Dreame H15 Mix 7-in-1 Wet and Dry Vacuum

Multimaskine med fleksible ambitioner

Med kombinationen af støvsugere og vådmoppe blæser Dreame til kamp mod alt fra snavs til pletter og dyrehår. Nogle gange er mere bare ikke lig med bedre.

Dreame H15 Mix top

(Foto: Dreame)

Kan én maskine dække hjemmets behov for rengøring? Dreame gør i hvert fald et forsøg med H15 Mix 7-in-1 Wet and Dry Vacuum.

Modellen kommer i en usædvanlig stor kasse. Omfanget svarer til 2-3 normale kasser for robot- eller stangstøvsugere. Størrelsen har en årsag. I kassen ligger en stangstøvsuger med vådmoppe, en håndstøvsuger og en maskine til rens af tekstiler og genstridige pletter samt en buffet af ekstraudstyr.

De tre maskiner kombineres på kryds og tværs med forskelligt udstyr, men er fælles om batteri og motor. Ekstraudstyret består af et reservefilter, en forlængerstang, en ekstra moppe, stander, rensebørste og to flasker med forskellige typer rengøringsmidler.

De tre enheder og ekstra udstyr. Støvsugermoppen har egen base til rens og opladning, mens stangstøvsugeren og dens dele kan placeres i en noget vakkelvorn stander. (Foto: Natasja Broström)

Multimaskiner er ikke nye på markedet. Vi har tidligere testet blandt andre Eufy Omni E28. Her får du en robotstøvsuger og en aftagelig del, FlexiOne, som bruges til vådrengøring af tekstiler såsom tæpper, puder og sæder i bilen.

Vores testoplevelser er bare ret blandede. Mens nogle dele af multimaskinerne gør det fint, har andre dele svært ved at komme i mål. Det samme kan siges om H15 Mix 7-in-1 Wet and Dry Vacuum.

Klargøring og design

Centrum i H15 Mix er stangstøvsugeren med vådmoppe. Styrestang med håndtag stikkes ned i hullet for oven. Har du behov for at frigøre stangen, presser du spidsen af en stjerneskruetrækker ind mod det lille hul bagtil.

Motoren klikkes ind for oven nær styrestangen, mens den flade batteri-pakke klikkes bag på stangstøvsugerens krop. Det kræver lidt øvelse at finde knapper og skydere, som frigør motor og batteri for at skifte dem mellem de tre rengørings-maskiner.

Ved at kombinere forskellige dele kan H15 Mix bruges til forskellige rengøringsopgaver. Her er det en sofa, som skal have en tur med håndstøvsugeren. (Foto: Natasja Broström)

Beholder til vand og rengøringsmiddel sidder i foden og løsnes nemt med et håndtag. H15 Mix leveres med 500 ml af Dreames all-round middel. En ny flaske koster 129 kroner (OBS til oversætterne: 183 SEK, 200 NOK, 17 EUR). Efter påfyldning er det blot at sætte støvsugeren i dens base og vente fire timer, til batteriet er opladet.

Basen står hævet på fire ben med en slags sugekop-funktion, så den ikke rykker på sig, når du fjerner eller sætter støvsugeren på plads. Basens bund fungerer som ”vaskehal”, hvor moppen bliver renset i op til 100 grader varmt vand og tørret i 60 grader varm luft.

App’en indstiller rens og tørring af mopperullen. Her justerer du også vand- og sugestyrke eller om tilsætning af vand og sæbe skal ske automatisk. (Screendump: iOS)

I app’en Dreamehome kan du finjustere sugestyrke og mængden af tilsat vand samt styre tid og temperatur ved rens. Her kan du også indstille dosering af rengøringsmiddel.

Display og tilstande

Motorens runde LED-skærm viser batteriets resterende procent og aktuel tilstand af rens eller rengøring. Skift tilstand under rengøringen ved at trykke på håndtagets knap med et cirkelformet ikon.

Læs også TEST: Eufy Omni E28 Støvsugeren og moppen kan transformeres til en tekstilrengøringsmaskine.

Moppe-støvsugeren har fire tilstande. Smart Mode aflæser underlagets mængde af snavs og indstiller sugestyrke, vandtilførsel og moppetryk. Vi har desværre ikke fakta på tryk-styrken, men 480 RPM (omdrejninger i minuttet) er ganske pænt for en mopperulle.

Turbo Mode hæves suget til maksimale 23.000 Pa, hvilket er højt for en stangstøvsuger. Suction Mode er til støvsugning alene, mens Custom Mode rengør efter dine indstillinger i app’en.

Hjulene har en vis automatisk trækkraft, så du ikke skal skubbe på, men blot lade moppe-støvsugeren arbejde og trække sig selv fremad. Støvsugerhovedet med moppen bevæger sig fint til siderne uden at virke leddeløst.

H15 Mix-moppen kan ligge plant med gulvet og kommer over en meter ind under møbler. Maksimal frigang i højden er 14 centimeter. Et lille hjul på bagsiden af støvsugerens ”krop” hjælper med at bevæge støvsugeren fleksibelt frem og tilbage.

Uden besvær blev gulvet under seng, sofaer og et væghængt toilet ordnet. Nogle steder kunne hele støvsugeren nå ind, andre gange var det kun støvsugerhovedet.

Læs også TEST: Dyson V16 Piston Animal Det er ikke ofte, vi har problemer med at finde problemer med støvsugere, men nu er det sket.

Moppe-støvsugeren kom på arbejde i alle tilstande med vask og sug hen over fliser, trægulv og stoftæpper med op til en centimeter luv. Moppen efterlod ingen striber og tog snavs og pletter uden brok eller sjusk.

I basen viser skærmen, om moppen er ved at blive renset eller tørret i enten Drying Mode og Self-Cleaning Mode. Smart nok kan du vælge mellem hurtig rens på fem minutter eller en dybde-rens på 30 minutter.

Tømning af filter, støvkammer og brugt vand er bøvlet. Store dele faldt ud, mens støvet sidder godt fast. Filterets våde snavs krævede grundigt skyl under vandhanen. (Foto: Natasja Broström)

Brugt vand fra rens og rengøring opsamles i tanken under motoren. Et indre filter sier skidt og nullermænd fra. Selv jævnlig skyl og rens af moppen forhindrede ikke en sur lugt. Det meste af lugten forsvinder dog, når H15 Mix også får renset tank og filter efter hver opgave.

Stangstøvsugeren arbejder godt og effektivt, selv når pladsen er trang. Det grønne lys hjælper med at se skidt og snavs på gulvet. (Foto: Natasja Broström)

Både tank og filter er besværlige at tømme og rense med eller uden den medfølgende børste. Blandt andre Mova har udtænkt bedre løsninger. I stangstøvsugeren Mova X4 Pro kunne filteret ved hjælp af et hængsel svinges ud ad og dermed bedre gøres rent under vandhanen.

Håndstøvsuger og tæpperenser

På håndstøvsugeren skal batteriet skydes ind under håndtaget, mens motoren klikkes ned i hulrummet på oversiden. Igen kræver det lidt tilvænning at finde de rette knapper og kiler til at frigøre og fastgøre delene.

Håndstøvsugeren bruges sammen med en forlængerstang og tre slags børstehoveder. Det største (Multi-Surface Brush) omdanner H15 Mix til en udmærket stangstøvsuger. Et grønligt lys tænder, når børstehovedet arbejder inde under møbler, og afslører snavs og pletter.

En buet streg i kanten af skærmens bund skifter farve, fra rød og gul til grøn, at efter hvor snavset underlaget er. Visningen er i dag nærmest standard for stangstøvsugere.

Synlig succes. Intet snavs blev efterladt, da sofaens sprækker og kanter blev støvsuget med det smalle børstehoved. (Foto: Natasja Broström)

Det lille børstehoved (Motorized Mini-Brush) og det lange, smalle børstehoved (Flexible Combination Tool) kan med fordel bruges direkte på håndstøvsugeren. Altså uden forlængerstang.

Det lille børstehoved har en ydre fleksibel plastkappe, der vipper plant med i forhold til underlaget og finder dermed den bedste vinkel at arbejde i. For eksempel ved støvsugning af sofapuder.

Disse to børstehoveder er noget af det bedste ved H15 Mix. Det lille støvsugerhoved tog fat på en kattehårsbefængt stofsofa. På lidt over 10 minutter i turbo-tilstand havde H15 Mix indfanget to håndfulde kattehår.

Efter 11 minutters arbejde (i Turbo Mode) på en filtsofa. To håndfulde kattehår fra puderne blev suppleret af skidt suget op fra stofsofaens sprækker. (Foto: Natasja Broström)

Det smalle børsthoved tog uden besvær støv på et sengebord, overkanten af billedrammer og skidt gemt under sofapuder. Intet snavs blev bare skubbet med rundt eller efterladt.

Desværre er håndstøvsugeren tung i brug, og batteriet går mod håndleddet. Arbejder du nedad, hviler støvsugeren mod underlaget og det afhjælper noget af vægten.

Det aflange børstehoved tog alle kanter perfekt og uden at rykke på genstanden, som skulle gøres ren. Her to foto-rammer på væggen. (Foto: Natasja Broström)

Tredje del af H15 Mix er den mobile tæpperenser (Cordless Carpet Spot Cleaner), som arbejder med 19.000 Pa og har en 1,65 meter lang vandslange. I midten sidder et håndtag til at løfte og flytte renseren, hvis for eksempel bilsæderne skal have en tur.

For enden sidder tanke til rent og brugt vand. Med i kassen er et specialmiddel på 250 ml, som vi ikke kender prisen på. Tæpperenseren har ikke autodosering, så du afgør selv, hvor meget eller lidt af det lavendelduftede middel, som skal tilsættes.

Læs også TEST: Samsung Bespoke AI Jet Ultra 400W Det er ikke den nye generations intelligens, der imponerer, men dens effektivitet som støvsuger.

Renseren deler batteri og motor, men ikke børstehoveder. Det lille hoved til tæpperens har to rækker hår, som skred rundt på underlaget uden synlig effekt på et par pletter. Slangen virker tynd og slog ofte knuder på sig selv under rens af et tæppe.

Børstehårene blev hurtigt snavsede, og skidtet holdt ved selv efter aktivering af maskinens selvrenserfunktion. Selvrens er så meget sagt. Du skal selv montere en lille plastkappe på børstehovedet og aktivere udløserknappen på skaftet for at tilsætte rent vand fra tanken.

Testens største skuffelse. Skidt fra underlaget blev siddende i tæpperenserens børster; også efter en selvrens af børstehovedet. (Foto: Natasja Broström)

Ideen er fin nok i teorien. I virkeligheden er det besværligt og ikke videre effektivt. Vand drypper ved siden af, selv om kappen omslutter hovedet, og skidtet blev bare siddende i hårene.

Vi har testet langt mere effektive tæpperensere end Dreames multimaskine, blandt andre Bissell Spotclean Hydrosteam Pro.

Læs videre
Exit mobile version