt allround-tv til en fornuftig pris.