OnePlus 15

Hvis batteriet er vigtigst

OnePlus 15 leverer ekstrem ydeevne, kæmpe batteri og lynhurtig opladning - men kameraet og især det fraværende Hasselblad-samarbejde trækker lidt ned.

OnePlus 15

(Foto: Mikael Hansen)

OnePlus har aldrig været bange for at ryste posen, men denne gang er tempoet alligevel bemærkelsesværdigt højt. Topmodellen OnePlus 13 nåede kun at have 10 måneder på tronen, før efterfølgeren OnePlus 15 nu står klar. Det er usædvanligt kort tid i smartphone-verdenen. Også navnet vækker undren.

Springet over både 14 og den tidligere 4’er forklares ofte med kinesisk overtro, men den teori holder næppe, når OnePlus Nord 4 trods alt fandt vej til markedet sidste år. Uanset forklaringen står vi nu med en mobil, der på flere punkter føles som et frisk pust, men også som et mindre tilbageskridt.

Læs også TEST: OnePlus Nord 5 Den nye Nord 5 kombinerer kraftfuld Snapdragon-chip med glimrende skærm og solidt kamera - til under halvdelen af en iPhone.

Stram og strømlinet

OnePlus 15 markerer et markant designskifte og lægger den bløde, organiske æstetik fra OnePlus 13 bag sig. Hvor forgængeren bød på bløde kurver og et stort rundt kameramodul med Hasselblad-signatur, har OnePlus 15 fået et mere skarpt og teknisk udtryk. Det nye, rektangulære kamerahus ligger tættere på bagglasset og giver den kinesiske smartphone et mere afbalanceret og moderne design.

Rammen er lavet af mikro-arc-oxideret aluminium, som både øger holdbarheden og giver en mat, eksklusiv finish. Bagsiden fås i farverne ‘Sand Storm’ og ‘Infinite Black’. Vores testmodel var den sorte variant, som føles blød og skarp på samme tid. Den får let små ‘ridser’, men de kan hurtigt tørres væk med en finger. Skærmen dækker næsten hele fronten med ultratynde 1,15 mm kanter, og hvor OnePlus 13 havde afrundede sider, er profilen nu fladere og mere kompakt.

Resultatet er en mobil, der fremstår mere industriel, men stadig elegant. Den er stor og lidt tung, men ligger stadig godt i hånden. Jeg kan godt lide det.

OnePlus 15 fås i tre farver. Den dybe sort, den sandfarvede Hero-farve og den lyslilla. (Foto: Mikael Hansen)

Lavere opløsning, men højere hastighed

Skærmen er uden tvivl blandt de bedste, OnePlus har lavet. Den 6,78-tommer store LTPO AMOLED-skærm byder på HDR10+, Dolby Vision, over en milliard farver og en opdateringshastighed på hele 165 Hz. Det giver en oplevelse, der er både flydende og levende – især når man scroller, gamer eller bare bladrer rundt i styresystemet.

Men midt i alle superlativerne gemmer der sig et kompromis. Opløsningen er nemlig ‘kun’ 1.5K (2.772 × 1.272 pixel), hvor OnePlus 13 kørte med fuld QHD+. Det betyder en anelse lavere skarphed, især hvis man læser meget tekst eller holder mobilen tæt på ansigtet. De færreste vil dog lægge mærke til forskellen, og den lavere opløsning har en klar fordel: bedre ydeevne og markant længere batteritid.

Det virker som et bevidst valg frem for en spareøvelse. OnePlus har prioriteret hastighed og effektivitet over maksimal detaljegrad. Farvegengivelsen er stadig præcis, og skærmen står både lysstærk og skarp. Jeg savner lidt af den knivskarpe finesse fra tidligere QHD+-paneler, men balancen mellem ydelse og oplevelse er svær at sætte en finger på.

OnePlus havde lejet en gammel kirke til præsentationen af OnePlus 15. Det er godt knald på det røde lys, men detaljerne i glasmosaikkerne kunne være bedre. (Foto: Mikael Hansen)

En processor fra øverste hylde

Indvendigt er OnePlus 15 et sandt kraftværk. Den drives af Qualcomms nye Snapdragon 8 Elite Gen 5, en 3 nm-processor, der leverer både ekstrem hastighed og høj energieffektivitet. Det mærkes med det samme. Telefonen flyver gennem spil, multitasking og AI-funktioner uden tøven, og selv under tung belastning holder den sig kølig og stabil.

Kombinationen af 16 gigabyte LPDDR5X RAM og 512 gigabyte lynhurtig UFS 4.1-lagerplads sikrer, at alt føles smidigt og responsivt. Store apps åbnes øjeblikkeligt, og selv når man skifter mellem kamera, browser og tunge spil, oplever man ingen ventetid. Selv efter flere dages brug og utallige åbne apps oplever man ingen forsinkelse. Det hele kører flydende og stabilt, og oplevelsen forbliver silkeblød, selv når man virkelig presser den.

Også på forbindelserne leverer den varen. OnePlus 15 understøtter 5G, Wi-Fi 7 og Bluetooth 6.0 med moderne lydcodecs, NFC og præcis navigation. Det gør den lige så egnet til arbejde som til underholdning.

Læs også TEST: OnePlus Pad 3 OnePlus Pad 3 er ikke bare en af de bedste Android-tablets til dato - det er måske den første, der for alvor kan udfordre iPad Pro.

Det er også befriende at have så meget lagerplads direkte på enheden. Efterhånden som cloud-abonnementer bliver dyrere, og man mister overblikket over, hvad der ligger dér, er det rart at kunne gemme alt lokalt – spil, billeder, videoer og musik – uden at skulle slette noget for at få plads.

Alt i alt er OnePlus 15 en smartphone med rå kraft, høj stabilitet og masser af overskud. Den er oplagt til gamere og power-brugere, men lige så velegnet til alle, der bare vil have en hurtig, effektiv og pålidelig smartphone, der aldrig virker presset. Her viser OnePlus, at fart og smidighed stadig er deres hjemmebane.

OnePlus har naturligvis også proppet masser af AI ind i OnePlus 15. Der er direkte adgang til Gemini via knappen på højre side af enheden. (Foto: OnePlus)

Strøm til flere dage

Men den lynhurtige processor overskygges af batteriet, som er OnePlus 15’s største trumfkort. Med en kapacitet på 7.300 mAh hæver den niveauet markant for, hvad man kan forvente af et moderne flagskib. Hvor mange topmodeller stadig kæmper for at klare blot en enkelt dag, holder OnePlus 15 uden problemer to. Selv med den store 165 Hz-skærm og den kraftfulde Snapdragon 8 Elite Gen 5 leverer den imponerende udholdenhed – også ved tungt brug.

Lad bare opladeren ligge derhjemme! Jeg nåede let halvanden til to dages brug med streaming, navigation og flittigt brug af kameraet. Det er en frihed, man hurtigt vænner sig til. Og når strømmen endelig slipper op, går det igen hurtigt: Med 120 watt kablet opladning tager det omkring 15 minutter at nå 50 procent og under 40 minutter for en fuld opladning. Dertil kommer 50 watt trådløs opladning og 10 watt reverse charging, så du også kan give strøm til andre enheder.

Sammenlignet med OnePlus 13 er springet enormt. Forgængeren var effektiv, men klarede sjældent meget mere end en dags brug. OnePlus 15 ændrer spillereglerne og viser, at batterilevetid igen kan være et stærkt argument for at vælge Android fremfor iOS.

Læs også TEST: Oppo Reno14 5G En mellemklassemobil, der skiller sig ud fra mængden med udseende og funktioner.

Hasselblad er savnet

Efter så mange tekniske fuldtræffere kommer vi desværre til mobilens eneste tydelige svaghed, nemlig kameraet. Ikke fordi det er dårligt, men fordi resten af pakken sætter barren så højt. Hvor ydeevne, design og batteri rammer plet, halter de fotografiske egenskaber en smule bagefter.

På papiret ligner OnePlus 15 ellers sin forgænger: et triple 50 megapixel-setup med vidvinkel, ultravidvinkel og periskop-telefoto. Alligevel er det tydeligt, at noget mangler. OnePlus 13 blev rost for sine naturlige farver og flotte kontraster, ikke mindst takket være samarbejdet med Hasselblad. Det partnerskab er nu væk, og det kan mærkes.

OnePlus 15 kæmper lidt om natten. Der skrues lidt for meget op for lyset, hvilket introducerer støj på himlen. (Foto: Mikael Hansen)

Uden Hasselblads farvetuning føles billederne knap så afbalancerede. I dagslys er resultaterne stadig flotte, med god detalje og hurtig autofokus, men i mørke begynder kompromiserne at vise sig. Aftenbilleder kan virke overbelyste og lidt grumsede, og zoomoptagelser mister noget af den skarphed, man forventer i denne prisklasse. Selv i godt lys fremstår farverne til tider overmættede og en anelse kunstige.

At Hasselblad-samarbejdet nu er flyttet til søsterbrandet Oppo, er næppe tilfældigt. OnePlus 15 står tilbage med et solidt kamera, men uden den sidste finpudsning og finesse, der før gav serien en særlig troværdighed på fotoområdet. Det er stadig kompetent, bare ikke helt magisk længere.

Læs videre
Exit mobile version