JVC TH-WL709H

Elegant og brugervenlig

En af testens tyndeste soundbars slipper ganske godt fra det.

JVC TH WL709H 990

Med to HDMI-indgange kan både Blu-ray-afspiller og kabel-tv-boks tilsluttes, og WL709H har et tydeligt display, der lyser op bag fronten. Man har altid overblik over, hvad man laver, da JVC’s soundbar er meget brugervenlig. Den er også slank og elegant, og gør ikke meget væsen af sig hverken på væggen eller på tv-møblet.

Film i surround har godt af, at man aktiverer DTS TruSurround, der giver mere surround-følelse. Lydbilledet er stort, og der kommer temmelig meget bas fra subwooferen, hvilket fungerer fint til både filmmusik og lydeffekter. Hvis en scene bliver for intens, flader den ud, idet den lader til at have en indbygget limiter. Det er ikke noget dårligt valg og bedre end at stå og skurre, som visse andre.

Dialoger er klare og lette at forstå, selv om Kelsey Grammer i Transformers: Age of Extinction mangler lidt fylde i bunden.

Musik i stereo bør nydes uden nogen DTS-indstillinger for ikke at få fasefejl i overgangen mellem subwoofer og soundbar. Så strammes elbasser og trommer op, selv om lydbilledet er mindre end med alskens processering. Heller ikke JVC elsker musik, men den slipper en tand bedre fra det end Philips og Panasonic. Ikke dårligt i betragtning af, at den også er billigere.

Læs videre
Exit mobile version