Den billigste og mest simple deltager kommer fra Termometerfabrikken Viking, som har et bredt udvalg af termometre til forskellige formål. Dette er dog deres eneste køkkentermometer med tilslutning til mobilen. Der findes også en model med et lignende design, men uden smarte funktioner.
Funktioner
Hvis man ikke bruger mobilen, er dette termometer det mest simple, man kan forestille sig. Det viser temperaturen, og man kan skifte mellem Celsius og Fahrenheit. Og det er det hele. Displayet har dog en fod, så det er mere synligt på afstand, og det er desuden udstyret med en magnet, så det kan sættes fast på grillen eller komfuret. I app’en kan man indstille den ønskede tid eller temperatur og få en alarm, når den er nået. Der er også forudindstillinger, hvis man ikke lige på stående fod kan huske, hvor høj en temperatur den konkrete fødevare skal op på.

Anvendelse
Forudindstillingerne er okse, kalv, lam, svin, kylling, kalkun, fisk og hamburger. For hver af dem kan man vælge tilberedningsgrader, der er tilpasset maden. For eksempel kan man for oksekød vælge alt mellem gennemstegt og blodig, mens man for kylling kun kan vælge gennemstegt. Problemet er, at de forvalgte temperaturer ikke er korrekte. Fisketemperaturen er opgivet til 63 grader, hvilket er alt for højt. Anbefalingen er normalt 48-55 grader. Samme fejl gør sig gældende for oksekød, hvor man ligeledes får kød, der er alt for gennemstegt.
I app’en kan man se måltemperaturen, og hvad temperaturen er oppe på lige nu. Så ja, app’en gør præcis, hvad den lover. Men den eneste måde, den gør det nemmere på, er, at man slipper for at gå ud og kigge på termometeret. Den giver ikke noget skøn over, hvor lang tid der er tilbage af tilberedningen, den giver ingen tips, og der er heller ingen opskrifter. Hvilket er okay til prisen. Det er derimod ikke i orden, at temperaturen ikke er korrekt. Selv om 0- og 100-graderstesten var nogenlunde nøjagtig, afveg den hele 5 grader fra den korrekte indre temperatur i den færdigtilberedte mad.
Konklusion
Hvis det eneste, man ønsker, er at kunne se temperaturen på sin mobiltelefon, så man slipper for at rende frem og tilbage, kan Termometerfabrikens bud være fristende. Termometeret er betydeligt billigere end de andre. Men så får man til gengæld heller ikke andre funktioner, som f.eks. hjælp med tilberedningen eller estimering af den resterende tilberedningstid. Det ville være okay, hvis det ikke lige var fordi, termometeret foreslår tilberedning til for høje temperaturer, og at det viser flere grader forkert.