Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Arlo Audio Doorbell

Smart dørvogter med særheder

Arlo Audio Doorbell har en ret snæver målgruppe. Den smarte dørklokke virker fint, men giver kun mening for dem, der har andre Arlo-produkter i forvejen.

Skrevet af / 22/05/2020 - 11:52
Arlo Audio Doorbell
Peter Gotschalk

Hvis man allerede har udstyret sit smarte hjem med intelligent belysning, overvågningskameraer og diverse sensorer, kan det give god mening at supplere med en smart dørklokke. På den måde kan man så at sige være hjemme hele tiden, også selv om man ikke er fysisk til stede.

Det kan være praktisk, hvis et bud forsøger at aflevere en pakke, eller hvis en god ven eller bekendt kommer spontant forbi og ringer på, mens man ikke er hjemme.

Arlo Audio Doorbell er en på papiret relativt billig model i forhold til f.eks. den populære Ring Video Doorbell 3, der godt nok kommer med kamera, men også er cirka dobbelt så dyr.

Men den smarte dørklokke sælges som tilbehør, hvilket skyldes, at man som minimum skal have en Arlo SmartHub for at få Arlo Audio Doorbell til at fungere. Det giver altså god mening at vælge Arlos løsning, hvis man allerede har et par Arlo-kameraer eller andre Arlo-produkter installeret i hjemmet.
Derimod stiger den samlede pris for Arlo Audio Doorbell med over 1.000 kroner, hvis man også skal købe en separat Arlo SmartHub. I givet fald er der andre løsninger på markedet, der fungerer på egen hånd. F.eks. førnævnte Ring Video Doorbell 3.

Dørklokken kører på batterier, men kan tilkobles huset eksisterende klokkeværk. (Foto: Arlo)

Sådan virker den smarte dørklokke

Arlo Audio Doorbell er først og fremmest en ringeklokke, og som sådan kan den erstatte husets almindelige dørklokke. Den kører på almindelige AA-batterier, og ved hjælp af et par medfølgende kabler kan man sågar selv koble Arlos dørklokke til husets eksisterende klokkeværk – eller man kan tilkøbe Arlo Chime (499 kroner), som blot sættes i en stikkontakt og kan afspille et væld af forskellige lyde og melodier, når nogen ringer på døren.

Det særlig smarte ved Arlo Audio Doorbell består i et par centrale funktioner, nemlig en bevægelsessensor og en mikrofon.

Bevægelsessensoren registrerer, når nogen bevæger sig foran dørklokken. Når det sker, tændes der dels for en hvid cirkel omkring selve den runde trykknap på dørklokken (så ham eller hende, der skal ringe på, kan se, hvor der skal trykkes), og dels kan man vælge at få en notifikation på sin smartphone.

Den vigtigste funktion er dog, at man via Arlos mobil-app får et opkald, når nogen ringer på. Da dørklokken både råder over en lille højttaler og en mikrofon, kan man så tale med vedkommende og f.eks. fortælle pakkebuddet, at han bare skal aflevere pakken til naboen. Hvis man ikke selv har lyst til at tale med personen, kan man også bare sende en standardbesked, der så bliver læst op med robotstemme. Hyggeligt.

Hvis man ikke har et abonnement på cloud-tjenesten Arlo Smart, er der ikke mere at komme efter. Skulle man imidlertid have tegnet sådan et abonnement, kan en person, der ringer på, også lægge en besked, hvis man ikke svarer.

Hvis man ikke ønsker at koble Arlo Audio Doorbell til husets eksisterende klokkeværk, kan man købe Arlo Chime som tilbehør for 499 kroner. (Foto: Arlo)

Så smart er den heller ikke

Med eller uden Arlo Smart har den smarte dørklokke dog et par skavanker. Det giver sig selv, at Arlo Audio Doorbell kommer uden indbygget videokamera. Tanken er selvfølgelig, at man køber produktet, hvis man allerede har et eller flere Arlo-overvågningskameraer installeret, men så skal man være opmærksom på, at ikke alle Arlos kameraer er kompatible med dørklokken. Det gælder f.eks. Arlo Go og Arlo Q.

Så fortalte vi lige før, at man kan få en notifikation på sin mobil, hvis dørklokken registrerer bevægelse i nærheden. Men selv om Arlo Audio Doorbell altså både har mikrofon og højttaler, så understøtter produktet så at sige kun envejskommunikation. For man kan rent faktisk ikke foretage sig noget, hvis nogen rumsterer foran døren. Der er hverken mulighed for at udløse en alarm eller foretage et opkald til dørklokken for at spørge vedkommende, hvem han eller hun er, og hvad deres ærinde er.

Et yderligere irritationsmoment oplever vi i øvrigt netop, når nogen ringer på døren, og man derfor modtager et opkald på mobilen. For godt nok kan man sende et automatisk svar tilbage til personen, som ringer på, men det kræver, at man besvarer opkaldet først, hvorved man jo alligevel har kontakt til vedkommende. Hvis man derimod afviser opkaldet, bliver der bare lukket for forbindelsen. Havde det ikke givet mere mening, at muligheden for at sende en automatisk besked var koblet til afvisning af opkald i stedet for det modsatte?

Arlo Audio Doorbell kommer uden indbygget video, men er velegnet for dem, der allerede bruger Arlos overvågningskameraer. (Foto: Arlo)

Konklusion

Det, som Arlo Audio Doorbell gør, gør den godt. Opsætningen er nem og hurtig, og produktet fungerer efter hensigten. Vi oplevede i hvert fald ingen fejl eller udfald i testperioden.

Det er som sådan ikke et minus, at ringeklokken ikke har indbygget videokamera. Ej heller at den kun fungerer sammen med en SmartHub, som ikke følger med i købet. Hele konceptet er nemlig, at man reelt kun skal overveje at købe Arlo Audio Doorbell, hvis man allerede har et fungerende Arlo-system sat op i hjemmet. Ellers bør man se sig om efter en anden løsning.

Og man bør nok også kigge efter et alternativ, hvis man ikke kan leve med produktets små særheder. Vi synes f.eks., det er mærkeligt, at man ikke kan reagere, hvis nogen bevæger sig i nærheden af dørklokken uden at ringe på, og muligheden for at sende standardsvar via app’en kunne også trænge til at blive optimeret.

Karakter
Arlo Audio Doorbell
Basic

Home mener

Nem opsætning og billig løsning for dem, der allerede har andre Arlo-produkter. Kommer med bevægelsessensor, og det er praktisk, at den blot kører på AA-batterier. Kræver Arlo Smart-abonnement, hvis der skal kunne lægges besked. Ikke kompatibel med alle Arlo-kameraer. Ikke mulighed for at reagere ved advarsler om bevægelse, og standardsvar fungerer upraktisk.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Kraftværket du ikke vidste du havde brug for

Ny Nespresso er en dyr fornøjelse

Ding dong! Er der nogen hjemme?

Sæt blus på vinterlyset

Stilfuldt fra Panasonic

Lav mad som på en restaurant

Rengøring med rene hænder

Vi tester batteridrevne sneslynger

Bare rolig. Dit hjem er sikkert!

Ikke godt nok, Dyson

Hører støvsugere og skuresvampe fortiden til?

Lad et lys gå op for dine tænder

Scroll to Top