Vision 9 er Grundigs “junior-topmodel” og befinder sig lige under den mere prestigefyldte Fine Arts-serie. Vision 9 byder på et stilrent design præget af en blanksort ramme og en sølvfarvet soundbar nederst. Soklen består af to fødder, der monteres på hver sin side. Bemærk derfor, at tv-bordet skal være 90 cm bredt eller mere for at være stort nok.
Brugervenlighed og funktioner
Vision 9 UHD 55 kan prale af gode tilslutningsmuligheder, heriblandt tredobbelt HD tv-tuner til jordbaserede, kabel- og satellitkanaler. Desuden er der smart-tv funktioner som Intel Wi-Di, hvor man kan få sit pc-skærmbillede direkte op på tv’et.
Af videotjenester er der YouTube og Netflix om bord. Grundig har endda inkluderet en dedikeret Netflix-knap på fjernbetjeningen, så man kan trykke sig direkte ind uden omveje. Smart! Derudover er tv’et temmelig sparsomt udstyret med apps, men har dog to HDMI 2.0 indgange til tilslutning af 4K-medieafspillere.
Billedkvalitet
Vision 9 har en billedæstetik, der adskiller sig markant fra de andre skærme i testen. Fabriksindstillingen er meget lys, og derfor bliver de dele af billedet, der skulle være sorte, snarere grå. Billedet har også et blåligt skær som følge af for høj farvetemperatur. Disse svagheder kan dog løses med kalibrering eller finjustering med en Blu-ray testdisk.
Grundig har en fin billedmenu, hvor man kan se forskellen før og efter indstillinger. Da vi tjekkede de forprogrammerede billedindstillinger, fandt vi til gengæld, at de generelt så meget ens ud.
Grundig-skærmen understøtter HDMI 2.0, men ikke Netflix 4K. Derimod fungerede det godt med vores 4K-pc som kilde. Vision 09 ser rigtig lækkert ud, når det fodres med 4K-signaler – et godt eksempel på, at bedre billede ind også giver bedre billede ud.
Blu-ray og SD ser derimod ikke så imponerende ud: Selv om Vision 9 gør et godt stykke arbejde med at opskalere SD- og HD-optagelser, er støjreduktionen ikke på niveau med f.eks. LG eller Panasonic. Hertil kommer en del synlig “color banding”, hvor overgange mellem farvenuancer bliver tydelige. Vision 9 er heller ikke fri for typiske kant-LED problemer. Vi aner lidt ujævn lysfordeling, især ud mod kanterne.
Lydkvalitet
Grundig er kendt for at lægge vægt på lydkvalitet i deres fjernsyn, og denne model er ingen undtagelse. Højttalerne sidder fremadvendt i en separat mini-soundbar under skærmen, kombineret med en dedikeret bashøjttaler på bagsiden. Resultatet hører man straks: Mens mange af deltagerne har en diffus, indelukket lyd, er Grundig klart og tydeligt i sin gengivelse af tale og lydeffekter.
Konklusion
Grundig tilbyder en 55 tommers 4K-skærm til en attraktiv pris. Der er flere positive ting at bemærke, såsom at brugervenlighed og lydkvalitet er godt varetaget. Billedkvaliteten er mere på det jævne og kan ikke hamle op med kontrast og billedprocessering hos de bedste af konkurrenterne.
