Wilfa Chill 12 Connected (AC2B 12000C)

Nem og smart køling

Wilfas kompakte aircondition er nemt at trille rundt med. Smart-funktionerne er i top. Kølingen knap så meget.

AC Wilfa chill12 top

(Foto: Wilfa)

Som navnet antyder, er Wilfa Chill 12 Connected forbundet. Her taler vi om styring via Wilfas app WiLife, forskellige tredjeparts-tjenester og en fjernbetjening. Du kan naturligvis også bruge fingrene til at betjene panelet på enhedens låg.

Chill 12 er medlem af Wilfas aircondition-serie Chill. Forgængerne Chill 7 og Chill 9 har ligesom Chill 12 et mørkt kabinet. Med Chill 12 Connected sidder åbningen til blæseren i låget og ikke i fronten.

Chill 12 er nem at trille rundt med. Hjulene flytter effektivt enheden på 28 kilo. Desuden er der indbyggede håndtag, men du får næppe enheden op ad trapperne, medmindre I er flere om opgaven.

Wilfa Chill 12 Connected er veludstyret. Anlægget leveres med mundstykker, flexslange, fjernbetjening, beslag og dræningsslange (kondensvand). (Foto: Natasja Broström)

Fordelene vokser ikke ind i himlen, for Chill 12 Connected har også begrænsninger. Du får ikke udskiftet luften. Chill 12 Connected køler og cirkulerer rummets eksisterende luft, og det foregår desværre ikke altid lige stille og fredeligt.

Installation

Chill 12 Connected er smal og blot 35 centimeter dyb. Kort sagt, jeg vænnede mig til det mørke kabinet, for Chill 12 kommer ikke til at virke som et skrummel.

Folderne i flexslangen gør, at du kan bøje og strække slangen i ønsket vinkel. Det larmer skrækkeligt, men er nødvendigt for at montere slangen bag på og få den strakt op til vinduet (eller hvor du nu vil sende den varme luft ud igennem). Altandøre er jo også en mulighed. For optimal funktion skal slangen bøjes så få steder som muligt og helst i en vinkel over 45 grader.

Flexslangen blev monteret bagpå. Slangens anden ende blev derefter trukket op til åbningen i soveværelsets vippevindue. (Foto: Natasja Broström)

Installationen er nem, og med én slange behøver Chill 12 Connected mindre plads. Nogle anlæg, for eksempel Wood’s AC Cortina 12K AirSwitch, behøver to slanger.

Slangen skal ende i hullet i det medfølgende beslag. Skruer er ikke nødvendige. Slangens mundstykke fæstner sig, når du kiler det ind i de små indhak rundt om hullet i beslaget.

Læs også TEST: Weber Traveler Compact Picnic og camping får et løft, når du kan grille rigtigt.

I forvejen havde jeg monteret en forsegling rundt i vinduesrammen. Jeg satte mit åbne vippevindue i hak og placerede beslaget ned i sprækken. Derefter lynede jeg forseglingen til rundt om flexslangen.

Vær opmærksom på, at slangens mundstykke har tilpas frigang til at slippe af med varm luft fra kompressoren. Nogle gange blev plastforseglingen ret varm, når kølingen stod på maksimal.

Betjening og app

Chill 12 Connected leveres med en sort fjernbetjening. Designet er pænt og enkelt, men jeg brugte den sjældent om natten. I mørke er knapperne svære at skelne fra hinanden. Displayet er uden lys, så ikonerne var umulige at aflæse.

App’en WiLife fungerer perfekt og er nem at finde rundt i. Jeg testede forskellige indstillinger for at finde den bedste, køligste og mest lydløse. (Screenshot: iOS)

Signalet har også forsinkelse. Ofte trykkede jeg flere gange, indtil enheden reagerede. Jeg kunne også være tålmodig. Chill 12 afgiver en pling-lyd, når enheden har opfanget signalet og vil til at aktivere den ønskede funktion.

App’en WiLife er til gengæld overskuelig og nem. Især om natten takket være skærmlyset. Fra forsiden har du adgang til Mode (tilstande), Fan Speed, Function og Timer.

Under Mode finder du funktionerne Cool, Dry og Fan. Altså køling, affugter og blæser. Sidstnævnte kan justeres under Fan Speed. Under Function finder du indstillingen Sleep, som dæmper panelets lys og blæseren til laveste lydniveau. 56 dB svarer til dæmpet tale.

Wilfas klimanlæg er med på det hele. Chill 12 Connected ville gerne lege med Google Assistent (stemmestyring) og Google Home (en Chromecast-enhed i mit TV). (Screenshot: iOS)

Gider du ikke pille med en app, fjernbetjeningen eller knappanelet, kan du bruge stemmen. Jeg anvendte Google Assistent og Google Home. Begge dele fungerer fortrinligt med Wilfa Chill 12. Tilnavnet Connected skal tages bogstaveligt.

Læs også TEST: Samsung S95F (TQ65S95F) Hvis du er på udkig efter billedkvalitet ud over det sædvanlige, er Samsungs flagskib, OLED-TV blandt de skarpeste kandidater. Men hvor godt er det? Tid til at finde ud af det!

Fra sengen (fire meter fra Chill 12) udtalte jeg en række kommandoer, og enheden adlød. Chill 12 skiftede blandt andet tilstand og temperatur efter mine ønsker. Støj fra blæseren eller kompressoren var intet problem. Alle kommandoer blev opfanget og udført uden brok eller misforståelser.  

Køling

I begyndelsen anvendte jeg køling (Cool), men indstillingen larmede for meget efter min smag, og gjorde plastforseglingen i vinduet betænkelig varm.

Jeg skiftede til Fan og justerede på blæserhastigheden (lav, mellem og høj). Allerede ved laveste hastighed fik jeg en behagelig, kølet effekt, og støjniveauet faldt hørbart. Både fra blæseren og fra plasten i vinduet, som blafrede mindre slemt på grund af varm udblæsningsluft fra kølingen.

Panelet på toppen er overskueligt, og knapperne reagerer hurtigt og præcist. (Foto: Natasja Broström)

I kombination med vifteindstillingen Sving under Function fik jeg kølet mit soveværelse (ned til 22 grader). Indstillingen hæver og sænker klappen ned til blæseren, så kølet luft ”svinges” rundt i rummet.

Jeg forventede at have fundet den bedste indstilling, så enheden kunne køre stille natten igennem. Lidt ligesom effekten med Wood’s AirSwitch. Det skete ikke.

Fronten viser temperaturen med blå cifre. Tallet angiver aktuel inde-temperatur og blinker, hvis du hæver eller sænker den. Sover du, som mig, med mørklægningsgardin, blev selv et dæmpet lys forstyrrede for nattesøvnen, da det står tydeligt frem i mørket.

I begyndelsen var jeg glad for den viste temperatur på fronten, indtil den lyste op i mørket, når jeg skulle sove. Du kan dæmpe cifrenes blålige lys, men for mig var det ikke helt nok. (Foto: Natasja Broström)

En anden irritation var, at Chill 12 Connected hørbart går i gang, hvis temperaturen skifter fra den ønskede. Det vækkede mig flere gange om natten. I stedet anvendte jeg enheden til at køle rummet før sengetid og frem, til jeg skulle sove. Den opgave løste Wilfa Chill 12 Connected ganske fint.

Læs videre
Exit mobile version