Roborock Saros 10

Saros 10 er smuk og klog

Roborock Saros 10 er den nyeste topmodel fra Roborock og kan takket være sit smukke ydre og kloge indre være et af de bedste bud på årets bedste robotstøvsuger.

Hovedbillede Saros10

Roborock Saros 10 er den naturlige efterfølger til S8-serien og byder på en række smarte forbedringer, der adskiller den fra såvel forgængere som for konkurrerende modeller som Dreame X50 Ultra Complete. Med kraftigt forbedret sugekraft, avanceret kunstig intelligens og et slankt design positionerer Roborock sig som en af de førende spillere inden for fuldautomatiske robotstøvsugere. Vi har haft den kørende i flere uger, hvor den flittigt har samlet skidt og støv samt vasket gulve. Uden at afsløre for meget kan jeg godt sige, at jeg er svært begejstret – trods den høje pris på godt 11.000 kroner.

Saros10 Hvid og sort
Roborock Saros 10 fås i farverne hvid og sort. Det er efterhånden ret standard. Vores testmodel var sort. (Foto: Roborock)

Slank og stilfuld

Saros 10 har et futuristisk og elegant design, hvilket naturligvis er en smagssag, men i mine øjne en klar forbedring fra tidligere modeller. Den største ændring findes i LiDAR-tårnet, som nu er mindre fremtrædende og skjult i robottens chassis. Det resulterer i en plan overflade og en imponerende lav højde på under 8 centimeter, hvilket gør den i stand til at gøre rent under selv lave møbler. I nedrullet tilstand kan LiDAR-sensoren stadig kigge ud via en åbning på robottens front, men fordi den her har et begrænset udsyn, bliver den i denne tilstand understøttet af kameraer, lys og AI, som hjælper med navigation i mørke.

Saros10 undersida
Sådan ser Saros 10 ud fra undersiden med de to ruller, mopper og sidebørste. (Foto: Roborock)

På undersiden finder vi en hovedbørste, en sidebørste, en moppe og en ekstra lille roterende sidemoppe. I modsætning til flere konkurrerende robotter, som er udstyret med to roterende moppehoveder, er Saros 10, ligesom sin forgænger, født med én stor vibrerende moppepude. Den mindre sidemoppe kan hæves og sænkes efter behov, så den når helt ud i hjørnerne. Hovedbørsten er desuden opgraderet og består nu af to separate ruller, hvilket reducerer risikoen for sammenfiltrede hår markant.

Designet på både robot og basestation er stramt og enkelt – nydeligt. (Foto: Roborock)

Robotten tømmer automatisk sin skidt- og støvbeholder i basestationen efter endt rengøring. Selv om denne proces larmer en del, er den heldigvis hurtigt overstået.

Basestationen har fået et bredere, men lavere design, hvilket gør den lettere at placere under møbler sammenlignet med eksempelvis Dreames høje, smalle basestationer. Bag den stilrene, spejlblanke front gemmer sig beholdere til rent og beskidt vand (på hver fire liter), en støvsugerpose og en beholder til rengøringsmiddel. En bonus er, at du ikke er bundet til Roborocks eget og ret dyre rengøringsmiddel, men frit kan vælge andre – så længe de ikke skummer. Der følger ikke en gratis prøve med, hvilket er lidt tarveligt i denne prisklasse.

Smart navigation og kunstig intelligens

Ved første køretur kortlægger robotten dit hjem ved hjælp af LiDAR-sensoren. Denne proces er efterhånden standardiseret og kræver minimal indblanding. Hvis nogle rum overlapper på kortet, kan du let justere dem i app’en.

Udover at scanne rummene spiller de AI-drevne sensorer en vigtig rolle i at identificere objekter på gulvet. Saros 10 kan uden problemer undgå løse kabler, sutsko eller kæledyrs ‘uheld’ og markerer genstandene på kortet, så du hele tiden kan følge med. Over tid bliver robotten klogere og forbedrer kortlægningen ved hver rengøring. Som eksempel var jeg ret imponeret over, at Saros 10 registrerede et TV-møbel i både min stue og mit soveværelse, ligesom jeg en dag havde efterladt et par sko i entreen, som kort efter var at se i app’en.

Saros 10 får hurtigt kortlagt din bolig og er især god til at spotte nye rum, hvis du glemmer at lukke dørene. Både min altan og badeværelset blev derfor også scannet og støvsuget et par gange. (Foto: Mikael Hansen)

Dørtrin har længe været en udfordring for robotstøvsugere. Ifølge producenten kan Saros 10 forcere dørtrin på op til 4 centimeter, hvilket burde være tilstrækkeligt for de fleste hjem. Takket være de højdejusterbare hjul klarer den sig generelt godt over forhindringer.

Når der skal vaskes gulv, løftes det forreste hjul, så trykket lægges på bagenden af enheden, hvilket presser moppen nedad. (Foto: Roborock)

I mit hjem var der et trin, som tidligere robotstøvsugere har haft svært ved at forcere. Saros 10 lærte dog hurtigt at håndtere det – efter et par forsøg begyndte den at tage tilløb, hæve snuden og køre over uden problemer. Det var fascinerende at følge.

Saros 10 nægter ganske enkelt at give op – og det giver pote. Kun én gang har jeg været nødt til at befri den fra et stoleben – et imponerende resultat efter flere ugers brug.

Grundig rengøring på automatpilot

Saros 10 kan indstilles til at gøre rent på flere måder. Standardfunktionen kombinerer gulvvask og støvsugning, og via app’en kan du justere sugekraften, ændre forudindstillinger og vælge, om robotten skal tage én eller to ture over gulvene.

Med en maksimal sugekraft på 22.000 Pa er det fristende at lade den køre på fuld styrke. Det giver et synligt rent resultat, men støjniveauet er højt. Standardindstillingerne er langt mere støjsvage og efterlader stadig både trægulve og tæpper fri for støv, hår og fnuller. Den lille sidebørste gør især en forskel i hjørnerne, hvis robotten får adgang til at køre langs panelerne.

Det er let selv at tilpasse de forskellige forudindstillinger. Min personlige favorit blev hurtigt den smarte, hvor AI selv bedømmer, hvor der skal vaskes og suges og ved hvilken intensitet. (Foto: Mikael Hansen)

Hvis du – som jeg – har mange gulvtæpper, vil støvsugningen nok være den mest brugte funktion, men gulvvasken med den vibrerende moppe fortjener også ros. Ligesom støvsugningen kan den tilpasses i flere intensitetsniveauer afhængigt af, hvor beskidte gulvene er. Heldigvis behøver du ikke spekulere for meget over det, for med SmartPlan-funktionen registrerer Saros 10 selv, hvor der er behov for ekstra gulvvask, og justerer indstillingerne derefter. Det betyder også, at mindre områder med blottet trægulv får en opfriskning af og til. Ved at gøre rent regelmæssigt forhindrer robotten, at snavs hober sig op – en klar fordel, man hurtigt bliver glad for.

Det kan være svært at sammenligne resultater direkte mellem robotter – især når man ikke har dem stående side om side – men jeg har overordnet set været godt tilfreds med moppens funktion. En ting jeg dog straks bemærkede var, at Saros 10 efterlod gulvene knap så fugtige, som jeg har oplevet med andre robotter. Det behøver ikke være negativt, og det beskidte vand i basestationens beholder vidner da også om, at moppen har gjort et godt stykke arbejde.

Det er smart, at moppen automatisk efterlades i basestationen, så den ikke behøver at blive trukket hen over gulve og tæpper, når der kun skal støvsuges. (Foto: Roborock)

En sidste smart detalje er, at stemmestyringen fra sidste års model stadig er med i Saros 10, så du i teorien kan aktivere robottens funktioner ved blot at sige ”Hello Rocky” efterfulgt af en forudbestemt kommando. Jeg må dog indrømme, at jeg foretrak at bruge app’en eller den skemalagte rengøring.

Læs videre
Exit mobile version