Nexus-telefonerne er traditionelt Googles udstillingsvindue, hvor de viser, hvad den nyeste Android-version kan. Men det er to år siden, det sidst blev gjort med en telefon, der var overkommelig prismæssigt.
Også denne gang er det LG, der har fået æren, og de kvitterer med en mobil, som desværre virker lidt plasticagtig og ikke ser specielt spændende ud. Indeni har den en lidt langsommere processor end storebror 6P, og hukommelsen er lige lovlig begrænset, især da man ikke kan bruge hukommelseskort.
Så meget desto mere spændende er det, at der for første gang er gjort noget ekstra ud af kameraet. Måske for at vise mulighederne i den nye tjeneste Google Fotos. Men de burde have fokuseret mere på kamera-app’en, der har få funktioner og indstillinger.
Det, der gør kameraet interessant, er at det har fået større sensorpunkter, som gør det muligt at opfange mere lys. Og resultatet er godt, da vores testbilleder i svagt lys blev aldeles udmærkede. Sandsynligvis det bedste kamera i prisklassen.
Hvad softwaren angår, skal man selvfølgelig vise mulighederne i Android Marshmallow frem. Det gøres bl.a. med fingeraftrykslæseren, som nu er en indbygget funktion i Android. Den sidder på bagsiden og kan være svær at finde med fingeren, men er hurtig og præcis.
En anden ny og velkommen teknologi er USB-C, hvor stikket er vendbart, og som giver meget hurtig opladning. Det er også nødvendigt, for Nexus 5X var den mobil i testen, der hurtigt løb tør for strøm.
Konklusion
Hvis du vil være sikker på altid at have den nyeste Android-version og slippe for en masse unødvendige apps, er det Nexus, du skal vælge. Og hvis du vil være først med den nyeste teknologi uden at blive blanket af, er det 5X, du skal have.
Den er ganske vist lidt langsommere og har mindre hukommelse, men er også væsentlig billigere end storebror. Du får samme praktiske fingeraftrykslæser og hurtigopladning samt et nærmest identisk kamera. Og derfor tager den de bedste billeder af alle smartphones i prisklassen.
https://youtu.be/QLqHZLdt_jE