Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Samsung The Frame QE65LS03A (2021)

Vægudsmykning med lyd og billede

Samsungs populære ramme-TV er tilbage i en ny og slankere version. 2021-modellen er et praktisk og stuevenligt TV med skarp billedkvalitet.

Skrevet af / 25/05/2021 - 11:12
Samsung The Frame QE65LS03A (2021)
Audun Hage

Med over en million solgte eksemplarer globalt er Samsung The Frame blevet en af verdens mest populære TV-modeller de seneste år. Ikke dårligt for en skærm, som prøver at ligne et TV mindst muligt! Men det er nok også netop det diskrete, malerilignende udseende, der gør, at mange falder for denne model.

Muligheden for at vise billeder, når TV’et er slukket, er også en kærkommen finesse: I stedet for et sort hul kan man lyse væggen op med et kunstværk af Munch eller Monet – eller ens egne familiefotos, for den sags skyld.

Nu er The Frame tilbage i 5. generation, og Samsung har som vanligt finpudset flere af detaljerne. 2021-modellen har fået nyt design, nye rammer og en hel del nyt under panseret. Vi har set nærmere på 65 tommers udgaven, men The Frame findes nu i skærmstørrelser fra 32 og helt op til 75 tommer.

Vær opmærksom på, at det kun er skærmstørrelserne 43 tommer og opefter, der er helt nye i 2021. Den mindste 32” model sælges stadig som 2020-version LS03T.

sf2 sf3
<
>
Samsung The Frame LS03A. (Foto: Samsung)

The Frame 2021 – design

Det første, vi lægger mærke til, er at den nye Frame-model er blevet væsentlig slankere end forgængeren. Det nye LS03A er næsten kun halvt så tykt som det ældre LS03T (24,9 mm vs. 45,8 mm).

Skærmen bevarer alligevel samme tykkelse på hele bagsiden, uden at noget rager ud. Det er muligt, fordi strømforsyning, tilslutninger og anden elektronik er gemt i den separate One Connect samleboks, som sluttes til TV’et med et enkelt kabel.

Den nye formfaktor medfører også, at The Frame bruger et nyt vægbeslag. Det skiller sig lidt ud fra det gamle No Gap-beslag, ved at der nu bruges to beslag i stedet for et. Det kan medføre, at man skal måle og skrue lidt mere, før TV’et sidder på væggen – man skal bl.a. være påpasselig med at få TV’et i vater.

Forskellene på 2020- og 2021-modellen betyder også, at man ikke uden videre kan hænge et nyt The Frame der, hvor det gamle hang, uden først at skifte ophæng. Eftersom TV’et har fået en slankere facon, må man også købe nye rammer.

Samsung tilbyder i år to nye designvarianter kaldet Modern og Beveled med skrå kant samt rammer i nye farver. (Foto: Samsung)

Nye rammer

The Frame ville selvfølgelig ikke se ud som et ægte billede uden passende indramning. Rammerne sælges som ekstraudstyr og kommer nu i en række forskellige varianter til at sætte uden på skærmen. En ramme koster ca. 750-1.000 kroner.

Vi har endnu ikke haft kig på alle rammerne – bl.a. mangler vi at se de nye Beveled-rammer med affaset/skrå kant – men vi kan i det mindste fortælle, at den nye imitation af eg ser rigtig stilfuld ud! Selv om der er tale om plast/vinyl og ikke ægte træfinér, kan det faktisk gå for at være ægte eg set på afstand.

Brugervenlighed og funktioner

Når det gælder betjeningen, ligner The Frame de andre Samsung-modeller: Det benytter den velkendte brugerflade Tizen, som udmærker sig ved hurtige og overskuelige menuer. Her får man desuden adgang til et bredt udvalg af apps og tjenester (mod en abonnementspris, vel at mærke), deriblandt Netflix, HBO, Apple TV+ og Disney+.

2021-versionen af The Frame har også fået Samsungs nye genopladelige fjernbetjening – den samme som til de nye Neo QLED-modeller. Den kan bl.a. prale af USB- og solcelleopladning. Desværre fås den nu kun i sort og ikke hvid, som den oprindelig gjorde. Lidt synd, da det bidrog til, at den virkede mere original og eksklusiv.

Skiftet til en “standard”-fjernbetjening indebærer også, at der ikke længere findes nogen separat genvejsknap til galleritilstand (Art Mode) på fjernbetjeningen.

På tilslutningsfronten kan The Frame prale af understøttelse af HDMI 2.1 og vigtige gaming-funktioner som 4K 120 fps, Variable Refresh Rate (VRR) og Auto Low Latency Mode (ALLM). Dermed er der intet til hinder for at tilslutte en PlayStation 5 eller Xbox, hvis man vil det.

Samsung The Frame LS03A. (Foto: Samsung)

Samsung Art Store

Et af hovedpunkterne ved The Frame, ud over udseendet, er adgangen til Samsungs digitale kunstgalleri, Art Store. Der medfølger 20 forhåndsinstallerede billeder, og mod et abonnement på 50 kroner om måneden kan man vælge imellem 1.400 eksklusive fotografier og malerier fra kendte internationale profiler.

For mange vil det nok være mere aktuelt at uploade sine egne billeder til visning på skærmen. Man kan lægge enkeltbilleder ind eller lave en collage. 2021-modellen har fået væsentlig større lagerplads til billeder: Mens forgængeren måtte nøjes med 500 megabyte, har den nye model fået hele 6 gigabyte. Det skulle være nok til næsten 1.200 billeder i 4K-opløsning.

OBS! Før man uploader hele sit billedarkiv, kan det være smart at resize billederne til skærmopløsningen på 3840 x 2160 (4K) for det bedst mulige resultat.

(Foto: Samsung)

Billedkvalitet

Samsung har i år lanceret en række spændende nyheder på billedfronten: Vi er bl.a. blevet imponeret af topmodellen QN95A med Mini-LED-bagbelysning. Men denne teknologi findes endnu ikke på The Frame – desværre!

Det billedpanel, der bruges i 2021-modellen, ligner i høj grad det på forgængeren LS03T, som i sin tid var en stor forbedring i forhold til de ældre Frame-modeller. Her taler vi om en relativt ordinær LCD-skærm med QLED-farvefilter og kantbelysning af typen Dual LED.

2021-modellen drager ellers nytte af en opgraderet billedprocessor med en tand skarpere billedbehandling end i sidste års model.

Når vi kører TV’et igennem de vanlige testsekvenser, er det heller ikke overraskende at se, at LS03A opfører sig meget lig forgængeren. Her får man et stort, skarpt og relativt lysstærkt billede, som egner sig godt til varieret TV-kiggeri. Men skarpheden er om muligt blevet endnu bedre siden sidst, og detaljerne i ansigter og objekter træder rigtig godt frem.

Det nye LS03A har også fået utrolig glatte bevægelser – det bemærker vi bl.a. i fartfyldte serier som Formula 1: Drive to Survive.

Samsungs Dual LED-variant har desuden den fordel, at farvegengivelsen – f.eks. Ferrari-røde kulører – også er god, når man betragter TV’et fra siden. Det er også en fordel i galleritilstand.

(Foto: Samsung)

Begrænset kontrast

Når det gælder kontrast og sortniveau, er The Frame imidlertid mere ordinært set med 2021-øjne. Eftersom det er en kantbelyst skærm uden local dimming, kan det heller ikke justere lysstyrken nær så præcist som en bag-LED- eller OLED-skærm. Det sætter igen begrænsninger for kontrasten forskellige steder i billedet.

Mens Mini-LED- og OLED-skærmene i princippet kan være slukket og tændt forskellige steder på skærmen, er kant-LED-skærme tvunget til at have et mere statisk kontrastforhold over hele skærmen.

Læs også Vi tester LG’s OLED-flagskib LG er tilbage med en opgraderet version af sidste års bedste og mest stilige OLED-TV! Indfrier G1 forventningerne?

Sammenlignet med ildsprudende skærme som LG OLED G1 eller Samsungs QN95A kan The Frame unægtelig se lidt farveløst ud. Men vi må heller ikke glemme, at det er fuldblods high-end-modeller, som er lavet med henblik på højest mulig ydelse! Med tanke på pris og udstyrsniveau synes vi, at The Frame gør et glimrende stykke arbejde.

Man kunne selvfølgelig ønske, at Samsung havde udstyret The Frame (i det mindste 65 og 75 tommers modellerne) med den nye Mini-LED-bagbelysning, men det strider nok lidt imod det lifestyle-koncept, som denne model er møntet på.

(Foto: Samsung)

Lydkvalitet

The Frame er som nævnt blevet tyndere siden sidst, og det har ikke hjulpet på lydkvaliteten. TV’et er udstyret med undermonterede højttalere, men med begrænset kabinetvolumen og løse rammer uden på TV’et bliver lyden ikke særlig kraftig eller klar. TV’ets lydbillede er ganske tyndt og diffust, og især stemmegengivelsen virker indelukket. Og bassen er nærmest fraværende.

Et fint TV som The Frame fortjener helt klart at blive parret med en passende soundbar og en trådløs subwoofer. Hvis man vil have en soundbar, der matcher det diskrete udseende på The Frame, kan vi anbefale den nye S-serie fra Samsung. Vi vender tilbage med en grundigere test af sidstnævnte, men kan røbe, at lydforbedringen er overraskende stor!

Konklusion

Samsung The Frame er fortsat et af vores favorit-TV’er, når det gælder design og brugervenlighed, og den nye 2021-model lykkes godt med at fastholde det indtryk: Med nye rammer og en ny, slankere formfaktor er TV’et om muligt blevet endnu mere stilfuldt!

Hvis du er ude efter de store biografoplevelser og helt ekstrem billedkvalitet, er The Frame nok ikke det oplagte TV for dig. Til den brug vil vi snarere anbefale en af Samsungs nye Neo QLED-modeller, for ikke at glemme konkurrerende OLED-skærme. Stillet ved siden af den slags ekstreme TV’er kan The Frame virke lidt spagt med en til sammenligning ganske ordinær kontrast.

Hvis du derimod søger et godt, alsidigt TV med et flot billede, smarte løsninger og interiørvenligt design, så er The Frame fortsat et af de bedste køb. Især hvis du vil overbevise din bedre halvdel om at købe et nyt, stort TV!

Karakter
Samsung The Frame QE65LS03A (2021)
Premium

Lyd & Billede mener

Med et nyt og slankt design, flere rammevalg og større lagerkapacitet er The Frame fortsat blandt de mest interiørvenlige TV’er på markedet. Selv om billedkvaliteten er flot, må The Frame tage til takke med ganske almindelig kontrast og lysstyrke i forhold til de mere avancerede Neo QLED- og OLED-skærme.

1 kommentar til “Samsung The Frame QE65LS03A (2021)”

  1. Hej. Jeg troede at med et abonnement slap jeg for de mange irriterende reklamer. Kan det være rigtigt?

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

OLED-TV på udsalg

Hisense ULED: En OLED-killer?

Lækker og balanceret billedkvalitet

Fremragende gaming-TV

De bedste TV'er på budget

Vi tester TCL's største og billigste TV

De bedste storskærme til serier, sport og spil

De bedste OLED-TV'er

Større tv på et budget

Farvestrålende entertainment-TV

Luksuriøst OLED-TV fra Loewe

Samsung TQ98Q80C: King size TV!

Scroll to Top