Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Segway-Ninebot KickScooter F40D

Elektrisk løbehjul til den store pengepung

Segway-Ninebot KickScooter F40D er et glimrende transportmiddel til korte afstande i byen, men pas på, at det dyre elektriske løbehjul ikke bliver stjålet!

Skrevet af / 04/11/2021 - 09:29
Segway-Ninebot KickScooter F40D
Peter Gotschalk

Elektriske løbehjul er et transportmiddel, som mange har blandede følelser over for. Ingen tvivl om, at man kan komme hurtigt rundt næsten overalt på de lette elektriske køretøjer. Men på grund af de mange app-baserede udlejningstjenester, der lader folk snuppe et løbehjul på gaden og stille det fra sig kort tid senere, når de er kommet fra A til B, har flere storbyer været propfyldt med bunker af løbehjul, som lå smidt eller væltet på fortove og pladser, hvor de var til gene for alt og alle. Det har mildest talt skabt en anstrengt stemning omkring løbehjulene. Og det er egentlig synd.

For den mere eller mindre velfortjente upopularitet til trods er det elektriske løbehjul faktisk et genialt transportmiddel til især kortere afstande. Det kan ikke konkurrere med elcyklen, hvis man skal på tværs af byen, men til strækninger, hvor man ellers ville være gået til fods, er el-løbehjulet genialt.

Segway-Ninebot KickScooter F40D
Lige under styret sidder den lille kontrolenhed, som bl.a. viser hastighed, og hvor meget strøm der er på batteriet. Det elektriske løbehjul tændes og slukkes ved hjælp af den lille knap under skærmen, som også bruges til at tænde for LED-lamperne foran og bag på løbehjulet. (Foto: Peter Gotschalk)

Vi har allerede testet en del forskellige elektriske køretøjer – elbiler, elcykler og sågar for nylig en elektrisk knallert – men vi har endnu til gode at have et elektrisk løbehjul på testbænken.

Det kommer vi til at lave om på i fremtiden, for det elektriske løbehjul er en hjørnesten i fremtidens elektriske mobilitet, det er vi ret sikre på. Og det første el-løbehjul på testbænken kommer fra et ikonisk firma, som de fleste vist kender – nemlig Segway!

Segway-direktør mistede livet

Segway er et firmanavn, de fleste tech-interesserede kender. Specielt er firmaet kendt for det specielle tohjulede transportmiddel, der i folkemunde bare kaldes en “Segway”, men som helt korrekt hedder en Segway PT (hvilket står for Personal Transporter).

Det var den amerikanske opfinder Dean Kamen, som bl.a. stod bag den allerførste insulinpumpe, der i december 2001 lancerede Segway’en. Kamens mest kendte citat stammer fra Time Magazine, hvor han forudså, at Segway ville være det samme fremskridt i forhold til bilen, som bilen i sin tid havde været i forhold til heste og hestevogne.

Når man vil accelerere med KickScooter F40D, betjener man den elektroniske motor ved hjælp af denne lille “bad boy” her. Løbehjulet kan dog kun accelerere ved hjælp af motoren, hvis det allerede bevæger sig med mindst 3 km/t, så en lille smule benkraft skal der til. (Foto: Peter Gotschalk)

Sådan gik det ikke, nærmest tværtimod – bl.a. mistede den daværende direktør for firmaet, Jimi Heselden, livet i 2010, da han ved et uheld kørte ud over en klippe på netop en Segway – og i 2015 blev firmaet opkøbt af den kinesiske konkurrent Ninebot, som i 2020 helt indstillede produktionen af det ikoniske produkt. På 20 år blev der kun solgt i alt 140.000 enheder på verdensplan, så ud fra et økonomisk synspunkt var det nok en klog beslutning.

I stedet satser Segway på andre produkter inden for elektrisk mobilitet, bl.a. elektriske løbehjul, som nu kan købes på det danske marked. Heriblandt Segway-Ninebot KickScooter F40D, som altså er genstand for denne test.

Ninebot KickScooter F40D er udstyret med et bremsehåndtag, der styrer både den elektroniske bremse (forhjul) og skivebremsen (baghjul) som vist her på billedet. (Foto: Peter Gotschalk)

Elektrisk løbehjul med store dæk og dobbelte bremser

Der findes tre forskellige modeller i KickScooter F-serien. De er optisk identiske på nær størrelsen på motoren og det indbyggede batteri – og dermed rækkevidden på en enkelt opladning (F20D op til 20 km, F30D op til 30 km og F40D op til 40 km). Vores testeksemplar byder altså på den stærkeste motor og det største batteri, hvilket var praktisk, da undertegnede har en kampvægt på 110 kilo!

Ikke desto mindre var KickScooter F40D uden større problemer i stand til at transportere mig rundt i byen med maksimalhastigheden på 20 km/t. Kun hvis jeg  skulle op ad en større bakke, måtte løbehjulets elmotor kæmpe lidt, og hastigheden røg ned på 15-16 km/t. Uanset hvad, så havde løbehjulet i stort set alle situationer en god acceleration, så tophastigheden blev nået på ganske få sekunder.

Ninebot KickScooter F40D er udstyret med et bremsehåndtag, der styrer både den elektroniske bremse (forhjul) og skivebremsen (baghjul). Det er en klar fordel i forhold til mange andre elektriske løbehjul, som har separate for- og bagbremser, hvoraf sidstnævnte ofte betjenes med hælen på den bagerste fod.

For hvis farten er høj, og man griber til forbremsen, er risikoen for at styrte med ansigtet først rimelig stor, og bagbremsen alene er ofte ikke nok til at standse i tide, hvis man kører hurtigt. Så de dobbelte bremser på KickScooter F40D gør køreturen mere sikker, hvilket vi kun kan bifalde. Batteriet er i øvrigt placeret i fodstøtten for et lavt tyngdepunkt, hvilket bidrager til forbedret kørestabilitet og dermed også sikkerheden.

Det elektriske løbehjul er udstyret med 10 tommer store dæk, der er slangeløse og pneumatiske med et ekstra lag af gelé på indersiden, hvilket skal reducere risikoen for punkteringer. (Foto: Peter Gotschalk)

Det samme er hensigten med de 10 tommer store dæk, der er slangeløse og pneumatiske med et ekstra lag af gelé på indersiden, hvilket skal reducere risikoen for punkteringer. Hermed kan man strege endnu et punkt fra listen over potentielle årsager til styrt.

Let, men kunne trænge til støddæmpere

Ifølge producenten bidrager de store dæk til at forbedre køreoplevelsen med større komfort og stabilitet, men det er en sandhed med modifikationer. Kendsgerningen er, at KickScooter F40D godt kunne have trængt til et par støddæmpere. Hvis underlaget ikke er helt jævnt – og vi ved jo allesammen, hvor mange huller der desværre kan være i vores veje og fortove – så er det en blandet fornøjelse at køre på Segways el-løbehjul, store dæk eller ej.

Ninebot KickScooter F40D vejer blot 17 kilo og kan foldes sammen som vist her på billedet. Med andre ord er løbehjulet nemt at transportere, men også lidt for nemt at stjæle. (Foto: Peter Gotschalk)

Et andet kritikpunkt er manglen på indbyggede sikkerhedsløsninger. KickScooter F40D vejer blot 17 kilo og kan sågar foldes sammen, så den kan bæres som en sportstaske. Med andre ord er løbehjulet et let offer for langfingrede tyveknægte, og derfor er det en skam, at F40D ikke kommer med skyggen af teknologi, der kan forhindre dette – såsom indbygget alarm, GPS eller sågar en lås – specielt til prisen, som er i den høje ende.

Nej, vil du passe godt på din Segway-Ninebot KickScooter F40D, så er du simpelthen nødt til at købe en god gammeldags lås, der dog ikke må være for stor, for så passer den ikke gennem egerne på baghjulet. Særlig praktisk er det ikke.

Løbehjulet kan indstilles og kontrolleres ved hjælp af Segways app. Her kan du bl.a. holde øje med, hvor mange kilometer og hvilke ture du har kørt på løbehjulet. (Foto: Peter Gotschalk)

Konklusion

Segway-Ninebot KickScooter F40D har mange kvaliteter, som gør det bedre end mange af de andre elektriske løbehjul, der findes på markedet. Men til prisen, som absolut er i den høje ende, havde vi forventet et minimum af indbygget sikkerhed, og et par gode støddæmpere ville også have været på sin plads.

Ikke desto mindre fortjener løbehjulet ros for den stærke motor, det store batteri og de dobbelte bremser samt de pneumatiske dæk, der til sammen øger køresikkerheden betragteligt.

Karakter
Segway-Ninebot KickScooter F40D
Premium

Home mener

Stort batteri og stærk motor, der også kan klare stigninger med en tung passager. Dertil kommer effektivt bremsesystem, der virker på begge dæk samtidig. Dækkene er slangeløse og pneumatiske, hvilket mindsker risikoen for punkteringer. Vægten er blot på 17 kilo, så løbehjulet er også nemt at transportere. Mangler indbygget sikkerhed (alarm, GPS, lås) og har heller ingen støddæmpere, hvilket de 10 tommer store dæk ikke kompenserer tilstrækkeligt for.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Familievenlig AMG-raket

Smart strøm til elbilen

Komfortabel langturs-cruiser

Fisker Ocean: Potentialet er der

Kineserne er bedre end konkurrenterne

Langturs-ekspressen

Et af de bedste køb i klassen

Lige i øjet

Endelig en rigtig elektrisk stationcar

BMW lykkes med det de er bedst til

Tesla har hørt vores bønner

Skærer luften som en skalpel

Lyd & Billede
Scroll to Top