annonce

LG OLED65E6V

Kongen af tv-land

Det koster kassen, men hvis du vil have det ypperste inden for billedkvalitet, så skal det nok være dette OLED-tv fra LG. Aldrig har vi set bedre billede!

(Foto: Producent)
August 2016LG OLED65E6V
annonce
annonce
Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.

LG er i en temmelig unik position i øjeblikket. De har nærmest fået monopol på det, som mange vil hævde er fremtidens billedteknologi. Mens Samsung, Sony og de andre producenter fortsat sværger til LCD, er LG gået i brechen for OLED-skærme med organiske lysdioder.

OLED-teknologien har nogle tekniske fordele, idet billedpanelet – i modsætning til LCD – ikke behøver gennemlysning. Hver eneste lille pixel har sin egen farve- og lyskilde, hvilket gør det muligt at opnå en overlegen kontrast. Tv’et kan i princippet have fuld lysstyrke på dele af skærmoverfladen, mens andre dele er fuldstændig slukket.

Noget sådant er næsten umuligt at opnå med LCD. Selv om de dyreste LCD-skærme med LED-bagbelysning giver en vis grad af lokal lysstyring, er de som regel begrænset til 400-500 individuelle zoner med lys, mens OLED kan være nøjagtigt ned til pixelniveau.

Betragtningsvinklen er en anden pointe. På grund af den lagdelte opbygning vil billedet fra en LCD-skærm blive mærkbart blegere set fra siden, mens OLED bevarer billedet næsten uanset indsynsvinkel. Sådanne egenskaber er ret vanedannende, og er man først blevet vant til OLED, vil det være svært at vende tilbage til LCD!

Så hvorfor har OLED ikke taget fart endnu – og hvis teknikken virkelig er så overlegen, hvorfor har flere producenter så ikke taget den i brug? Svaret har selvfølgelig noget med prisen at gøre. Produktionen er fortsat præget af høje fejlprocenter og relativt lav produktionsvolumen, hvilket igen betyder højere priser for slutkunderne.

Derfor vil det tage nogle år endnu, før priserne kommer ned på et “menneskeligt” niveau. Så hvis du vil have den sejeste billedkvalitet, må du være villig til at betale, hvad det koster!

 

annonce

LG OLED65E6V

Sådan er det også med OLED65E6V, LG’s første OLED-model for 2016. Dette 65 tommers tv kan blive dit for den nette sum af 65.000 kroner (vejledende)! Så får du til gengæld også et af de mest avancerede tv’er på markedet.

annonce

LG-skærmen er ligesom sidste års flagskib udstyret med et OLED-panel med Ultra HD-opløsning (3840 x 2160). Den største nyhed på årets model er understøttelse af HDR (High Dynamic Range), som indebærer større kontrast, højere lysstyrke og bredere farvespektrum. 65E6V har også fået en ny version af brugerfladen WebOS (3.0), en ny fjernbetjening og – ikke mindst – et lækkert nyt designsprog.

 

Design

Det bliver svært at lave et tv meget tyndere, end LG har gjort her. Det er ikke mere end 4 mm tykt over store dele af skærmen. I stedet for at lave en traditionel ramme rundt om tv’et har LG lagt OLED-panelet direkte oven på en tynd glasplade (såkaldt Picture-on-Glass).

Det har de rundet fint af ved at placere højttalerne i en integreret soundbar helt nederst, der flugter perfekt med fronten på tv-skærmen. Derefter er foden fæstnet i bunden af denne soundbar. Afgjort et lækkert stykke industrielt design!

annonce

Tv’et er slankt og lækkert, men har til gengæld en lidt klodset placering af HDMI-stikkene. De sidder så langt ude til siden, at HDMI-kablerne let kan stikke synligt ud. Her kunne vinklede stik være en mulighed, men det vil igen gøre vægmontering mere kompliceret. Højttalerdelen rager også lidt ud på bagsiden og forhindrer placering helt tæt til væggen. LG mener tydeligvis, at dette tv fortjener at stå frit!

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Brugervenlighed og funktioner

LG’s brugerflade WebOS er nu ude i tredje version, men strukturen er grundlæggende den samme som før. Menuen styres ved hjælp af pegefjernbetjeningen Magic Remote og er sorteret efter kortrækkeprincippet, hvor man nemt kan bladre igennem forskellige typer indhold. Du kan også vælge at ændre rækkefølgen og lægge de mest brugte tjenester (f.eks. Netflix) forrest i rækken.

Systemet er nemt at blive fortrolig med og rangerer fortsat som et af de mest brugervenlige på markedet, kun overgået af Samsung og deres lynhurtige Tizen-brugerflade.

 

Billedkvalitet

Det er meget godt med elegant design og brugervenlighed, men de fleste, der savler over dette tv, gør det nok på grund af billedkvaliteten. Og her viser LG med det samme, hvem der er konge af tv-land: Bedre billede har vi simpelthen aldrig set!

Det er allerede et etableret faktum, at OLED har kontrast og sortniveau som sine største styrker. Sidste år fik vi denne teknik at se kombineret med Ultra HD-opløsning, hvilket gav yderligere forbedringer og mere realisme. Årets model hæver niveauet endnu mere: Med ægte HDR-videomateriale får vi endelig at se, hvad OLED egentlig kan!

Vi havde en Ultra HD Blu-ray-afspiller ved hånden og fik lejlighed til at tjekke en række HDR-titler ud på LG-skærmen. En film som The Revenant med Leonardo DiCaprio er indspillet i ægte 4K-kvalitet, og det ser decideret magisk ud: Åbningsscenen, hvor indianerne angriber pelsjægernes lejr, bliver et fyrværkeri af detaljer, action og sollys.

LG OLED65E6V formår at hente langt flere detaljer ud, end vi tidligere har set, selv med yderst kapable LCD-skærme som Panasonic 65DX900E og Sony 65XD9305. Både terrænet, vandet og de mørke træer står helt tydeligt, og det samme gør jægernes vejrbidte, skæggede fjæs. Alt bidrager til at gøre det blodige drama, der udfolder sig, endnu mere virkelighedstro.

OLED-skærmens evne til at variere kontrasten fra scene til scene uden generende sideeffekter fra bagbelysningen giver en fantastisk dybde og realisme. Billedet fra LCD-skærmene bliver i sammenligning lidt fladere og mindre levende.

 

OLED vs. LCD

HDR er det dominerende tema på tv-fronten i år, og det store spørgsmål er, hvilken type tv der er bedst egnet til det nye format. Er det LCD med sin overlegne lysstyrke, eller er det OLED med sit bælgmørke sortniveau og brede kontrastomfang? Med LG 65E6V og den tidligere testvinder Sony 65XD9305 side om side ville vi prøve at se, hvordan landet ligger!

Det var i grunden ikke nogen stor overraskelse: Den ellers så fortræffelige Sony-skærm bliver fuldstændig jordet af LG på områder som sortniveau og dybde. Hver gang Marco Polo, Kublai Khan eller nogen af khanens undersåtter befinder sig i mørke omgivelser (og det gør de tit!), bliver LCD-billedet gråt og falmet, mens OLED-skærmen bevarer et kulsort, dybdeskarpt billede. Det er næsten som forskellen mellem 2D og 3D, synes vi.

LCD-skærmen har imidlertid nogle fordele i scener med meget lys. Sony-skærmen er noget af en lyskanon og excellerer med flammer og andre lyse objekter. Sollyset gennem træerne i The Revenant er et godt eksempel: Her er LCD-skærmen så lys, at vi næsten er nødt til at finde solbriller frem, mens der er mærkbart mindre power på OLED-skærmen.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Selv om LG 65E6V opfylder OLED-kravene til HDR (540 nit), er der stadig lang vej op til 1000 nit, som er kravet til LCD. Efter at have set en del filmtitler må vi også indrømme, at det ekstra kraftige lys er en vigtig del af HDR-effekten. Ikke nødvendigvis vigtigere end traditionelle kvaliteter som sortniveau og kontrast, men vigtigt nok til, at vi gerne vil have i både pose og sæk.

Desværre er det endnu ikke muligt at få det bedste fra begge verdener, al den stund OLED-skærmene har begrænset lysstyrke på panelet.

 

Dolby Vision

65E6V er et certificeret Ultra HD Premium-tv, hvilket betyder, at det opfylder kravene til at vise HDR-video og Ultra HD Blu-ray fra sin bedste side. LG-skærmen udmærker sig desuden ved at understøtte Dolby Vision, som er Dolbys egen HDR-standard. I modsætning til almindelig HDR er Dolby Vision et mere lukket system, der kræver kongruens hele vejen fra mastering til kilde og fremviser, inklusive licenseret hardware i apparatet.

LG er foreløbig den eneste producent, der tilbyder Dolby Vision i Skandinavien, mens Samsung og andre producenter holder sig til den åbne HDR10-standard.

Dolby Vision kan i teorien være en værdifuld funktion. En video-stream kodet i Dolby Vision indeholder nemlig dynamiske metadata, der fortæller skærmen, nøjagtig hvordan den skal variere lysstyrken fra scene til scene. I modsætning til HDR10, som fastsætter et mere statisk kontrastforhold.

Netflix understøtter begge standarder, men har udvist en forkærlighed for Dolbys version. Hvis dit tv er kompatibelt (hvilket 65E6V er), vil du automatisk få Dolby Vision-streamen serveret.

På grund af denne automatik har vi ikke kunnet sammenligne Dolby Vision med almindelig HDR på det samme tv. Vi har dog set Marco Polo nok gange til at slå fast, at billedet ser virkelig lækkert ud på 65E6V! Der er især forskel på de mørke områder, hvor LG-skærmen formår at grave flere detaljer frem.

Vi oplever lidt større forskel i billeddynamikken fra scene til scene, end vi hidtil har set med almindelig HDR. Imidlertid er det svært at afgøre, om det er takket være Dolby Vision eller OLED i sig selv.

 

Kalibrering af LG OLED65E6V

En god nyhed for os, der kalibrerer, er at LG har ændret den blændende hvide skærmmenu til en mere behagelig grå baggrund. De har også hørt vores bøn om at give lettere adgang til visse avancerede indstillinger.

Vi koblede vores faste måleudstyr (CalMAN 5 software og Klein K-10 lysmåler) til LG-skærmen. Det første, vi ville tjekke, var om LG holder, hvad de lover, på lysstyrken. Og ganske rigtigt: Med et hvidt vindue på 10 procent af skærmen formår 65E6V at levere 610 nit, hvilket er et godt stykke over HDR-kravet.

Lysstyrken falder imidlertid ganske betragteligt, efterhånden som det hvide område bliver større: 495 nit ved 18 procent, 400 nit ved 25 procent og ned til ca. 150 nit med hvidt over hele skærmoverfladen. Derfor vil man kunne opleve, at LG-skærmen ikke har så meget at give af i scener med meget lys, såsom skihop, slalom eller andre snehvide aktiviteter.

LG har tydeligvis øget lysstyrken så meget, som de mener er forsvarligt, men det er ikke helt uden bivirkninger. Tidligere testede OLED-skærme har haft et problem med, at statiske lyse objekter – f.eks. kanallogoer, menuer og lignende – bliver hængende et stykke tid, efter at billedet er skiftet. Det er også noget, vi ser på 65E6V.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Omridset af vores lyse testbilleder kan anes noget tid bagefter, og det samme gælder LG’s egne menuknapper. Det er værd at bemærke, at LG-skærmene har fået en særlig menu kaldet Fjernelse af panelstøj. Den indeholder nogle værktøjer, inklusive en “skærmvask”, som visker uregelmæssighederne ud. Heraf kan vi konkludere, at LG – selv om de ikke vil kendes ved ord som fastbrænding – i hvert fald har taget nogle foranstaltninger for at modvirke det.

LG-skærmen kompenserer selvfølgelig også ved at lukke meget lidt lys ud, når det ikke skal være der. Panelet er fuldstændig slukket i sort, hvilket giver en overlegen kontrast.

LG har åbenbart også gjort noget ved billedprocesseringen siden sidst, for vi måler tydelige forbedringer i både farver og gråtoneskala. Faktisk er målingerne usædvanlig gode allerede før kalibrering. Den gennemsnitlige delta-afvigelse – som fortæller os, hvor meget billedet afviger fra standarden (alt under 3 er godkendt) – blev målt til 2,2 før og 0,8 efter kalibrering, hvilket er ny rekord.

Vi behøver bare at foretage nogle små ændringer i farveintensiteten for at gå fra knaldgod til perfekt snorlige gråtoneskala og farvebalance. Godt arbejde, LG!

 

Lydkvalitet

OLED65E6V kommer med en indbygget soundbar produceret i samarbejde med Harman Kardon. Fordelen ved denne løsning i forhold til andre tv’er er, at højttalerne vender lige fremad, hvilket giver en mere direkte, mindre diffus lyd.

LG-systemet gør et godt stykke arbejde med det meste tv-indhold og udmærker sig ved klar og tydelig stemmegengivelse. Der er også basfylde nok til at skabe lidt liv, når der er actionfilm eller musik på programmet. Det er ikke nogen match for de bedste separate soundbars, men klart godkendt som indbygget tv-lyd.

 

Konklusion

Der er ikke nogen tvivl om, at OLED er fremtidens billedteknologi. LG’s OLED-skærme har længe repræsenteret det ypperste inden for billedkvalitet, og ud fra hvad vi har set indtil videre i år, er der ingen, der kan vippe dem af tronen endnu – heller ikke supertrimmede LCD-skærme med HDR.

At priserne er stive, er ikke nogen hemmelighed, og det må være op til den enkelte at vurdere, om det er værd at betale op mod det dobbelte af prisen for et LCD-tv. Hvis prisen på 65E6V er for hamper, er det værd at bemærke, at LG har to mere overkommelige modelserier – B6 og C6 – på vej!

  • 65" UHD OLED, 3840 x 2160
  • 4 x HDMI (2.0a), 3 x USB
  • DVB-T2/C/S2
  • High Dynamic Range
Pris: 64999 kr
PlusLG-skærmen byder på en heftig kombination af rå kontrast og bundløst sortniveau, som giver den hidtil bedste gengivelse af Ultra HD og HDR.
MinusOLED er stadig et premiumprodukt til premiumpris. Der mangler lidt lysstyrke og dynamik i forhold til de bedste LCD-skærme.
    Har du noget at tilføje?
    Velkommen til Lyd & Billedes diskussionsforum. Vi vil gerne vide, hvad du mener. Hold dig til emnet og vær saglig, så slipper vi for at slette eller moderere indlæg. Andre spørgsmål eller synspunkter rettes til redaktion@lydogbillede.dk.

    Læs også

    Samsung QE65Q82R

    Samsung QE65Q82R

    20.999
    Træt af spejlblanke TV-skærme? Samsung Q82R er som at stirre ind i et sort hul!
    Samsung QE65Q70R

    Samsung QE65Q70R

    12.999
    På Q70R har Samsung skåret unødvendig luksus fra for at kunne tilbyde direkte LED-bagbelysning til en gunstig pris. Det giver et suverænt billede for pengene!
    Samsung UE65RU8005

    Samsung UE65RU8005

    11.999
    RU8005 er Samsungs bedste “almindelige” LCD-TV, før man tager skridtet op til QLED.
    Samsung QE65Q60R

    Samsung QE65Q60R

    13.999
    Samsung Q60R er den billigste model i Samsungs QLED-univers. Et prisgunstigt og veludstyret TV, som dog mangler topmodellernes suveræne kontrast.
    Samsung QE65Q85R

    Samsung QE65Q85R

    18.999
    Q85R er et meget veludstyret TV, der ånder flagskibsmodellen Q90R i nakken, men til en mærkbart lavere pris!
    Sony KD-55AG8

    Sony KD-55AG8

    12.222
    OLED-TV med skjulte kræfter
    Sonys nye OLED-TV kan prale af særdeles god billedkvalitet, men det ­bedste af det hele er lyden …
    LG OLED55B9

    LG OLED55B9

    13.999
    Indgang til OLED-universet
    LG’s billigste OLED-model giver fænomenal billedkvalitet til en meget overkommelig pris. Den er så god, at konkurrenterne må ryste på bukserne!
    Panasonic TX-65GZ2000E

    Panasonic TX-65GZ2000E

    36.995
    Her er det TV, du skal købe, hvis du virkelig brænder for film!
    Panasonics bedste OLED-TV er strålende. Et TV for virkelige feinschmeckere!
    Panasonic TX-75GX942E

    Panasonic TX-75GX942E

    27.499
    Superduper storskærm
    Årets største TV fra Panasonic byder på strålende billedkvalitet.
    Samsung The Frame QE49LS03 (2019)

    Samsung The Frame QE49LS03 (2019)

    9.999
    Kunstudstilling på stuevæggen
    Samsungs superlækre billedramme-TV The Frame er tilbage i turboladet QLED-version. Og billedkvaliteten har fået et ordentligt løft!
    TV 65-tommer

    TV 65-tommer

    Ægte storskærme til små priser
    Et stort TV med flot billedkvalitet behøver ikke at koste en formue. Vores test viser, at du nu kan få et stort og godt TV med få kompromiser for under 10.000 kroner!
    LG 65UM7510

    LG 65UM7510

    9.799
    I skyggen af OLED?
    Denne storskærm fra LG har god brugervenlighed og et lækkert design, men billedkvaliteten hæmmes af svag kontrast.
    Samsung UE65RU7475

    Samsung UE65RU7475

    9.999
    Den bedste totaloplevelse
    Samsungs 7475-serie byder på lækkert design, god bruger- venlighed og ikke mindst testens bedste billedkvalitet.
    TCL 65EP685

    TCL 65EP685

    7.490
    Pris-killer fra TCL
    TCL tilbyder et fuldspækket LCD-TV til en meget favorabel pris.
    Philips “The One” 65PUS7354/12

    Philips “The One” 65PUS7354/12

    8.999
    Philips med hele pakken
    På denne model har Philips helgarderet sig og krydset alt på udstyrslisten af. Resultatet har de givet det selvsikre navn “The One” – det TV, man bare skal have!
    Sony KD-65XG8096

    Sony KD-65XG8096

    8.990
    Godt til det meste
    Sony XG8096 er et godt allround-TV med en række vigtige funktioner som Android og HDR-video til en fornuftig pris.