Wiz Jordspot

Til den legesyge og kreative

Solide spots med uendelige muligheder

WizTorpedo

Spotten fra Wiz har en aflang og rundere facon end de andre i testen. (Foto: Pernille Redder)

Så snart vi får åbnet æsken og taget det første spot op, står det klart, at det er kram, Wiz har produceret her. Selve lampen er lang, slank og har et let buet torpedo-facon. Den er fremstillet i kraftigt metal og har en lækker pulverlakering. 

Spyddet er langt og ligeledes støbt i kraftigt metal. Det betyder, at du kan banke det i jorden med en mukkert uden at risikere, at det bøjer eller knækker.

WizPink
Der er mulighed for at skabe masser af stemning i haven med spotten fra Wiz. (Foto: Pernille Redder)

Stort udvalg

Wiz har et kæmpe udvalg af smarte belysningsløsninger, så hvis du gerne vil koble lamperne i hele dit hjem op på det samme system, kunne Wiz være den rette løsning for dig. Du kan endda købe en fjernbetjening, som kan tænde eller slukke alle lamperne på én gang, uden at du behøver at tænde telefonen og scrolle dig frem til app’en.

For selvfølgelig har Wiz en app, og med den er der næsten ingen grænser for, hvad du kan gøre med dine havespots. 

Nogle af funktionerne er i højere grad beregnet til producentens indendørs løsninger, som plant growth-indstillingen, der med en blanding af forskellige farver lys åbenbart kan stimulere væksten hos potteplanter, som er forvist til en tilværelse med for lidt naturligt lys.

Vi afprøver indstillingerne candle light og fireplace og konstaterer, at de nok også er beregnet til enten indendørs brug eller en lampe på terrassen.

Men det er jo bare at prøve sig frem. Varianterne jungle, mojito og ocean kaster farvet lys op på det minitræ, som vi har placeret Wiz under, og det ser absolut bedre ud. Nogle af Wiz’ lysdesign er dynamiske, så farverne stille og roligt skifter, mens andre er statiske. Og endelig er der muligheden for selv at indstille præcis den RGB-farve (blandt millioner af muligheder), som man allerbedst kan lide. Og selvfølgelig kan du indstille en timer, så lamperne tænder og slukker præcis, når du ønsker det.

WizLysprikker
Uden spots ville denne have være kulsort. (Foto: Pernille Redder)

Wi-fi-sikker

Wiz’ spots behøver ikke have konstant kontakt til dit wi-fi-netværk. Dette er en stor fordel, når det gælder lige præcis havespots, fordi netværket som regel ikke er lige så stærkt udenfor som indenfor. Dermed kan du placere spots helt nede bagest i din have for at skabe dybde uden at bekymre dig om, om din wi-fi kan nå derned.

Og systemet fungerer. Vi tester det mange gange, og lamperne tænder, slukker og skifter farve, præcis som de skal hver eneste gang.

Spotten fra Wiz har både det kraftigste og det længste spyd i testen. (Foto: Pernille Redder)

 

Konklusion

Investerer du i havespots fra Wiz får du et solidt system med mange forudindstillede lysdesigns, så det er faktisk bare med at komme i gang.

Læs videre
Exit mobile version