Redmagic 11 Pro Subzero

Redmagic 11 Pro er lynhurtig til en pris, du har råd til

Redmagic 11 Pro ligner en muskelbil, der har forvildet sig ind i et felt af familiebiler.

Redmagic 11 Pro

(Foto: John Alex Hvidlykke)

Gaming-smartphones er sjældent skabt til at gå i et med tapeter. Men Redmagic 11 Pro med tilnavnet Subzero er selv med gaming-alen iøjnefaldende.

Mobilen fra de kinesiske spilspecialister gør sig i første omgang bemærket med et kantet design i en verden, hvor alle andre satser på bløde, runde former. Men det er, når man vender mobilen rundt, det interessante kommer for dagen.

Takket være bagsiden af klart Gorilla Glass kan man se kølevæsken cirkulere. (Foto: Redmagic

Bagsiden er lavet af klart Gorilla Glass, så man kan kigge ind i det allerhelligste: kølesystemet.

Redmagic 11 Pro er verdens første reelt væskekølede smartphone. (Foto: Redmagic)

Redmagic 11 Pro er nemlig verdens første reelt væskekølede smartphone. Ikke blot i form af såkaldte vapor chambers, hvor en indespærret væske skifter mellem dampform og flydende form. Men reel væskekøling, hvor en væske pumpes rundt i et rørsystem for at skaffe varmen bort. Kølevæsken, der er fluorbaseret, cirkulerer i et gennemsigtigt rørsystem. Og små hvide klatter i den blå væske gør det muligt at se, at væsken bevæger sig.

 

Kølesystemet går i gang, når processoren kommer på arbejde, og en indbygget – og tydeligt hørbar – blæser puster varmen ud af kabinettet.

For at være sikker på, at ingen er uvidende om, at de er vidne til noget særligt, ledsages det hele af et RGB-lysshow.

Selvom der er ventilationshuller på begge sider af kabinettet, er Redmagic 11 Pro vandtæt efter IPX8-standarden. Det er lykkedes ved at bruge en blæser, der fungerer under vand.

Læs også TEST: Asus ROG Phone 9 Pro Edition Traditionen tro rydder Asus bordet for hastighedsrekorder med ROG Phone 9. Så hvis fart er spørgsmålet, er ROG Phone 9 svaret.

Debut for Snapdragon 8 Elite Gen 5

Motoren i Redmagic 11 Pro er også en verdensnyhed. Det er nemlig den første smartphone, vi har testet, der er udstyret med den nye Qualcomm Snapdragon 8 Elite Gen 5.

Snapdragon 8 Elite Gen 5 er helt ny. Og den gør Redmagic 11 Pro til den hurtigste Android-mobil på markedet i dag. (Grafik: Redmagic / Qualcomm)

Efter Qualcomms udsagn er den nye Snapdragon-processor verdens hurtigste mobilprocessor. Vi tror dem. Og har i hvert fald ikke set noget, der kunne måle sig i forhold til hastighed.

At årets Snapdragon-processorer er hurtige, er vi vant til. Men de er også dyre – og har derfor i flere mobilgenerationer været forbeholdt toppen af high end-mobiler.

Men her bliver det for alvor interessant, for Redmagic har prissat Redmagic 11 Pro Subzero til under 6.000 kroner. Til sammenligning kostede Asus ROG Phone 9 Pro Edition, der sidste år ved denne tid var første med Snapdragon 8 Elite, det dobbelte, da vi testede den.

Der er indbygget undervands(!)blæser. Og der skal bortskaffes en del varme. Vi målte 45 grader ved udblæsningsgitteret. (Foto: Redmagic)

3,9 millioner point

Takket være generationsskiftet flytter Redmagic 11 Pro Subzero flere hegnspæle i vores hastighedstests. Og den efterlader ydelsesmæssigt kun få måneder gamle flagskibe i en støvsky.

I den grafikorienterede syntetiske benchmark AnTuTu 11 runder Redmagic 11 Pro knap 3,9 millioner point, hvilket er en sejrsmarch over sidste års topmodeller, der typisk lå mellem 2,8 og 3,1 millioner.

Læs også TEST: Google Pixel 9a Budgetmobilen Google Pixel 9a er på de fleste områder lige så god som den langt dyrere Pixel 9. Vil man have mere, skal man have Pro-modellen.

I Geekbench 6 er multi-core-scoren på 11.138 også rekord. Men dog med en snævrere margin. Dette er, kort sagt, den hurtigste Android-mobil vi har testet, punktum. Og kun på et enkelt punkt, Geekbench GPU, kan iPhone 17 lige præcis komme op på siden af Redmagic.

Batteriet er på frygtindgydende 7.500 maH og kan oplades med 80 watt effekt – både kablet og trådløst. (Foto: Redmagic)

Med så megen kraft under den gennemsigtige motorhjelm er det godt klaret, at batteritiden kan holdes på niveau med konkurrenterne: Syv en halv time klarede den, inden batteriet var drænet. Forklaringen ligger i størrelsen på voldsomme 7.500 mAh.

Det kæmpestore batteri kan oplades hurtigere end ventet, da det klarer hele 80 watt opladning – både kablet og trådløst. Hvis du kan finde en trådløs lader med så høj ladeeffekt.

Design og byggekvalitet

Redmagic 11 Pro lægger sig æstetisk tæt op ad den oprindelige idé om en gaming-mobil. Subzero-udgaven er udført i en skarp sølvmetal, men det er det semi-transparente element, der stjæler opmærksomheden. Man kan se ”ned” i mobilen. Det er ikke nødvendigt, men det er ærligt.

Det er forfriskende i 2025 at se en smartphone med en flad bagside uden et ”kamerabump.” Redmagic har valgt at indbygge kameraoptikken helt i mobilen, Det er et eksempel, som flere mobilproducenter meget gerne måtte kopiere!

Læs også TEST: Oneplus 13 Det er ikke ofte, vi har problemer med at finde noget at klage over ved en mobiltelefon.

Skærmen er stor, lysstærk og lækker: 6,85″ AMOLED med 2.688 x 1.216 pixel opløsning. Lysstyrken topper ved 1.800 nit. Det eneste lille minus er opdateringshastigheden på ”kun” 144 Hz. Det er 41 Hz under ROG Phone 9’s 185 Hz.

Men så vender vi blikket mod prisskiltet. Redmagic 11 Pro føles på alle måder som en flagskibsmobil, men den koster som en mellempristelefon. Og set i det lys er den stadig fuldt gaming-duelige 144 Hz-skærm mere end acceptabel.

Skærmen byder desuden på lynhurtig reaktion på berøring: Op til 3.000 Hz. Eller 360 Hz ved flere fingre samtidig. To trigger-berøringsfelter i kabinettets hjørner aflæses 520 gange i sekundet. Dette er en telefon, der kan bruges til andet og mere end bare snak.

Der er mange huller i bagsiden, men kun to reelle kameraoptikker. Det er faktisk helt i orden, når man tager prisen i betragtning. (Foto: Redmagic)

Kamera: Solid mellemklasse

Kameraerne er et interessant kompromis, der tydeligt viser, hvor Redmagic har valgt at prioritere at holde prisen nede. Mens mange flagskibe i dag bryster sig af flere teleoptikker med optisk zoom og periskopzoom, må Redmagic 11 Pro nøjes med et sæt af to solide 50 megapixel-sensorer (normal og ultravidvinkel) suppleret af et 2 megapixel-kamera til fotoeffekter.

Fraværet af en dedikeret teleoptik er bemærkelsesværdigt for en supermobil – men det er til gengæld helt normalt i den prisklasse, som Redmagic reelt befinder sig i.

Hvad mobilen mangler i optisk zoom, kompenserer den for i ultravidvinkel, hvor den leverer en udmærket makrofunktion.

Og Redmagic høster point for designet. Kamerasektionen er ikke blot fuldkommen i plan med mobilens bagside. Men den ligger også beskyttet under det samme lag Gorilla Glass, der udgør bagsiden. Det er en elegant – og robust – løsning, der sikrer, at optikken er beskyttet, uanset hvor hurtigt du svinger mobilen i kampens hede.

Læs også TEST: Apple iPhone 17 Pro iPhone 17 Pro er en markant forbedring på næsten alle punkter. Det nye design, det opgraderede kamera og den imponerende ydelse gør den til den bedste iPhone, Apple nogensinde har lavet.
Læs videre
Exit mobile version