65UK6950 er en mellemklassemodel i LG’s 2018-sortiment. Designmæssigt er det et slankt tv med en sølvgrå ramme i børstet udførelse. Nogle af stikkene er sidevendt, mens andre vender bagud. Den nederste del af tv’et er noget tykkere end den øvre og stikker lidt mere ud. Derfor er dette tv ikke nødvendigvis det mest praktiske eller æstetisk tiltalende at vægmontere.
Brugervenlighed og funktioner
Ligesom de andre LG-skærme i testen anvender UK6950 operativsystemet WebOS i den nyeste version 4.0 med pegefjernbetjeningen Magic Remote. Den er smart i brug, og LG har sørget for, at markøren også fungerer i de forskellige apps.
UK6950 adskiller sig lidt fra de dyrere LG-modeller, ved at det ikke har samme brede formatunderstøttelse. Det må klare sig uden understøttelse af videoformaterne Dolby Vision og Technicolor.
Til gengæld får man en superhurtig gaming-mode: Vi målte forsinkelsen helt ned til 4,4 millisekunder ved 1080p opløsning, hvilket er ny rekord.
Billedkvalitet
LG 65UK6950 anvender et ganske almindeligt 4K UHD (3840 x 2160 pixel) billedpanel uden nogen særlige finesser. Dette tv er klart møntet på dem, der vil have god billedkvalitet uden at betale en formue.
Her får du et skarpt billede med masser af detaljer, og LG-skærmen følger også godt med bolden. Farvegengivelsen er af den livlige slags med masser af nuancer – som skabt til sport og action. LG har inkluderet en særlig billedindstilling til fodbold, men den har unødigt overdrevne farver efter vores smag. Græsset bliver lige lovlig grønt! Standardindstillingen er imidlertid fin og bevarer desuden en god betragtningsvinkel takket være IPS-panelet.
Sortniveau og kontrast ligger midt i tabellen. Mørke scener bliver lidt for grå, og der er heller ikke voldsomt meget knald på lysstyrken. Desuden er den lokale dæmpning meget grov, så store felter bliver lysere end andre. Det er altså ikke en skærm for dem, der vil have det fulde udbytte af de nye HDR-film, men til sport fungerer den glimrende.
Lydkvalitet
LG-skærmen har et ret simpelt lydsystem med standard undermonterede højttalere. Stemmegengivelsen er klar og fin, men ikke lige så stærk og tydelig som på de dyrere modeller. Vi anbefaler også i dette tilfælde en separat soundbar.
Konklusion
Dette prisgunstige tv fra LG har farvestrålende billedkvalitet, der egner sig godt til sport. Desuden har det testens hurtigste gaming-mode. Hvad angår film og serier, findes der endnu mere kontrastrige skærme derude, men de koster også en god sum penge mere. Samlet set fremstår LG UK6950 derfor som et godt køb.