Moto 360

Pæn overraskelse

Moto 360 er det bedste Android Wear-ur, vi har prøvet til dato.

Moto 360 990

Man kan næsten ikke se, at Moto 360 er et smart-ur, for det er meget tæt på at ligne et klassisk armbåndsur. Kroppen er helt rund og holdt i rustfrit stål, og uret fås enten med læderrem eller metallænke. Remmene er af den helt almindelige type på 22 mm i bredden.

Selv om uret faktisk er en smule tungere end f.eks. Sonys SmartWatch 3, så føles det lettere, og det mest positive, der er at sige om Moto 360, er måske i virkeligheden, at man ret hurtigt glemmer, at man har det på!

Moto 360 er baseret på Android Wear, men ud over de funktioner, det dermed deler med alle andre Android Wear-ure i testen, er der to ting, som får Motorolas smart-ur til at stikke ud. For det første har det trådløs opladning (der medfølger en lille dock til formålet), og for det andet har det ligesom Apple Watch, Fitbit Surge og LG Watch Urbane indbygget optisk pulsmåler.

Den trådløse opladning gør det nemt og hurtigt at oplade uret, hvilket er heldigt, for batteriet holder knap nok en dag, så man mærker hurtigt, hvis man glemmer opladningen.

Den runde urskive har Moto 360 tilfælles med LG Watch Urbane, men Moto 360 har et mere simpelt design og er mere stilrent. Havde de skåret et par millimeter af tykkelsen, ville det have været helt perfekt.

Moto 360 kan nu opdateres med den nyeste Android Wear-version, hvilket betyder, at man endelig kan drage nytte af urets indbyggede Wi-Fi. Funktionaliteten er forklaret i forbindelse med testen af LG Watch Urbane.

De to ure deles lidt om at prøve at ligne et klassisk ur mest muligt, men hvor LG Watch Urbane virker dyrere og mere lækkert på ydersiden, er Moto 360 faktisk det bedste produkt af de to. Selv om uret er mindre, har det en større skærm, og så kører det meget mere stabilt end LG-uret. Moto 360 er stadig vores favorit blandt Android Wear-urene.

Læs videre
Exit mobile version