TESTS GUIDES FILM & TV HØJTTALERE TV HOVEDTELEFONER HI-FI FOTO SMART HOME HJEMMEBIOGRAF COMPUTER MOBIL GAMING

Test af LG G Flex 2

Gode kurver

LG’s andet forsøg med en buet mobil er på alle måder bedre end forgængeren.

forfatter
Publiceret 15/04/2015 - 16:42
L&B mener
Formen gør den rar at holde på. Kameraet er rigtig godt med usædvanlig hurtig autofokus. Godt prissat i forhold til konkurrenterne.
Lavere skærmopløsning og mindre hukommelse end sammenlignelige mobiler. Ind imellem opstår der uventede pauser og hak i betjeningen. Knappernes placeringer kræver tilvænning.
Specifikationer
  • Operativsystem: Android 5.0.1 Lollipop
  • Skærm: 5,5" P-OLED, 1.920 x 1.080, 403 ppi
  • Processor: 1,5 eller 2,0 GHz Snapdragon 810 octa-core
  • Hukommelse: 2 GB ram / 16 GB lager (+ microSD-kort op til 128 GB)
  • Kamera: 13 MP OIS + 2,1 MP
  • Trådløs: 4G LTE, Wi-Fi ac, Bluetooth 4.1, NFC
  • Mål og vægt: 149 x 75 x 7,1 mm, 152 g
  • Batteri: 3.000 mAh
Vejl. pris 4699 Pr. 15/04/2015 Produktside

Sidste års LG G Flex stod virkelig ud fra mængden med sin store buede skærm, bøjelige krop og selvreparerende skal. Men den havde middelmådig ydelse, og skærmen var relativt lavopløst. Så det føltes, som om man måtte betale overpris for det usædvanlige format.

Efterfølgeren G Flex 2 er en langt mere interessant smartphone med mere praktiske dimensioner, bedre skærm samt den nyeste hardware. Og formatet får man så at sige med i købet.

LG_CES2015_gflex2-1-webb-460x509

Udseende og konstruktion
Det mest anderledes er selvfølgelig den buede form, samt at den kan trykkes helt flad uden at lide overlast. Det er ikke bare en gimmick, men gør faktisk telefonen meget behagelig at holde i hånden og at have i bukselommen.

At knapperne sidder på bagsiden, er der mange, der ikke kan lide, men det er en smagssag. Bagsidens selvreparerende funktion er nyttig mod småskader, men den bliver stadig ridset med tiden. Og materialet virker ikke specielt luksuriøst for prisklassen.

LG_GFlex2_H955_QuickCircle_MWC2015-8-webb

Skærm
I forhold til forgængeren er skærmen både blevet mindre og mere højopløst. Det giver meget bedre skarphed og detaljerigdom. På papiret ser det måske lidt småt ud sammenlignet med konkurrenternes QHD-opløsning, men i praksis er det bestemt fint nok.

Plastic OLED-panelet giver rigtig god betragtningsvinkel, fint sortniveau og god kontrast. Vi oplever også skærmen som lysere end forgængerens. Derimod er farverne noget overdrevne i standardindstillingen.

LG_CES2015_gflex2-4-camera

Kamera
G Flex 2 har samme 13 megapixel hovedkamera og 2,1 megapixel selfie-kamera som topmodellen LG G3. Det er en fremragende kameraplatform, der giver mulighed for at tage virkelig gode billeder.

Men vi er skuffet over, at man får så få indstillingsmuligheder. Der er ingen motivprogrammer at vælge imellem, bortset fra panorama, og manuelle indstillinger kan man glemme alt om. Kameraet er heller ikke blandt de hurtigste, hverken til at starte eller mellem billederne.

lg-gflex-2-camera-interface

Til gengæld fokuserer det lynhurtigt takket være laserautofokus. Og ganske rigtigt får man oftere skarpe billeder end med konkurrenterne, især ved bevægelige motiver og i dårlig belysning. I svagt lys var vi derfor usædvanlig tilfredse med resultatet, selv om man får lidt mere billedstøj og færre detaljeret end med LG G3.

Udendørs bemærkede vi også, at G Flex 2 ikke når helt op på siden af topmodellen, men generelt får man veleksponerede billeder med gode farver.

sushi-lg-g-flex-2-light-460x411
Gode farver i dagslys.
sushi-lg-g-flex-2-dark
Bedre end forventet i svagt lys.

Lyd
Normalt bliver vi irriterede, når producenterne sætter højttaleren på bagsiden af en telefon. Det betyder, at man ikke kan lægge den på bordet, når man ser film eller hører musik. Men her gør den buede form, at det ikke er noget problem.

Lydkvaliteten er også fuldt ud acceptabel. Og med et par gode hovedtelefoner bliver resultatet bedre end gennemsnittet takket være understøttelse af Dolby Mobile.

I brug
Ligesom Samsung og HTC har LG lagt deres egen brugerflade oven på Android. Men den føles mindre raffineret og anvendelig, og desuden virker det, som om den gør telefonen langsommere. Vi kan dog godt lide, at man kan skræddersy tastaturet, samt muligheden for at se ur og notifikationer uden at låse telefonen op.

Den buede skærm gør ikke filmkiggeri mere behageligt, men gør det snarere sværere at undgå refleksioner.

lg-g-flex-2-interface

Ydelse
I modsætning til før har telefonen fået den nyeste Snapdragon-processor og er nu på linje med konkurrenterne. Dermed er der ikke meget forskel på præstationsmålingerne i forhold til f.eks. HTC One M9. Geekbench giver en score på 1.145 (single-core) og 4.677 (multi-core), og Browsermark et noget højere resultat på 1.625. Men den kan ikke konkurrere med Galaxy S6.

Batteriet er lidt mindre end før. Man kan dog sagtens klare sig en dag – men næppe to – uden opladning.

lg-g-flex-2-antutu

Konklusion
At have en buet smartphone er først og fremmest et spørgsmål om bekvemmelighed, da den er rar at holde på og have i lommen. Og er man fristet, behøver man ikke længere at gå på kompromis. LG G Flex 2 kan fint måle sig med konkurrenterne, både hvad angår ydelse og funktioner. Den tager også usædvanlig gode billeder, og skærmen er god.

Hvis man kan leve med lidt lavere opløsning og mindre hukommelse, så gør den lidt lavere pris G Flex 2 til et attraktivt valg.

Læse hele artikkelen? eller bliv medlem af LB+.

Med LB+ får du adgang til ALT indhold på lydogbillede.dk

LB+ inkluderer
  • Over 5.000 produkttests
  • Undgå fejlkøb med vores råd og guides
  • Deltag i L&B-forummet med andre lyd- og billedentusiaster
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Altid opdateret på sidste nyt
  • Nyhedsbrev direkte i din indbakke
  • L&B TechCast – en podcast af Lyd & Billede
  • Ingen bindingsperiode – opsig, når du vil!

Vi tester for dig!

forfatter

Jonas Ekelund

(f. 1969): Freelancejournalist. Jonas har arbejdet for Lyd & Billede siden 2007 og skriver om det meste, der kan kaldes bærbart, dvs. smartphones, trådløse højttalere og hovedtelefoner. Indimellem trænger hans tests sig ind på kollegernes områder – multirumslyd, hjemmebiograf og foto. Jonas startede sin karriere som tech-journalist på IDG og har skrevet for PC för Alla, Internetworld og det, der senere blev til M3.

Skriv en kommentar

forfatter

Jonas Ekelund

(f. 1969): Freelancejournalist. Jonas har arbejdet for Lyd & Billede siden 2007 og skriver om det meste, der kan kaldes bærbart, dvs. smartphones, trådløse højttalere og hovedtelefoner. Indimellem trænger hans tests sig ind på kollegernes områder – multirumslyd, hjemmebiograf og foto. Jonas startede sin karriere som tech-journalist på IDG og har skrevet for PC för Alla, Internetworld og det, der senere blev til M3.
Nye smart-ure fra Samsung med fokus på sundhed Den nye Galaxy Watch5-serie skal bl.a. muliggøre mere indsigtsfuld søvnregistrering.
Samsung opgraderer sine foldbare mobiler De to foldbare mobiler kommer bl.a. med lynhurtig processor, og Galaxy Z Fold 4 får kamera fra Galaxy S22-serien.
En opgraderet nedgradering OnePlus 10T er en god mobiltelefon, men hold tungen lige i munden. Der følger et par kompromisser med i pakken.
Stor ståhej for ingenting Kan en smartphone være modig, varm og sjælfuld?
En lille stang dynamit Zenfone 9 giver alle mærkevaremobilerne baghjul med en ydelse i high-end-klassen til premiumpris. Og kameraet er vildt.
Følg Lyd & Billede
Send this to a friend