SUPERTILBUD PÅ LYD & BILLEDE. 30% DENNE UGE! SE TILBUDET HER!

TEST : reMarkable 2

Digital notesblok

En digital notesblok er en meget bedre idé, end det lyder. Især når den er så god som reMarkable 2.

reMarkable 2

Lyd & Billede mener

Rigtig god skrive- og tegnefølelse på skærmen. Ingen opstartstid, nem at bruge, lang batterilevetid, og lagring og dokumentdeling i skyen er en leg.
Ikke lige så hurtig som en rigtig tablet, ingen bagbelysning og relativt høj pris.
  • Operativsystem: Codex (Linux-baseret)
  • Skærm: 10,3″ monokrom, kapacitiv, 1872 x 1404, 226 ppi
  • Processor: 1,2 GHz ARM dual-core
  • Hukommelse: 1 GB RAM / 8 GB lager
  • Tilslutning: USB-C
  • Trådløst: Wi-Fi 2,4/5 GHz
  • Mål og vægt: 246 x 188 x 4,7 mm / 405 g
  • Batteri: 3000 mAh – to ugers brug, 90 dages standby
  • Formatunderstøttelse: EPUB, PDF, PNG, SVG
  • Web: remarkable.com
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 3380 kr

Forestil dig, at du sidder på (hjemme-) kontoret og arbejder på et projekt. Ved siden af den bærbare har du en notesblok, som du skriver tanker om projektet ned på, efterhånden som arbejdet skrider frem. Så kommer du på, at dine notater vil være nyttige for dine kolleger, og tager et billede af dem med mobilen og sender til kollegerne.

Ikke særlig praktisk og heller ikke særlig smart.

Noterne kan nemt drukne i e-mails og er ikke lette at organisere eller dele flere gange uden at tage og videresende nye billeder, når man finder på noget, som man har glemt at notere.

Notér, hvad du vil, også i flere lag, hvis der er brug for det. (Foto: Lasse Svendsen)

Mac-brugere kan anvende en iPad som notesblok, og med den nyeste version af iPads iOS-operativsystem kan de også lave notater i dokumenter og dele dem med kolleger.

Men at skrive på en glat glasskærm med en hård stylus som Apple Pencil er ikke nær så komfortabelt som blyant eller kuglepen på papir. Selv om det faktisk fungerer udmærket.

Lidt tyndere end en iPad. (Foto: Lasse Svendsen)

Her så holdet bag norske reMarkable i 2013 et hul i markedet: En tablet, der ikke er en tablet, men en digital skrive- og tegneblok med bedre skrivefølelse og konvertering af håndskrift til maskintekst, skylagring samt deling af notater og dokumenter på den enklest mulige måde.

reMarkable 1 var en Kindle-lignende tablet med lidt træg responstid og nogle irriterende bugs, og desuden var den lige så dyr som en iPad i samme størrelse.

(Foto: Lasse Svendsen)

reMarkable 2

Prisen er reduceret betydeligt på den nye udgave, der simpelthen bare hedder reMarkable 2. Den har en 10,3 tommers E Ink-skærm meget lig den på Amazons e-bogslæser Kindle. Canvas kalder reMarkable skærmen – passende nok, da man både kan skrive og tegne på den.

Man har brug for en stylus, kaldet Marker. (Foto: Lasse Svendsen)

Den nye skærm på er meget hurtigere med kun 21 millisekunders reaktionstid, hvilket er på niveau med iPad, men tablet’en er tyndere og lettere (4,7 mm og 405 gram), og så holder batteriet ikke mindst til et par ugers daglig brug.

Skærmen har ikke bagbelysning og fungerer bedst i et veloplyst rum, men det gælder jo også en notesbog fra Moleskine.

Skærmen er trykfølsom, og det fungerer glimrende. (Foto: Lasse Svendsen)

Tilbehør

reMarkable 2 kan købes uden tilbehør, men man har brug for en reMarkable-pen, hvoraf der findes to typer: Marker og Marker Plus, hvoraf sidstnævnte ud over at være sort også har et digitalt viskelæder i bagenden.

Begge leveres med ni ekstra filtspidser i æsken, da de slides ned efter noget tids brug. Ligesom en blyant, men her slipper man altså for at bruge blyantspidser.

Man kan let notere i PDF’er. (Foto: Lasse Svendsen)

Der findes også et tekstil-etui til reMarkable 2 kaldet Folio, der er formet som en konvolut og også har plads til en Marker, samt et boglignende cover kaldet Book Folio, som fastgøres med magneter og fås i tre farver.

Tablet’en oplades med det medfølgende USB-kabel og har ingen opstartstid eller installationsproces. Alt, hvad man behøver at gøre, er at koble sig på Wi-Fi, oprette en reMarkable-konto, vælge sprog, og så er man i gang.

Der er kun én knap på tablet’en, og det er on/off. Alt andet styres med en Marker eller med fingrene.

Der medfølger ekstra spidser til pennen. (Foto: Lasse Svendsen)

Brugervenlighed

reMarkable 2 kører et Linux-baseret operativsystem kaldet Codex på en dual-core processor, og det fungerer tilfredsstillende. Det går ikke nær så hurtigt som på en iPad, og tablet’en har nogle forsinkelser af samme type, som vi kender fra e-bogslæsere med E Ink-skærme.

r1 r2 r3 r4
<
>
Håndskrift-til-maskintekst-konvertering. (Foto: Lasse Svendsen)

Der er altid en vis, omend ikke særlig mærkbar forsinkelse, når man trykker på et ikon med fingeren eller en Marker. Men når man skriver eller tegner, mærker man ikke noget til det. Forsinkelsen er tydeligst, når man scroller gennem dokumenter eller navigerer i menuerne i bjælken i siden.

Book Folio fås i flere farver og fungerer som cover til tablet’en. Pennen holdes på plads med magneter. (Foto: Lasse Svendsen)

Man kan vælge imellem forskellige skriveredskaber fra tynd blyant over kalligrafipen til pensel. Alt efter af hvad der passer til opgaven. Illustrationer, markeringer og tekst er altid monokrom, selvfølgelig, men skærmens 4.096 niveauer af trykfølsomhed gør det faktisk let at få kalligrafi til at se pænt ud. Trykfølsomheden er også tydelig, når man f.eks. vælger en tusch og trykker hårdere på skærmen.

Noterne kan lægges i lag – layers, som mange kender fra Photoshop – og man kan lave uddrag af tekst eller notater i dokumenter.

USB-opladning. Batteriet holder i ca. to uger. (Foto: Lasse Svendsen)

Der er også et udvalg af skabeloner at vælge imellem, eller man kan lave sin egen notesblok, gemme og sortere, og man kan importere dokumenter fra laptoppen til reMarkable 2. Som dog har meget begrænset understøttelse af forskellige dokumentformater. PDF-filer og billeder og illustrationer i PNG-format fungerer fint, men man kan ikke uden videre importere Word- eller Excel-dokumenter til tablet’en.

Den understøtter e-bøger i EPUB-format, som dog først skal downloades til en computer og derefter til reMarkable 2, før man kan læse dem på skærmen.

Folio-etui med plads til en Marker. (Foto: Lasse Svendsen)

Deling

Men man kan ret nemt dele sine notater. Enten i skyen via reMarkable-kontoen eller via e-mail. Det er også muligt at konvertere håndskrift til maskintekst, og det fungerer forbløffende godt. Undertegnedes håndskrift ligner noget, en læge skriver på en recept, men konverteringen gik hurtigt og smertefrit på tablet’en, som kun undtagelsesvis ramte ved siden af på enkelte bogstaver.

Folk med en pænere håndskrift end min (hvilket vil sige de fleste) vil kunne få stor gavn af håndskrift-til-tekst-konverteringen.

reMarkable 2 fungerer fint som e-bogslæser. (Foto: Lasse Svendsen)

Konklusion

Det virker lidt underligt at skrive på en skærm med en overflade, der føles som silkepapir. I hvert fald efter at have skrevet på en tablet med glasskærm. Det kræver lidt tilvænning, men skrivefølelsen er overraskende god, også sammenlignet med kvalitetspapir.

Fyldepenne-puritanere vil sikkert ikke høre tale om sådan noget, men for de fleste andre er reMarkable 2 et meget anvendeligt værktøj med en fornem skrivefølelse, som fint kan erstatte notesblokken. Og efter fyraften kan reMarkable 2 bruges som e-bogslæser. reMarkably well done!

(Foto: Lasse Svendsen)
forfatter

Lasse Svendsen

(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.
Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    De kompakte JBL L82 Classic giver så meget sjov for pengene, at vi udråber dem til bedst i klassen.
    iPhone 12 Pro Max tørrer gulv med konkurrenterne og har det bedste kamera, vi har set hidtil.
    Sonys topspecificerede spilkonsol byder på lynhurtig ydelse og knivskarp grafik – skræddersyet til næste generation af avancerede spil.
    Apple iPad Air og Samsung Galaxy Tab S7+ 5G i drabelig tvekamp.
    Denon har aldrig lavet en bedre surround-forstærker end jubilæumsmodellen AVC-A110.
    Hvis du skifter den gamle strømforsyning ud med en ny, kan det ske, at du bliver lige så overrasket, som vi blev.
    En digital notesblok er en meget bedre idé, end det lyder. Især når den er så god som reMarkable 2.
    For dem, der har råd, får man nok ikke bedre lyd fra den digitale musiksamling eller fra streaming-tjenester. Hvem der bare var rig!

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Apple iPad Air (2020)

    Vejl.pris 7499 kr Bedste iPad Air til dato

    Apple iPad Air (2020) vs. Samsung Galaxy Tab S7+ 5G

    Vejl.pris kr Et heftigt dilemma

    Samsung Galaxy Tab S7+ 5G

    Vejl.pris 9499 kr Fantastisk tablet til både underholdning og produktivitet

    reMarkable 2

    Vejl.pris 3380 kr Digital notesblok
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.