Med stadigt varmere somre er der mange, der overvejer en bærbar aircondition. Det er meget mere effektivt end en almindelig ventilator, der bare pisker luften rundt. Men det er vigtigt at indse, at “bærbar” egentlig bare betyder, at den ikke er permanent monteret. Det er en ordentlig basse, så at kalde den bærbar er noget af en tilsnigelse. Man skal også tage højde for, at slangen til kondensvand skal monteres i et vindue, og der skal være lidt plads omkring den.
Installation
Det var ikke noget problem at klikke afløbsslangen til kondensvand ind i apparatet, og den sidder godt fast. Til montering af slangen i et vindue medfølger et vindues-kit, en plastskinne med en åbning til slangens mundstykke. Vi kunne kun konkludere, at det var lavet til amerikanske vinduer, der skydes opad, eller asiatiske vinduer, der skydes til siden. For i skandinaviske vinduer, der enten svinger ud til siden eller opad, passer den ikke uden enorme sprækker. Underligt for et skandinavisk produkt! Der fås dog sæt til både vinduer og døre, hvor man sætter en stofdug fast med velcro rundt om vindueskanterne, hvor dugen har et hul til at stikke slangen ud igennem. Måske ikke så elegant, men det virker.
Bortset fra, at man skal igennem en masse trin for at oprette konto, koder og godkendelser, er det ret nemt at forbinde Cortina med mobilapp’en via Wi-Fi. Bare husk, at den ligesom mange andre smart home-apparater har brug for 2,4 GHz.
Betjening
På apparatets overside er der touch-knapper til at vælge indstilling: køling, affugtning, ventilation eller energibesparelse. Her indstiller man også temperatur, blæserhastighed og sætter timeren. De samme funktioner er tilgængelige på den gode, gammeldags fjernbetjening. Det skal dog bemærkes, at den ikke er tovejs, så hvis du ændrer temperaturen på panelet, opdateres displayet på fjernbetjeningen ikke.
Bruger man derimod app’en, er den selvfølgelig altid synkroniseret. Der er dog ikke mange flere funktioner end på betjeningspanelet, bortset fra at man kan sætte et tidsskema op. Det kan være praktisk, hvis man f.eks. gerne vil have, at der er køligt, når man kommer hjem fra arbejde. Takket være app’en kan man dog også koble den til Google Home eller Siri og på den måde styre den fra f.eks. en Nest Hub eller via stemmekommandoer. Man skal ikke forvente fuld funktionalitet, men det er ret skønt at kunne råbe “tænd for klimaanlægget”, når man får et svedanfald og ikke kan finde mobilen.
Køling
Med sin kølekapacitet på 3,5 kW er Cortina Silent 12K beregnet til rum på op til 35 kvadratmeter, og den afkølede effektivt vores mellemstore soveværelse. Det er fint, når man tænker på, at strømforbruget i den sammenhæng er overkommelige 1.350 watt. Det er måske ikke så lavt, at man skal have den tændt hele dagen, men vores tidligere klimaanlæg brugte mere og kølede dårligere. Man skal dog huske på, at ordet “silent” i navnet er relativt. Når man lige har startet den, og kompressoren kører for fuld skrue, er den langt fra lydløs. Men når temperaturen først er nede, og den kører ved lav hastighed, forstyrrer den ikke mere, end at man kan falde i søvn.
Konklusion
Wood’s Cortina Silent 12K er et af de mere populære bærbare klimaanlæg, og det er ikke svært at se hvorfor. Den er ganske vist både stor, tung og støjende, men ikke værre end de fleste andre. Vi synes, den køler effektivt, og strømforbruget er relativt lavt. Den har et enkelt design og er nem at installere og betjene. Og ikke mindst kan man fjernstyre den med en app, så den sørger for, at der er køligt, når man kommer hjem. Vi ville meget gerne have den kørende i sommer!
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer