Her på test-redaktionen kender vi mest TP-Link for firmaets routere, kloge dørklokker og overvågningskameraer. Ved IFA 2025 fik vi dog præsenteret en robotstøvsuger, nemlig Tapo RV50 Pro Omni.
Modellen er TP-Links første lanceret i Norden. Som navnet antyder, indgår robotten i TP-Links brand for smart home-gadgets: Tapo. Vi har altså en markeds-debutant med i vores gruppetest.
RV50 Pro Omni er designet til alle, der vil have så lidt med rengøringen at gøre som muligt. Blandt andet har modellen autotømning og autodosering af rengøringsmiddel. I dag er det dog ikke længere et særsyn for robotter på et teknisk mellemklasse-niveau.

Mopperne hos RV50 Pro Omni bliver frigjort efter behov, og den ene fleksible moppe når rundt om blandt andet møbelben og ud i hjørnerne. Sidstnævnte features er derimod ikke standard for denne prisklasse. Endnu.
Robotten klarer forhindringer op til to centimeter og undgår takket være sensorer at trimle hovedkulds ned ad trapper. App’en gemmer op til fire kort for hjem i flere etager eller med adskilte områder.
På papiret burde det være alle tiders robot at slippe løs på gulvene i et nordisk hjem med blandet underlag og drilske dørtrin. Mødet med virkeligheden er dog knap så flatterende for Tapo RV50 Pro Omni.
Design og opsætning
Base og vandtanke ligner designet kendt fra blandt andre Ecovacs. Tankene er synlige og kun forbundne med basen via ”tutterne” i bunden til indløb og opsug af vand.
Selv om et smalt hulrum bagpå fungerer som håndtag, er det svært at flytte en base med fritstående tanke. Tag derfor tankene af inden. Vi har før oplevet læk af vand fra modeller med dette design, men det skete ikke under testen af Tapo RV50 Pro Omni.
Tankene til rent og brugt vand rummer henholdsvis fem og fire liter, og er de største i gruppetesten. Næststørste tanke findes hos Dreames L40 Ultra AE med tanke på 4,5 og fire liter. Større hjem med få tæpper eller tæppeløse gulve kan derfor have gavn af Tapo RV50 Pro Omni.

Bag frontdækslet sidder støvposen på tre liter, hvilket er testens næststørste. Ude i siden er der et hulrum til en medfølgende flaske på 500 ml rengøringsmiddel. Du kan ikke bruge andre typer flasker, og du kan ikke genfylde Tapos flaske.

Altså må du købe en ny tilsvarende flaske, når den første er tømt. Formentlig kommer flasker til salg senere i 2026 til omkring 260 kroner. Forvent også, at prisen på Tapo RV50 Pro Omni stiger hen over 2026, da den oplyste pris er en introduktionspris.
App og kortlægning
Ligesom testdeltageren Xiaomi X20 Pro indgår app’en til Tapo RV50 Pro Omni i et større miljø. App’en Tapo omfatter nemlig hele TP-Links Smart-Home univers.
Har du en brugerprofil, så klik på ”+” for at tilføje Tapo RV50 Pro Omni. Ellers opretter du en profil og følger vejledningen. Robotten bliver vist som ”Robotstøvsuger”. Du kan dog ændre navnet under Indstillinger.
Vælg menupunktet Smart fra bunden af app’ens forside for at indstille automatiseringer. For eksempel, at robotstøvsugeren skal tænde, slukke eller udføre en opgave, når du kommer hjem eller tager hjemmefra. Indstillingen kræver, at geofencing er slået til.

Opgaver udføres i kategorierne: Værelse, Hjem eller Zone. Altså et enkelt værelse, hele hjemmet eller en zone. Støvsugning og gulvvask udføres samtidig, på skift eller kun den ene type rengøring. Ganske klassisk for rengøringsrobotter.
Tapo RV50 Pro Omni kan også rengøre automatisk efter forholdene. Indstillingen gemmer sig bag det kryptiske navn ”Perfekt Pasform”. Generelt har menuer og beskrivelser sære navne. At skifte sprog til engelsk forblev desværre en velbevaret hemmelighed.
Med et klik på app’ens kort-ikon trillede robotten ud på sin første opgave med at kortlægge. Det store testområde på cirka 85 kvadratmeter omfatter flere rum og dørtrin på mellem 2-3 centimeter i højden.
Midt i kortlægningen af soveværelset (cirka tre meter fra basen i spisestuen) mistede robotten orienteringen og kørte hjem igen. At bruge app’ens fjernbetjening og køre robotten rundt inde i værelset løste ikke problemet. Tapo RV50 Pro Omni nægtede at kortlægge hele arealet og et tilstødende badeværelse, selv om robotten havde besøgt begge rum.
Det mindre testområde på cirka 50 kvadratmeter består af to stuer med parketgulv uden dørtrin imellem. Her vil Tapo RV50 Pro Omni gerne kortlægge, men bruger fem minutter på opgaven, hvilket er testens dårligste tid. Til gengæld ”kostede” turen rundt i stuerne kun få procent af batteriet.

Robotten døjer med at skelne mellem underlag og indstille rengøringen herefter. Ærgerligt, da app’en giver mulighed for at få gjort rent alt efter underlagets type.
Du kan gemme op til fire forskellige kort, hvis ellers Tapo RV50 Pro Omni vil samarbejde. Stop og genaktivering for at løfte robotten hen over et dørtrin virkede sjældent, da robotten bare vil hjem til basen igen i stedet for at kortlægge det nye rum, den er sat ind i.
Sidebørster og mopper
Tapo RV50 Pro Omni har DeepEdge Adaptive Mopping. Systemet består af en fleksibel moppe, som glider sidelæns ud efter behov. Funktionen er sjælden for rengøringsrobotter i denne prisklasse, så det er absolut et plus.
Mopperne rengør med et tryk på 8 N (Newton) mod underlaget, hvilket er acceptabelt, men ikke imponerende. Sidebørsten sænker ikke sit tempo i kontakt med løst snavs, så Tapo RV50 Pro Omni har en uvane med at ”kaste” skidt til siden i stedet for at feje det op.

Testdeltageren Xiaomi X20 Pro er langt bedre til at indfange blandt andet kaffegrums med sine børster, selv om modellens sugestyrke er på 7.000 Pa. Tapo RV50 Pro Omni kan prale med over det dobbelte, nemlig 15.000 Pa, men gør et ringere stykke arbejde.
Når Tapo RV50 Pro Omni registrerer et tæppe og vil køre hen over, bliver mopperne løftet 1,2 centimeter. Det virker bare ikke særlig godt i praksis. Stofkanten på stuens sisaltæppe (cirka en centimeter høj) blev synligt fugtig af vand efter et besøg af mopperne.
Zoner og rengøring efter område
Alle robotter i testen kan rengøre i zoner, rum og områder. Et af rummene var spisestuens parketgulv på cirka 19 kvadratmeter og med en skov af møbelben.
Tapo RV50 Pro Omni brugte 23 minutter på opgaven, hvilket placerer robotten i midten af testfeltet. Hurtigste deltager er Xiaomi X20 Pro med 17 minutter, mens eufy Clean X10 Pro Omni brugte 20 minutter, og Dreame L40 Ultra AE hele 26 minutter.
RV50 Pro Omni passerer forhindringer på op til to centimeters højde, hvilket er pænt for en robot i denne prisklasse. Vi ser dog flere og flere prisvenlige rengøringsrobotter, som klarer de frygtede nordiske dørtrin.

For Tapo RV50 Pro Omni blev de fleste forhindringer helt uoverstigelige. Især dørtrin, men også lavere kanter. Robotten mistede ofte orienteringen eller smed opsamlet snavs, selv ved lave højder på omkring 0,5 centimeter.
Alle gruppetestens robotter blev sat til at dybderengøre køkkengulvet, hvor klatter af vådt kaffegrums forinden var strøet ud med løs hånd. Indstillingerne var på maksimal tilstand og med to overkørsler af det cirka fire kvadratmeter store linoleumsgulv.

Tapo RV50 Pro Omni løste opgaven på fem minutter, hvilket er testens næsthurtigste tid. Til gengæld havde robotten svært ved at koncentrere sig om køkkenet, men kørte forvirret rundt i en tilstødende gang inden rengøringen.
Mopperne gned også rundt med grumset, og noget blev smidt til side af sidebørsten. Da robotten var færdig, lå en del grums efterladt langs en lav kant mellem korridor og køkken. Ærgerligt for en robot med ellers fine features.
Konklusion
Har du dørtrin og kanter over en vis højde, eller er hjemmets areal fordelt på flere etager, så er Tapo RV50 Pro Omni næppe det rette valg. Robotten mister tit orienteringen eller nægter at kortlægge selv rum, den allerede befinder sig i.
Trods ringe orientering er møbelben er ikke det store problem for robotten, og den fleksible moppe kommer godt rundt. RV50 Pro Omni arbejder hurtigt, batteritiden er testens bedste, og tankene til vand er fint store.
Omvendt er rengøringen svingende, og sidebørsten kaster ofte med snavset i stedet for at feje det op. Nogle gange er moppestoffet lidt rigeligt fugtigt, og trækker lange våde spor på bare gulve.
Automatisk frakobling af mopperne, når robotten kun skal støvsuge, finder vi normalt kun i højere prisklasser. Den ekstra (gode) detalje redder dog ikke Tapo RV50 Pro Omni fra at blive testens taber.
Også i denne test:
eufy Clean X10 Pro Omni
God app redder ikke rengøringen
Bundsolide eufy kan også noget med robot-rengøring. Firmaets prisvenlige X10 Pro Omni burde indfri vores forventninger, men fejler på flere måder.


Dreame L40 Ultra AE
Alsidig hjemmehjælp med få mangler
Dreame L40 Ultra AE er mellemklasseudgaven af storebror L40 Ultra, men har alligevel det meste i pakken og gør det næsten lige så godt.


Xiaomi X20 Pro
Selvsikker rengøring med usikker navigation
Vil du have hurtig og grundig rengøring, så slip Xiaomi X20 Pro løs på gulvet. Dørtrin, ekstra etager og kortlægning er til gengæld en næsten uoverstigelig opgave.


Læs videre med LB+
LB+ Total UGE
Fuld adgang til alt LB+ indhold - Ingen bindingsperiode!
Tilbud - 4 uger 4 kr.
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 8.000 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!



