De bedste mobiler til jul

Prisgunstig mobil under ­juletræet

Lige under luksusmodellerne finder vi de smartphones, der giver mest valuta for ­pengene.

mobiler til jul

Her op til jul er der mange, der ønsker sig en nyere mobiltelefon. Og dermed er der også mange abonnementer, der skal fornyes. Med andre ord er der run på mobiltelefoner på denne tid af året. Og det er da også fristende at se de nyeste flagskibsmobiler med deres monsterpræstationer, enorme skærme, masser af lagerplads og kameraer, som vi ikke havde forestillet os for et år siden.

Men siden Apple brød prisbarrieren på 8.000 kroner, er konkurrenter fulgt efter med telefoner, der får stadig mere vanvittige prissedler. I dag kan man faktisk risikere at give mere for en smartphone end for en fuldt anvendelig bærbar computer!

Så hvad gør man, hvis man ikke vil sælge bilen for at købe telefoner til ungerne? Jo, man kigger på de lidt enklere varianter af producenternes luksusmodeller. Standardvarianter, der kan koste 25-50 procent mindre end de dyreste modeller på markedet.

Hvad er det så, man ikke får, når man slækker på ambitionerne?

Det kan være en lidt langsommere processor – men man får stadig samme ydelse som sidste års bedste mobiler, og det kommer man langt med. Måske er der også et objektiv mindre på kameraet – men vi tager trods alt stadig flest billeder med standardobjektivet. Skærmen kan være en smule mindre – men den er stadig lige så stor som på sidste års topmodeller. Og mobilen har måske mindre lagerplads – men i dag, hvor vi gemmer det meste i skyen og streamer medier, er det mindre vigtigt.

Den rigtige mobil til dig

Den bedste måde at spare penge på er ikke at betale for ting, der ikke betyder så meget for dig. Når man sidder og sammenligner konkurrenternes specifikationer, er det let at tro, at man altid skal have det bedste.

Hvordan bruger du din mobil? Sidder du ofte og ser film i toget eller i sengen? Så er en stor skærm nok en god idé. Hvis du derimod bruger en tablet til den slags, er det måske vigtigere, at mobilen er nem at have med, og derfor at den har en mindre skærm.

Hvis du er på farten hele dagen, kan det være vigtigt med god batterilevetid. Hvis du derimod mest rejser mellem hjem og arbejde, kan du oplade flere gange om dagen, og så er det mindre interessant. Især da alle telefonerne i testen nu understøtter hurtigopladning.

Spiller du meget på din telefon? Så er ydelsen vigtig, så spillene ikke hakker, og du taber kampen. Hvis du derimod er en mere almindelig bruger, er det spild at købe et præstationsmonster. Lige så lidt, som du har brug for en Ferrari til at købe mælk.

Læs videre
Exit mobile version