Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

: Nokia Lumia 925

Lumia på slankekur

Nokia Lumia 925 er den telefon Nokia burde have lavet i stedet for Lumia 920.

Skrevet af / 27/08/2013 - 02:51
Nokia Lumia 925
Peter Gotschalk

Ingen tvivl om, at Lumia 920 – den første flagskibsmodel fra Nokia med Windows Phone 8 – på mange måder var en rigtig god telefon, men uanset hvordan man end vender og drejer det, så var den bare for tyk og for tung. 10,7 mm og hele 185 gram for at være helt præcis. Vi kaldte den for en ”smukt designet mursten”, hvilket kostede os en røffel fra selveste Kevin Shields, Nokias chef for produktudvikling, da vi mødte ham på Mobile World Congress i Barcelona i februar måned. Da vi talte med ham om Lumia 920’s design, gjorde Shields sågar et stort nummer ud af at demonstrere, at den store smartphone sagtens kunne puttes i lommen på et par stramme jeans, selvom vi havde påstået det modsatte i vores test.

Men noget tyder på, at man alligevel har lyttet til kritikken hos Nokia, for Lumia 925 er med få undtagelser helt magen til forgængeren, men med den afgørende forskel, at Lumia 925 er væsentlig lettere og slankere!

16sld-nokia-lumia-920-925-10

Tyndere design koster skærmkvalitet
De små forskelle på Lumia 920 og Lumia 925 skyldes blandt andet det slankere design. Lumia 920 understøttede nemlig trådløs opladning, hvilket krævede plads til en induktionsspole udover resten af indmaden, og det kostede selvfølgelig på vægten. Således understøtter Lumia 925 altså ikke trådløs opladning, med mindre man køber et ekstra cover til telefonen.

Blandt andre forskelle kan vi nævne, at Lumia 925 kun kommer med 16 gigabyte indbygget lager i modsætning til de 32 gigabyte, som Lumia 920 blev født med, og så er der også forskel på skærmen. Lumia 920 kom med et IPS-display, mens Lumia 925 i stedet kommer med en skærm af typen AMOLED. Det er for så vidt et klogt valg, da AMOLED-teknologien gør skærmen tyndere, end det er muligt med et IPS-display, men det koster også på billedkvaliteten. Nokia siger, at Lumia 925-skærmen er udstyret med noget, Nokia kalder for ClearBlack-teknologi, og det er da også en kendsgerning, at sort på denne skærm vitterlig er sort. Men ClearBlack-betegnelsen er nok mest marketing-gejl, for den helt sorte sort skyldes helt enkelt, at AMOLED-teknologien ikke bruger bagbelysning, og hvor Lumia 925 måske har en bedre sort end Lumia 920, så lider den til gengæld under et ret stort problem med gulstik.

Hvid er altså ikke hvid, men snarere gullig, hvilket bliver ekstremt tydeligt, når man placerer Lumia 925 ved siden af en smartphone, der gør brug af IPS-teknoligien, som for eksempel iPhone 5. Nokia Lumia 925 giver faktisk brugeren mulighed for manuelt at ændre på skærmens farvetemperatur, men hvis man gør temperaturen mere kølig ender man i stedet med blåskær. En ordentlig hvid kan man godt glemme alt om.

Lumia 925 har heller ikke ligefrem verdens bedste betragtningsvinkel, og alt i alt må vi kalde skærmen lidt af en skuffelse. Især fordi en af de andre fordele, som AMOLED-teknologien skulle sikre, nemlig længere batteritid, absolut ikke hører til blandt denne telefons egenskaber.

Selvom de to telefoner kommer med næsten de samme specs ER der forskel på Lumia 920 (til venstre) og Lumia 925 (til højre).
Selvom de to telefoner kommer med næsten de samme specs ER der forskel på Lumia 920 (til venstre) og Lumia 925 (til højre).

Løber hurtigt tør for strøm
Tværtimod blev vi nærmest provokerede over, hvor dårlig batteritid man får med Lumia 925. Henover weekenden tog vi opladerstikket ud af telefonen ved 15-tiden, og da var den helt opladt. I løbet af eftermiddagen og aftenen brugte vi telefonen sporadisk til lidt chat via Whatsapp og Viber, lidt Facebook, lidt surfen rundt på nettet, og det var det. Vi havde ingen samtaler, lyttede ikke til musik og så ikke film, men cirka 10 timere senere døde batteriet. Og det mønster har gentaget sig i dagene efter. Selv på en dag, hvor vi ikke bevægede os uden for en dør overhovedet, så der kan altså ikke være tale om problemer med at få netværksforbindelse eller lignende.

Konklusionen må desværre blive, at Lumia 925 kommer med et elendigt batteri, og det undrer os faktisk, for på papiret er det nøjagtig samme slags, som sad i Lumia 920. Den havde godt nok heller ikke verdens bedste batteritid, men her skulle batteriet trods alt også drive et IPS-display. Vi er ikke vrede, Nokia, vi er skuffede.

Kommer med fede apps
Og det mener vi bogstaveligt, for Nokia Lumia 925 er ellers en rigtig sjov smartphone, som man oven i købet kan købe for en pris, der plejer at være det man betaler for smartphones i et helt andet segment. Kun godt 3.000 danske kroner skal man give for Lumia 925, og så kommer den med den helt nye Amber-version af Windows Phone 8 og en masse nye Nokia-apps, der især gør kameraet til et fedt socialt værktøj.

Med Nokia Smart Cam kan man blandt andet tage "stop-motion" action shots som dette.
Med Nokia Smart Cam kan man blandt andet tage “stop-motion” action shots som dette.

For eksempel Nokia Smart Cam, som man kan bruge til at tage såkaldte action shots, der fryser action-sekvenser i en slags stop-motion på et still-billede, eller Nokia Glam Me, som gør det til en fornøjelse at tage selvportrætter til Facebook, Twitter, Instagram eller hvor man nu ellers poster den slags. Til udvalget af Nokia-apps hører også de mange lokationsbaserede tjenester som HERE Maps, HERE Transit, HERE Drive og HERE City Lens, der er en augmented reality-app, der bruger kameraet og et ekstra lag af informationer til at guide brugeren rundt i byen.

Hertil kommer, at Windows Phone 8 ikke længere lider helt så meget under den mangel på apps, der tidligere var et stort problem for Microsofts alternativ til iOS og Android. Nuvel, vil man for eksempel bruge Instagram, må man gribe til en uofficiel app ved navn Metrogram (der endnu ikke understøtter video), og en officiel YouTube-app findes i skrivende stund heller ikke, da Google igen og igen har stukket en pind i det hjul for Microsoft, men så kan man for 7 kroner i stedet investere i Metrotube, og så er den ged barberet.

På lydsiden leverer Lumia 925 nok til at gøre os glade, selvom vi ikke blev så imponerede over Nokias nyeste smartphone som over HTC One, der med dedikeret forstærker og Beats Audio stadig er den bedst spillende smartphone på markedet. Nokia Lumia 925 skal snarere sammenlignes med iPhone 5 og byder altså på god volumen og et klart lydbillede i alle frekvensområder. Dog skal man holde sig fra den indbyggede ”Dolby Headphone”-lydforbedring, da den blot får musikken til at lyde, som havde man stukket hovedet ned i en blikdåse.

Konklusion
Testens underrubrik er også den vigtigste konklusion: Nokia Lumia 925 er den telefon Nokia burde have lavet i stedet for Lumia 920. Den er lettere og slankere og kommer alligevel med en masse af de fordele, der trods alt gjorde Lumia 920 til en rigtig fed smartphone. Nokias mange apps til kameraet og til navigation gør telefonen sjov at bruge til daglig, og Windows Phone 8 er som platform generelt ved at komme efter det, hvad angår udvalget af apps.

Desværre lider skærmen af gulstik, og batteritiden er en katastrofe. Begge dele trækker ned i den samlede vurdering, og det samme gør den begrænsede lagerplads på kun 16 gigabyte, der ikke kan udvides. Men til en pris på kun godt 3.000 kroner er det noget, man bør kunne leve med. Faktisk findes der næppe nogen smartphone på markedet lige nu, der er så god til prisen som Lumia 925.

Home mener

Nokias egne apps Prisen Nyt slankt design Skærmen har gulstik Kun 16 gigabyte lager Dårlig batteritid

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Vil du læse hele artiklen?

Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.

Allerede abonnent? Log ind.

  • Prøv LB+ i 30 dage
    Kun 29,-

    Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.

  • LB+ Total i 12 mnd
    93.25 kr/mnd

    Du sparer 312 kr

Ønsker du kun adgang til Lyd & Billede eller L&B Home?

Klik her for at bestille adgang til Lyd & Billede

Klik her for at bestille adgang til L&B Home

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Xiaomi har lyttet til kritikken

Scroll to Top