Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

TEST: Sony Xperia PRO-I

Mobil for professionelle fotografer

Dyre mobiltelefoner har utrolig gode kameraer, men Sony Xperia PRO-I tager begge dele til nye højder.

Skrevet af / 27/12/2021 - 11:15
Sony Xperia PRO-I
Lasse Svendsen

Tung processering er en af grundene til, at man kan få vældig god billedkvalitet fra de bittesmå kameraer på bagsiden af mobiltelefoner.

Men som vi ofte ser i vores tests, er der grænser for, hvor meget avanceret billedprocessering formår at rette op på. Meget små billedsensorer har utrolig små pixels, og selv om der sættes rekorder i antal pixels hvert år, ser man begrænsningerne i billedkvalitet, lige når billederne slås op på en større skærm.

Så længe man holder sig til mobilskærmen, for ikke at nævne sociale medier –  hvor tung komprimering hæmmer både opløsning, farvegengivelse og dynamik –  er det umuligt at se, om billederne f.eks. er taget med en iPhone 10 eller 13 Pro.

Fotografer, som er vant til at arbejde med dyre kameraer, bruger sjældent mobilkameraet til noget vigtigt. Det er begrænsningerne for store til. Men de fatter muligvis interesse for Sonys nye kameramobil – PRO-I med I for Imaging – for den har noget, vi sjældent ser på mobiltelefoner.

1 tommes billedsensor – med et twist

Mens de allerfleste mobilkameraer har en lillebitte billedsensor, har PRO-I fået en meget større CMOS-billedsensor, som Sony har hentet hos kameraafdelingen.

Vi kender den fra Sony RX100 VII, som har en 20 megapixels CMOS Exmor R billedsensor, som er én tomme stor diagonalt. Den har langt større pixels end det sædvanlige, på 2,4 µm. Til sammenligning har en Xperia 1 III en pixelstørrelse på 1,8 µm, og en iPhone 13 Pro 1,9 µm.

Kameraet i midten er hentet fra Sonys kameradivision og tilpasset mobilen.. Foto: Lasse Svendsen

Den 1 tomme store billedsensor bruges kun på det ene kamera, som er et 24 mm f/2.0 – med optisk billedstabilisering, som også har en f/4.0-blænde. De to andre kameraer er et 16 mm f/2.2 og et 50 mm f/2.4, og alle tre har 12 megapixels opløsning.

12? Men hvad skete der med 20 megapixels sensoren fra RX100 VII?

Sony har ganske enkelt beskåret CMOS-sensoren her og der for at få plads til alle tre kameraer på bagsiden. Dermed er billedfladen også mindre, og den anvendelige billedflade er reduceret fra 1 til 1/1,31 tomme i et 4:3-format –  derfor 12 megapixels i stedet for 20.

Ulempen er, at blænde 2 pludselig bliver f/7.1, eller f/14.2, hvis man vælger f4 i kameramenuen på mobilen. Sammenlignet med Xperia 1 III er det ikke så galt, for der svarer en blænde på f/1.7 til blænde f/8.1. Til sammenligning har hovedkameraet på iPhone 13 Pro, med f/1.5, en blænde, der svarer til f/6.8. Alt omregnet til fuldformatstørrelse på billedsensoren, og det samme gælder de angivne brændvidder.

Sonys Venice-video-app. Foto: Lasse Svendsen

Cinema Paradiso

Den relativt trange blændeåbning (som alle mobiler har) betyder, at man ikke får fine bokeh-effekter med afdæmpede og blødt optegnede baggrunde uden tung billedprocessering. Det kan give nogle uønskede udslag på billederne, som man aldrig får fra et kamera med blænde f/2.0 eller større.

Sony har hentet mere end bare den store billedsensor fra kameradivisionen. Bl.a. en helt rå autofokus med realtids følgefokus og 315 fasefokuspunkter, som dækker cirka 90 procent af billedfladen. Det er den slags ting, vi forventer at finde på et Sony alpha-kamera og ikke på en mobil.

En anden ting, vi er vant til at finde på et alpha-kamera, er et højt funktionsniveau med indstillinger for videooptagelse og stillbilleder, som er helt usædvanlige på en mobiltelefon. Men på en PRO-I finder man mange af de samme innstillinger for video og billeder, som Sony-fotografer bruger.

PRO-I Video Pro PRO-I Cinema Pro
<
>
Sonys Venice-video-app. Foto: Lasse Svendsen

Man kan optage video i 4K-kvalitet fra 24 til 120 fps i enten H.264- eller H.265-komprimering, i 21:9-format om man vil. Der findes faktisk to video-apps på mobilen: Video Pro, som giver dig konventionel kontrol over eksponering, fokus og ISO, men som også har indstilling af auto-eksponering, og det mere avancerede Cinema Pro med Sonys Venice-farveprofiler, pull focus og lukkertider i frames fra 1/24.

Mobilen kan også bruges som monitor for et kamera, enten via USB eller en HDMI/USB-dongle, og den kan også kobles til Sonys 3,5 tommers Vlog Monitor og en mikrofon via 3,5 mm hovedtelefonstikket. Alt dette kan man sætte på håndgrebet fra Sony, som kaldes GP-VPT2BT, og så har man et kompakt kamerastativ til video og stillbilleder, som man styrer fra GP-VPT2BT-grebet.

Stillbilleder

Kamera-appen er lige så avanceret og minder som nævnt om opsætningen i menuerne på et Sony alpha-kamera. Her er der et bredt udvalg af indstillinger, og man kan selv vælge ISO-værdi fra 100 til 12.800, følgefokus, lysmåling, skudhastighed op til 20 fps og 12 bit raw-filer (DNG).

Man kan også vælge at lagre jpeg, alene eller sammen med raw, enten internt eller på et microSD-kort, men der er intet indstillingsvalg for 10 bit HEIF-filer.

PRO-I release PRO-I Photo Pro
<
>
Udløserknap og en programmerbar knap ved siden af. Foto: Lasse Svendsen

Sony har forsøgt at gøre mobilen så brugervenlig som muligt med en selvstændig optage- og udløserknap, et riflet mønster på siderne og fæste til en kamerarem. Det er til større hjælp, end man skulle tro, for den slanke mobil ligger godt i hånden.

Jeg fandt mig hurtigt til rette med at holde den i venstre hånd, mellem tommel- og lillefinger, med højre hånd som støtte og højre pegefinger på udløserknappen. Lidt ligesom man holder på et kamera. Ved siden af udløseren er der også en lillebitte knap, som kan programmeres.

Billedkvaliteten

Til syvende og sidst er det billederne, som afgør, om PRO-I lever op til navnet. Jeg skal skynde mig at sige, at billedkvaliteten uden tvivl er bedst fra 24 mm objektivet med 1 tommes billedsensoren. Den er også god med vidvinklen på 16 mm, og på 50 mm, men det er på 24 mm, at billedkvaliteten viser sig fra sin bedste side.

De to andre billedsensorer er meget mindre og langt mere følsomme over for strølys og billedstøj, men holder man sig til 24 mm og helst f/2.0, er der ingen andre mobiler, der når den samme billedkvalitet, som man kan få fra PRO-I. Det er til fulde muligt at fotografere op til ISO 1600 uden for meget støj. Farvegraderingerne er jævnt hen rigtig gode, og hudtoner ser virkelig godt ud, også i jpeg-format.

Skarpheden på 24 mm er også utrolig høj, men det skal siges, at det er den også fra en iPhone 13 Pro, hvis man sammenligner. Forskellen ligger i, hvordan Sony-mobilen processerer billederne fra 1 tommes billedsensoren, specielt når ISO-værdierne kryber over 400. Det er her, man først ser forskellen på PRO-I og en almindelig mobil.

PRO-I farger PRO-I Hvalstrand PRO-I ISO PRO-I makro PRO-I resolution
<
>
Foto: Lasse Svendsen

Det, der også er interessant ved Sony-mobilen, er, at man får meget fin 4K-kvalitet og desuden god kontrol over den. Der er begrænset synlig rullende lukker og få artefakter, bortset fra lidt moskitostøj i dårligt lys.

Sammenligner man med et kamera, som Fujifilm X100V eller Sonys nye a7 IV, ser man hurtigt, at selv mobiler med avanceret maskinlæring og tung processering har et stykke vej endnu, før billedkvaliteten kan matche et kamera på billeddynamik, farvegengivelse og tonalitet, for ikke at tale om billedstøj i begrænset lys, som er en akilleshæl for alle mobiler, men i mindre grad for PRO-I.

Men er det også en god mobil?

Størstedelen af PRO-I er baseret på Sonys Xperia 1 III, der har en 21:9 OLED-skærm med 120 Hz og 4K-opløsning, som er i stand til at vise DCI-P3 gamut. Skærmen har lidt af det samme problem, som vi har set på andre Xperia-modeller, hvor den ikke bliver tilstrækkelig lys og kontrastrig i sollys til, at man ser motivet ordentligt.

Sony Xperia PRO-I er en rigtig god mobil, men først og fremmest for fotografer. Foto: Lasse Svendsen

Konklusion

Sony Xperia PRO-I er den klart bedste mobil, vi har testet i forhold til billedkvalitet. Men bemærk, at det først og fremmest er den beskårede 1 tommes billedsensor på 12 megapixels, det gælder. PRO-I er også en pokkers god mobil på andre områder, men den er klart mest interessant for dem, der har brug for en mobiltelefon med det bedste kamera. For alle andre vil en Xperia 1 III være et smartere valg, for med PRO-I betaler man en god del ekstra for et dyrt kamera og avancerede stillbillede- og videofunktioner. Til vi får testet Leicas Leitz Phone 1, som har har en 1 tommes CMOS billedsensor med 20 megapixels i fuld størrelse, er Sony PRO-I den bedste kameramobil derude.

Læs også Tredje gang er lykkens gang Sony Xperia 1 III er måske den bedste smartphone fra Sony til dato. Alle dyderne fra forgængerne bevares, mens der forbedres, hvor det gælder.
Karakter
Sony Xperia PRO-I
High End

Home mener

Meget høj billedkvalitet fra 1 tommes billedsensoren i begrænset lys. Dedikeret optage- og udløserknap, righoldig indstillingsmenu med egenskaber, vi forbinder med prof-kameraer. 1 tommes kameraet er beskåret, synlig vignettering på f4, og prisen er høj.

1 kommentar til “Sony Xperia PRO-I”

  1. Kurt Andersen

    Så hellere en Nokia X20 5G 128GB
    Sony Cyber-shot DSC-RX100 VII til ialt 11,525
    Og så få nogle ordentlige billeder og en mobil der bliver opdatet mere 1 år med android 2 år med sikkerheds opdate

Der er lukket for kommentarer.

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Xiaomi har lyttet til kritikken

Scroll to Top