SUPERTILBUD PÅ LYD & BILLEDE. 30% DENNE UGE! SE TILBUDET HER!

TEST : Motorola One Vision

Ny konge af mellemklassen

Trods enkelte udfordringer leverer Motorola One Vision mere, end man rimeligvis kan forvente til prisen. Her er der virkelig tale om mellemklasse med superkræfter.

Motorola One Vision

Lyd & Billede mener

21:9-skærmen giver dig biografoplevelse med film og video, og trods små problemer er kameraet særdeles godt til prisen. Med Android One er du garanteret vigtige opdateringer fra Google, og ydelsen imponerer også.
Lyden er mudret og kunstig i hovedtelefoner, og mobilen har kun én indbygget højttaler. Mangler trådløs opladning, og kameraet har problemer med korrekt eksponering af billeder.
Operativsystem: Android 9 Pie
Skærm: 6,3” LTPS IPS, 21:9, Full HD+ (2520 x 1080), 432 ppi
Processor: 2,2 GHz Exynos 9609 octa-core
Hukommelse: 4 GB RAM / 128 GB lager (+ microSD op til 512 GB)
Kameraer: 48 Mp + 5 Mp f/1.7 (primært) / 25 Mp f/2.0 (front)
Trådløst: 4G/LTE, 802.11a/b/g/n/ac, Bluetooth 5.0, NFC, A-GPS, GPS, GLONASS, Galileo
Mål og vægt: 160,1 x 71,2 x 8,7 mm / 180 g
Batteri: 3500 mAh, 15 W TurboPower
Web: motorola.com/dk/home
Vis mere
Vis mindre

Vejl.pris 2.290 kr

Geekbench 4: 1.606 (single-core) / 5.466 (multi-core)
AnTuTu 7: 149.590
PCMark Work 2.0: 6.552
Basemark Web 3.0: 221,57
Batteritest: 6:26 timer

Som navnet mere end antyder, kom Motorola One (som vi testede lige før jul sidste år) med Android One. Det er en “ren” udgave af Android, nærmest støvsuget for alle de ekstra apps, som mobilproducenter ellers gerne præinstallerer på deres smartphones. Det har bl.a. den fordel for dig, at din mobil modtager en sikkerhedsopdatering fra Google én gang om måneden, samt at mobilen opdateres med nye Android-versioner de første to år af sin levetid.

Desværre var Motorola One på de fleste andre punkter noget af en skuffelse, så derfor er det mere end glædeligt, at Lenovo-ejede Motorola med den nye One Vision nu virkelig har taget skeen i den anden hånd.

Selv om der er tale om den direkte efterfølger til Motorola One, så har One Vision mere tilfælles med Motorola moto G7 Plus, som vi for få måneder siden ikke tøvede med at kalde “kongen af mellemklassen”. Motorola One Vision koster sågar en smule mindre end moto G7 Plus, så det store spørgsmål er, om Motorola kan slå sig selv af pinden og sætte en ny smartphone på mellemklasse-tronen.

Motorola har fundet plads til frontkameraet på One Vision ved at udstanse et lille hul øverst til venstre i skærmen. På den måde går skærmbilledet næsten til kanten hele vejen rundt.

Udseende og konstruktion

Hvad udseendet angår, er Motorola One Vision dog mere lig sin direkte forgænger, Motorola One. Begge modeller har spejlblanke overflader og glas på både for- og bagside (Gorilla Glass 3) med fingeraftrykslæseren placeret i midten på den øverste halvdelen af bagsiden, så den er nem at nå med en pegefinger.

Hvor moto G7 Plus havde et markant cirkulært kameramodul på midten af bagsiden, sidder kameraerne på Motorola One Vision øverst til venstre på bagsiden. Og havde det ikke været for det lille M-logo på fingeraftrykslæseren, ville Motorola One Vision have været svær at skelne fra de fleste andre billigere Android-mobiler på markedet.

Glasoverfladen betyder, at mobilen er meget glat, så pas på, hvor du lægger den. Hvis overfladen ikke er helt plan, lever Motorola One Vision sit eget liv og ryger hurtigt på gulvet! Heldigvis følger der et gratis cover af silikone med i pakken, som løser problemet.

Derudover er Motorola One Vision på grund af det specielle 21:9-skærmformat (mere herom herunder) temmelig aflang, dog ikke helt så meget som Sony Xperia 1, en anden smartphone med skærm i 21:9-format. Til gengæld er den nem at holde om og virker relativt let, vægten på 180 gram til trods.

Det primære kamera har to objektiver og optisk billedstabilisering (OIS). Hovedsensoren er på 48 megapixel, og dertil kommer en dybdesensor på 5 megapixel.

Skærm

Og ja, Motorola One Vision kommer ligesom førnævnte Sony Xperia 1 samt Sony Xperia 10 Plus med en skærm i det aflange 21:9-format, som vi kender fra biograferne. Det giver mere plads til dit feed i Facebook-app’en, og det samme gælder websider. Både YouTube og Netflix har også en del indhold tilgængeligt i 21:9-formatet. På Netflix gælder det f.eks. to tredjedele af de tilgængelige film. Desuden er der også en række spil, som tilpasser sig 21:9-skærmen.

Til gengæld må man leve med sorte bjælker til højre og venstre for billedet i forbindelse med indhold (både apps, spil og video), som ikke understøtter formatet.

I øvrigt dækker skærmen hele forsiden, hvilket betyder, at Motorola One Vision ender med at føles knap så aflang som Sony Xperia 1, der var blevet udstyret med en smal sort bjælke i toppen af skærmen for at give plads til frontkameraet og en højttaler. Motorola har i stedet fundet plads til frontkameraet på One Vision ved at udstanse et lille hul øverst til venstre i skærmen. På den måde går skærmbilledet næsten til kanten hele vejen rundt.

Skærmopløsningen på 2520 x 1080 pixel (Full HD+, 432 ppi) er høj nok til, at mobilen har et ret skarpt skærmbillede, og med en lysstyrke på 468 nit fungerer One Vision også fint i sollys. Forvent ikke at blive overvældet af denne skærm, men til prisen er den mere end hæderlig.

Kamera

Det primære kamera har to objektiver og optisk billedstabilisering (OIS). Hovedsensoren er på 48 megapixel, og dertil kommer en dybdesensor på 5 megapixel. Der benyttes såkaldt Quad Pixels-teknologi, som kombinerer fire pixels til én 1,6 mikrometer pixel. På den måde leverer sensoren større lysfølsomhed, og slutresultatet bliver billeder på 12 megapixel.

Under helt almindelige forhold tager Motorola One Vision da også flotte billeder, og kameraet er mere end godt nok til de fleste. Vær dog opmærksom på, at mobilen bliver udfordret, så snart lysforholdene er besværlige.

Jeg var i Rovinj i Kroatien, da jeg testede Motorola One Vision, og kameraet leverede desværre skuffende resultater, hver gang motivet havde for mange kontraster – f.eks. stærkt sollys kombineret med skygge. Så blev de lyse dele af billederne kraftigt overeksponeret. Til gengæld er farvegengivelsen ret god, og kameraet tager også glimrende billeder i mørke omgivelser.

Alt i alt får man mere og bedre kamera for pengene med Motorola One Vision, end man normalt kan forvente i prisklassen.

Her har jeg fotograferet havet gennem en port. Kameraet har store problemer med eksponeringen af vandet og de andre områder, der rammes af sollyset. (Foto: Peter Gotschalk)
Præcis samme motiv fotograferet med OnePlus 7 Pro. Her er belysningen korrekt, og man kan se alle detaljer – både lys og skygger. (Foto: Peter Gotschalk)
Farvegengivelsen og skarpheden er i top, så snart lysforholdene er mere almindelige. Som her på et marked i Rovinj i Kroatien. (Foto: Peter Gotschalk)
Kameraet tager glimrende nærbilleder, og farvegengivelsen er livlig uden at være overgearet. (Foto: Peter Gotschalk)
Kameraet på Motorola One Vision har en række sjove funktioner, som virker glimrende. Bl.a. Spotfarve, hvor du kan vælge at fremhæve et særligt objekt i billedet, mens baggrunden holdes i sort-hvid. (Foto: Peter Gotschalk)
Motorola One Vision har nok problemer med stærk kontrast, men kameraet tager fine billeder, når mørket falder på. (Foto: Peter Gotschalk)

Lyd

Hvis 21:9-skærmen bringer dig tættere på biograffølelsen, gælder det desværre ikke lyden. For at være helt ærlig, så er netop lyden nok One Visions svageste punkt. Selv med gode hovedtelefoner er lydbilledet mudret og underlig kunstigt. Der er heller ikke meget saft og kraft over lydstyrken, og bedst lyder mobilen faktisk helt uden hovedtelefoner.

I modsætning til Motorola moto G7 Plus er Motorola One Vision desværre ikke udstyret med indbyggede stereohøjttalere, men må nøjes med en enkelt højttaler i bunden af telefonen, ved siden af USB-C-indgangen. Den kæmper til gengæld for sagen og leverer et ganske hæderligt resultat.

Ydelse og funktioner

Under motorhjelmen på Motorola One Vision sidder en Exynos-processor fra Samsung – fra samme familie, som Samsung selv bruger i Samsung Galaxy A50. Men Motorola får mere ud af processoren, end Samsung gør i deres egen telefon, og One Vision klarer sig også bedre i vores benchmark-tests end alle konkurrenterne i samme prisklasse, herunder Sony Xperia 10 Plus og Motorolas egen moto G7 Plus.

Faktisk præsterer den på niveau med Nokia 8.1, der ellers kostede næsten en tredjedel mere end Motorola One Vision, da den kom på markedet, og i øvrigt på ingen måde er lige så fuldendt et produkt som Motorola One Vision.

I daglig brug er oplevelsen også positiv. Motorola One Vision kører helt store spil som Asphalt 9 og Into the Dead stort set uden problemer, og når man navigerer rundt i menuer og på websider, foregår det også uden afbrydelser.

Nå ja, så skal det også lige nævnes, at batteritiden er ganske imponerende. Heldigvis, for hurtigopladning er ikke lige mobilens stærke side, og trådløs opladning har den ikke.

Konklusion

Er Motorola One Vision en bedre mellemklassemobil end Motorola moto G7 Plus? Ja, det er den nok. Designet er lidt kedeligere, og faktisk byder moto G7 Plus på bedre lyd, men både i forhold til skærm, kamera og ydelse vinder Motorola One Vision i den indbyrdes konkurrence.

Valget af 21:9-formatet er modigt, men rigtigt for netop denne mobil, for dermed adskiller den sig positivt fra de mange konkurrenter i prisklassen. Samtidig leverer den på et niveau, som man egentlig ville forvente fra langt dyrere smartphones.

Er du på udkig efter en prisbillig mobil, der kan opfylde langt de fleste behov på højt niveau, så taler meget for, at Motorola One Vision er det rigtige valg.

Vi sætter stor pris på, at du læser Lyd & Billede!
for at læse videre.

Prøv Lyd & Billede i 30 dage for 19 kr

Få fuld adgang til alle artikler på lydogbillede.dk
Nordens største testarkiv, guider, anmeldelser og ugentlige nyhedsbreve.
Se flere muligheder her
forfatter

Peter Gotschalk

(f. 1973): Udviklingsredaktør og journalist. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.
1 kommentar

  1. Jeps, den er fremragende. Den er nu min foretrukne. Min OP5T er lagt i skuffen.
    Jeg er vild med formatet og batteritiden. Håber Motorola fortsætter med at lave så gode mobiler.

Der er lukket for kommentarer.

    Læs også

    De kompakte JBL L82 Classic giver så meget sjov for pengene, at vi udråber dem til bedst i klassen.
    iPhone 12 Pro Max tørrer gulv med konkurrenterne og har det bedste kamera, vi har set hidtil.
    Sonys topspecificerede spilkonsol byder på lynhurtig ydelse og knivskarp grafik – skræddersyet til næste generation af avancerede spil.
    Apple iPad Air og Samsung Galaxy Tab S7+ 5G i drabelig tvekamp.
    Denon har aldrig lavet en bedre surround-forstærker end jubilæumsmodellen AVC-A110.
    Hvis du skifter den gamle strømforsyning ud med en ny, kan det ske, at du bliver lige så overrasket, som vi blev.
    En digital notesblok er en meget bedre idé, end det lyder. Især når den er så god som reMarkable 2.
    For dem, der har råd, får man nok ikke bedre lyd fra den digitale musiksamling eller fra streaming-tjenester. Hvem der bare var rig!

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Apple iPad Air (2020)

    Vejl.pris 7499 kr Bedste iPad Air til dato

    Apple iPad Air (2020) vs. Samsung Galaxy Tab S7+ 5G

    Vejl.pris kr Et heftigt dilemma

    Samsung Galaxy Tab S7+ 5G

    Vejl.pris 9499 kr Fantastisk tablet til både underholdning og produktivitet

    reMarkable 2

    Vejl.pris 3380 kr Digital notesblok
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.