Philips Hue Lightstrip Plus

Fleksibel strip med godt lys

Hvis du køber den mellemste Philips Hue-strip, får du god lyskvalitet og mere smidig montering.

Philips Hue Lightstrip Plus miljoe 2

(Foto: Philips Hue)

Philips Hue Lightstrip Plus er et prismæssigt skridt opad i forhold til den billige(re) Solo Lightstrip. Men vi er stadig i den mere tilgængelig ende.

Strip’en ligner ved første øjekast Philips Hue Solo Lightstrip, men der er flere forskelle. Med en bredde på 15 mm er den en smule bredere end Solo. Og den gennemsigtige ”slange” omkring elektronikken er af silikonegummi, hvilket gør den lidt blødere og mere føjelig, når den skal føres omkring hjørner.

Strip’en fås i basis-sæt på to meter inklusive strømforsyning, og i forlængerstykker på en meter. Den kan både forkortes og forlænges.

Philips Hue Lightstrip Plus er af typen RGBWW med 18 lysdiodegrupper pr. meter; det er sammen med Hue Solo den laveste tæthed af LED’er i testen. Hver gruppe består af en RGB-LED og to hvide LED’er (kold og varm). Strip’en har selvklæbende bagside, men der medfølger ingen yderligere holdere.

Philips Hue Lightstrip Plus
(Foto: Philips Hue)

Opsætning og app

Takket være en mere fleksibel indpakning er Philips Hue Lightstrip Plus lettere at montere end den billige Solo-strip. Men da den kun kan gengive én farve ad gangen, og der er så langt mellem LED-grupperne, at de umuligt kan opfattes som én lyskilde, er den bedst egnet til usynlig montering bag lyslister eller bagpå møbler.

Installationen med selvklæbende tape er enkel, og Philips Hue-app’en registrerer hurtigt LED-strip’en. Strip’en understøtter ikke Wi-Fi direkte, så en Hue Bridge er nødvendig. Matter-understøttelse sker også via Hue Bridgen.

Philips Hue Lightstrip Plus miljoe 1
Philips Hue Lightstrip Plus er lettere at montere end sin billigere fætter. (Foto: Philips Hue)

Brugertest

Philips Hue Lightstrip Plus kan vise én farve ad gangen (graduerede farveforløb finder man kun på topmodellen). Men til gengæld er der masser af lys! 1.700 lumen er den bedste lysstyrke for så kort en strip. Farvegengivelsen er fin, og der er fuld kontrol – også når de mindre mættede farver skal vises ved lav lysstyrke.

Lightstrip Plus skal have ros for at reagere hurtigt. Nogle strips er næsten et sekund om at skifte nuance, men her sker det næsten øjeblikkelig. I hvert fald i Hue-app’en. Der er stadig en smule slør på kontrollen gennem Google Home.

Philips Hue-app’en er blandt de bedste. Ud over at styre farver og lysstyrke tilbyder app’en mange lysscener, som kan skabe stemning i et rum. Nogle scener skifter automatisk karakter gennem dagen. Man kan også automatisere lyset for langsom opvågning eller simulering af aktivitet, når man er væk.

(Foto: Philips Hue)
Læs videre
Exit mobile version