TESTS GUIDES FILM & TV HØJTTALERE TV HOVEDTELEFONER HI-FI FOTO SMART HOME HJEMMEBIOGRAF COMPUTER MOBIL GAMING

: HTC One M9

Lynhurtig luksusmobil

HTC One er stadig en ikonisk telefon, men lider af nye børnesygdomme.

Lyd & Billede mener
+Et luksusfølelse, der skiller sig ud fra konkurrenterne. Brugerfladen har gode funktioner uden at sløve telefonen. Fremragende lyd og imponerende ydelse.
-Bliver meget varm, når den belastes hårdt. Kameraet giver flere detaljer, men præsterer dårligt i svagt lys. Virker mere konservativ end innovativ.
Specifikationer
  • Operativsystem: Android 05.02 Lollipop
  • Skærm: 5,0" IPS, 1080 x 1920, 441 ppi
  • Processor: 4 x 2,0 GHz + 4 x 1,5 GHz Snapdragon 810
  • Hukommelse: 3 GB ram / 32 GB lager (+ microSD-kort op til 128 GB)
  • Kamera: 20 MP BSI f/2.2 + 4 MP f/2.0
  • Trådløst: 4G LTE, Wi-Fi ac, Bluetooth 4.1 aptX, NFC
  • Mål og vægt: 145 x 70 x 9,6 mm / 157 g
  • Batteri: 2840 mAh, 22 timers tale, 402 timers standby
Vejl. pris 6000

Lige siden den første HTC One har serien været blandt vores absolutte favoritter, ikke mindst fordi det stort set er de eneste Android-telefoner, der virkelig føles som premium-produkter. De har også haft innovative funktioner som fremadrettede stereohøjttalere med god lyd og kameraer, der har eksperimenteret med større pixels og dybdeskarphed.

Den nye M9 afviger ikke voldsomt fra konceptet, men føles som nummer tre i en sammenhængende serie.

Udseende og konstruktion

Ligesom tidligere er hele telefonen i metal, hvilket gør, at den virker meget stiv og solid. Desuden føles den mere luksuriøs end konkurrenternes mere eller mindre plasticagtige ydre. Men følelsen af, at den er i ét stykke, er væk, da der nu er en skarp kant hele vejen rundt. Det er en skam.

Finishen er mørkegrå eller sølvfarvet med diskrete guldfarvede sider. Virkelig flot efter vores mening. Metalskallen gør den modstandsdygtig over for slag, men desværre er den ikke vejrtætnet.

Power-knappen er flyttet om på siden. Det gør den lettere at nå, men betyder også, at det er nemmere at ramme den ved en fejltagelse. Både den og volumenknapperne er nemlig meget tynde og svære at finde med fingeren. På siderne finder vi også luger til SIM-kort og SD-kort. Sidstnævnte kan rumme op til 128 gigabyte, hvilket er godt, da den indbyggede lagerplads kun er 32 gigabyte.

HTC-One-M9_Silver_3V_webb[1]

Skærm

I modsætning til konkurrenterne har One M9 ikke nogen monsterstor skærm eller vanvittig opløsning, men holder sig til 5 tommer og Full HD. Det er dog tilstrækkelig stort, og pixeltætheden på 441 ppi er mere end nok til at gøre den skarp og detaljeret.

IPS-panelet giver en god betragtningsvinkel og flotte farver. Sortniveauet er godt, og skærmen er relativt lysstærk, hvilket giver den fremragende kontrast. I det hele taget er den fuldt på niveau med forgængeren M8.

HTC-One-M9_Silver_Back_webb[1]

Kamera

Det mest overraskende ved M9 er, at HTC pludselig er gået bort fra deres tidligere UltraPixel-filosofi. Den indebar, at sensoren kun var på 4 megapixel, men at hvert sensorpunkt kunne gøres større, så det fangede mere lys. Kort sagt bedre billeder i svagt lys. Derimod fik man færre detaljer, hvilket gjorde det svært at “zoome” ved at beskære f.eks. et højopløst landskabsbillede. Nu har HTC så flyttet det kamera om foran til selfies, hvilket er godt tænkt.

HTC-One-M9-påskris-crop[1]
Det primære kamera er i stedet blevet et mere traditionelt på 20 megapixel. Ideen fra M8 med at kunne ændre fokus på billedet senere er også skrottet. Resultatet er, at man får betydelig flere detaljer i billederne, men har mistet fordelen af høj lysfølsomhed. I svagt lys er billederne nu så udtværet af billedbehandlingen, at de ser slørede ud.

Under normale forhold får man skarpere billeder, men der mangler dynamik i farverne.

HTC-One-M9-sushi-dark-crop[1]

HTC-One-M9-sushi-light-crop[1]

Lyd

God lyd har lige fra starten været noget, der fik One-serien til at skille sig ud. I begyndelsen samarbejdede HTC med Beats Audio, men fra M9 er det med Dolby.

De to fremadrettede højttalere med gode forstærkere er der stadig, og takket være Dolby Audio Surround får vi nu også et virtuelt større lydbillede. Det er faktisk første gang vi oplever, at man reelt får stereoeffekt fra en almindelig smartphone. Også med et par ordentlige hovedtelefoner er lyden rigtig god.

HTC-One-M9_Gunmetal_PerL_webb-460x189[1]

I brug

HTC’s Sense, der nu er nået til version 7, er en af de bedste brugerflader til Android. Blandt de nye funktioner er fleksible temaer og et BlinkFeed, der ikke alene serverer nyheder og sociale medier, men nu også giver oplysninger efter, hvor du befinder dig. Det samme gælder startskærmen, som nu kan præsentere forskellige programmer, afhængigt af om du er på arbejde eller derhjemme. Det fungerer ikke optimalt endnu, men virker interessant. Og Sense sløver ikke din telefon.

Ydelse

Takket være den nye Snapdragon 810 processor er HTC One M9 skræmmende hurtig. I hvert fald et stykke tid, for hård belastning gør telefonen ubehageligt varm. Ny software har gjort problemet mindre, men trækker også hurtigt ydelsen ned for at afkøle mobilen. Det lykkedes os dog at få et rekordresultat fra Geekbench 3 på henholdsvis 1.095 (single-core) og 3.853 (multi-core). I Browsermark er 1.567 godt, men ikke lige så imponerende.

Batterilevetiden oplevede vi som over gennemsnittet.

geekbench-chart[1]

Konklusion

HTC One fortsætter i sin tredje udgave med at imponere os med fremragende kvalitet, let anvendelige funktioner og en luksusfølelse, der slår konkurrenternes. Med sine stereohøjttalere har den også bedre lyd end nogen anden mobiltelefon. Derimod imponerer det nu helt traditionelle kamera ikke. Og så er vi lidt bekymret over, at den bliver så varm, men disse problemer kan muligvis fikses med en opdatering.

Selv om vi ikke længere elsker den uforbeholdent, nærer vi altså stadig varme følelser for HTC One M9.

LB+ TILBUD: Få fuld adgang til L&B + i 1 uge for kun 14,-
Læs alle artikler, få adgang til vår købeguide med over 5000 tests, sidste nyhedsbrev og mye mer.

Skriv en kommentar

forfatter

Jonas Ekelund

(f. 1969): Freelancejournalist. Jonas har arbejdet for Lyd & Billede siden 2007 og skriver om det meste, der kan kaldes bærbart, dvs. smartphones, trådløse højttalere og hovedtelefoner. Indimellem trænger hans tests sig ind på kollegernes områder – multirumslyd, hjemmebiograf og foto. Jonas startede sin karriere som tech-journalist på IDG og har skrevet for PC för Alla, Internetworld og det, der senere blev til M3.