Det mest opsigtsvækkende ved HTC One er den lave opløsning. Det skyldes, at antallet af billedpunkter i sensoren er reduceret for at kunne gøre dem større, hvilket skulle kunne fange 300 procent mere lys. HTC kalder det UltraPixel. Der er også egen billedprocessor til at behandle billederne i realtid. Læg hertil en rigtig god blænde og en optisk billedstabilisering, som faktisk flytter linsen for at kompensere for bevægelser. Sammenlagt lover det godt for billedkvaliteten.

App’en har de fleste funktioner, man har brug for. Foruden et større antal motivprogrammer er der specielle indstillinger til natfoto, HDR og panoramabilleder. For en gangs skyld kan man desuden indstille ISO og hvidbalance samt justere kontrast, farvemætning og skarphed. Hertil kommer funktioner til ansigtsgenkendelse, geotagging og smilegenkendelse. Der findes også et antal kreative filtre, som man kan lægge på billederne. Kort sagt kan både dem, der kun vil skyde billeder, og dem, der vil have mere kontrol, føle sig veltilpas.

App’en er let at bruge, men det kunne godt have været lettere at komme til indstillingerne, og vi savner en fysisk udløserknap. I svagt lys brillerer UltraPixel, og man får skarpere billeder med gode farver og kun et minimum af støj. På grund af den lavere opløsning får man ikke alle detaljer med, men det er næppe mærkbart på skærmen.

Geometrien er korrekt, og farvegengivelsen er så tilpas god, at det kun er, når man måler gråskalaen, at en antydning af farvestik kommer frem.

Konklusion
HTC har turdet gå imod strømmen og mindske opløsningen. 4 megapixel lyder af ganske lidt, men det er større end din skærm og næsten tilstrækkeligt til A4-udskrifter. Til gengæld får man de bedste billeder i svag belysning – et rigtig godt festkamera, med andre ord. Selv i bedre belysning får man gode billeder med korrekt farvegengivelse og hvidbalance. Der er desuden alle de funktioner og indstillingsmuligheder, m an behøver, og One skyder billeder meget hurtigt. HTC har gjort alt rigtigt.