Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi

test: Asus Zenfone 4 ZE554KL

Fotomodel fra Asus

Asus vil være en medspiller på smartphone-markedet. ZenFone 4 henvender sig til mobilfotografen, der vil se det store billede.

Skrevet af / 18/10/2017 - 09:35
Asus Zenfone 4 ZE554KL
John Alex Hvidlykke

Taiwanske Asus er på ingen måde et ukendt navn. Inden for computere og især gaming-udstyr er de blandt de største, og de har ofte været gæster på vores testbænk. Også smart-ure og tablets har vi set fra dem.

Mobiltelefoner fra Asus er til gengæld en nyhed. I hvert fald på vore breddegrader. Asus har faktisk siden 2014 lavet Android-smartphones, men de er aldrig blevet officielt lanceret i Skandinavien.

Det skal der laves om på nu. Ved et stort anlagt lanceringsshow i Rom for nylig præsenterede Asus intet mindre end fem smartphones til det europæiske marked. Alle har fået produktnavnet Zenfone 4, men henvender sig til forskellige målgrupper.

Vi ser i denne test på “normaludgaven”, der blot hedder Zenfone 4 (med modelkoden ZE554KL), men vender tilbage med tests af de øvrige modeller, i takt med at vi kan få fat på dem.

Godt med hukommelse

Asus har spenderet en ottekerners Snapdragon 630-processor på Zenfone 4. Det er ikke nogen top-CPU, men rimeligt i prisklassen. Og med 4 gigabyte ram om bord virker brugerfladen aldrig sløv eller presset. Der er 64 gigabyte lagerplads, hvilket er på niveau med flere af markedets topmodeller. Bliver pladsen for trang, kan man udvide med et microSD-kort på op til 256 gigabyte, som dog dermed optager den ene af de to SIM-kortpladser.

Skærmen er en IPS+ skærm på 5,5 tommer. Opløsningen er kun Full HD, men den er lysstærk og lækker at se på.

 

Designet er diskret underspillet. Zenfone 4 fås i sort, hvid og himmelblå. Foto: Asus

 

Af ydre har Asus valgt det sikre: Et unibody-design i aluminium med sort Gorilla Glass på for- og bagside og en synlig metalkant hele vejen rundt. Det er nydeligt, men anonymt, og ligner til forveksling en række andre smartphones. Kun et nedtonet logo på bagsiden afslører producentens navn.

Der er en USB-C-port til opladning og heldigvis også fortsat en 3,5 mm hovedtelefonudgang. Fingeraftrykslæseren er indbygget i Home-knappen.

Tre kameraer

Som det er blevet mode på især flagskibsmodeller det sidste års tid, er der hele tre kameraer på ZenFone 4: En normal 25 mm optik med optisk billedstabilisering til standardbilleder (83 graders billedvinkel), en 12 mm vidvinkel (120 graders billedvinkel) til at få hele landskabet med og så selvfølgelig et 25 mm selfie-kamera. Normaloptikken er udstyret en 12 megapixel sensor, og de to andre kameraer med 8 megapixel.

Asus Zenfone 4 har tre kameraer: Normaloptik, vidvinkel og selfie-kamera. Foto: Asus

 

Zenfone 4 understøtter selvfølgelig HDR. Og vil man virkelig lege med billederne, kan den gemme i ukomprimeret RAW-format. Foto: L&B

 

Ud over at give valgfrihed mellem billedvinkler bruges dobbeltkameraet også til digitale special effects. Har du en portrætfotograf gemt i maven, kan du få motivet til at stå skarpt, mens baggrunden gøres diffus. Effekten hedder naturligt nok “Portrait mode” på engelsk, men er ved en oversættelseskatastrofe blevet til “Stående” på dansk.

dybdeskarp2 dybdeskarp1
<
>
Dobbeltkameraet gør det muligt at lave dybdeskarphedseffekter, som vi kender fra spejlreflekskameraer. Foto: L&B

 

En anden special-mode er “Super resolution”, hvor fire billeder digitalt kombineres til ét med hele 48 megapixel opløsning. Man kan også tage slow motion og timelapse-billeder. På videosiden kan der filmes 4K-video med 30 billeder i sekundet. Sidst, men ikke mindst kan man gemme billeder i raw-format fra begge hovedkameraer.

 

zenfone4_normal1 zenfone4_wide1 zenfone4_normal2 zenfone4_wide2
<
>
Peterspladsen i Rom - normaloptik. Foto: L&B

 

zenfone4_1 zenfone_zoom1 cof
<
>
Asus Zenfone Zoom S (god belysning). Foto: L&B

 

HD-lyd

Også lyden er der gjort noget ud af på Zenfone 4. Med understøttelse af 24 bit/192 kHz HD-lyd er det ikke opløsningen, der sætter begrænsningerne. Men det kan selvfølgelig være underordnet, så længe lyden høres gennem de to indbyggede højttalere. Via hovedtelefoner er det en anden snak. Og her kan man få 7.1 kanalers virtuel surround-lyd takket være DTS Headphone:X. En “AudioWizard” hjælper med opsætning og trimning af lyden efter udstyr (og smag).

Benchmarks

Der er gjort meget ud af lyd og billede på Zenfone 4, men det er stadig en mellemklassetelefon, så man kan ikke få det hele på én gang. Hastigheden er tilstrækkelig til normal brug, men hvis du køber en mobil for at spille tunge 3D-spil eller køre masser af apps på samme tid, må du lægge flere penge på disken.

Målt i tørre tal klarer Zenfone 4 en Geekbench-score på 4.174 i multi-core og 866 i single-core. AnTuTu 6 grafiktesten giver et resultat på 68.294, hvilket er omkring det halve af Samsung Galaxy S8 Plus. Men det er prisen på den anden side også!

Asus lover “to dages batteritid” fra 3300 mAh batteriet. Det kommer rimeligvis an på, hvor stor en del af de to dage man tilbringer bøjet over telefonen. Men PCMark batteritesten drænede den for 80 procent af strømmen på seks timer og 30 minutter. Med konstant brug og fuldt blus på skærmen. Det er rigtig pænt.

Konklusion

Asus dypper tæerne i hajfyldt farvand ved at kaste sig ud på smartphone-markedet. Og det er spørgsmålet, om de vil være i stand til at lokke mobilkøberne over til sig. For alt imens Asus er blandt de helt tunge spillere på gaming-udstyr, er de den nye og ukendte dreng i klassen her.

Hvis valget for dig lige nu står mellem iPhone 8 Plus og Samsung Galaxy S8 Plus, vil ZenFone 4 ikke ændre på dette, for de befinder sig begge i en anden – og næsten dobbelt så dyr – klasse. Hvis det til gengæld handler om at finde en god, betalelig telefon, der kan sende kompaktkameraet på pension, stiller sagen sig anderledes.

Asus Zenfone 4 er en tiltalende og kvik smartphone, som har alle de rigtige features og et up-to-date styresystem. Den lækre skærm og ditto lyd opfordrer til at bruge den som underholdningsmaskine, og billedkvaliteten på de to kameraer ligger langt over, hvad man kan forvente til prisen.

Home mener

Ikke ét, men to glimrende kameraer. Lækker skærm og kvik brugerflade. Lydsiden er der også kælet for. Ikke på niveau med konkurrenternes flagskibsmodeller. Men til prisen er der ingen klager.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Supermobil på budget

Godt kommet igen, OnePlus!

Lille men kraftfuld

AI begyndelse er svær

Ikke helt overbevisende

Oneplus konkurrerer med sig selv

Gaming-mobilen er et speedmonster

Er det virkelig en ny model?

OnePlus 12 går skridtet videre

Smart-uret til mænd (og andre med store håndled)

Lige så stærk som sin storebror

Xiaomi har lyttet til kritikken

Scroll to Top