Govee Strip Light S er en af de billigste traditionelle LED-strips fra kinesiske Govee. Den har to sæt lyskilder, nemlig henholdsvis RGB-LED og hvide LED. Da RGB-dioderne er integreret i chip’en, kan strip’en lave farvegradienter. De hvide LED’er sidder adskilt ved siden af.
Hele strip’en er indkapslet i en gummilignende kappe, der beskytter elektronikken mod knubs. Strip’en er dog ikke beregnet til udendørs brug.
Govee Strip Light S leveres i en længde på fem meter. Lysnetadapter og kontrolboks med indbygget mikrofon til lydstyring er med. Strip’en kan afkortes med en saks, men den kan til gengæld ikke forlænges.

Opsætning og app
Da den 8 mm brede strip er gummiindkapslet, kræver det en smule forsigtighed at føre den om hjørner, men det er muligt. Sørg for kun at bøje strip’en, hvor der ikke er LED’er. Både selve strip’en og fjernbetjeningen er selvklæbende.
Opsætning via Matter er simpel, og Govee får point for, at QR-koden sidder på strømforsyningen i stedet for på en løs indlægsseddel. Derefter er det nemt at tilføje Strip Light S i Govees egen app.
Brugertest
Govee Strip Light S giver et udmærket lys, og den understøtter glidende farveovergange. Ikke på hver enkelt LED, men i grupper af seks. Da der er ret langt mellem LED’erne, der dertil er anbragt parvis, er strip’en bedst egnet til indirekte belysning, hvor man ikke ser selve LED’erne. For eksempel bag en liste eller under et bord eller bag på en reol.
Govees app fortjener stor ros. Den byder på et stort udvalg af scener til stemningslys. Både stillestående og animationer. Ved hjælp en af indbygget mikrofon kan lyseffekterne styres af musik. App’en indeholder mere end en halv snes programmer, og man kan endda definere sine egne. Lyset kan også styres med mobilens mikrofon.
AI-funktionen er et kapitel for sig. Man kan skrive en prompt, uploade et foto eller indtale en beskrivelse. Og den kunstige intelligens gør et ret hæderligt arbejde med at omdanne den til et farveforløb! Der mangler kun muligheden for at gruppere flere Govee-lyskilder.