Acer har virkelig ikke abet efter alle andre med deres Iconia Tab 10. Langs de korte sider finder vi fire fremadrettede højttalere med knapper til volumenkontrol og lydindstillinger imellem.
Endnu mere usædvanligt er det, at Iconia Tab 10 har HDMI-udgang, og at der medfølger et stativ til når man vil se film. Kameraet rager ud på næsten provokerende vis, og bagsiden er riflet for at give et bedre greb. Derimod virker bagsiden ret plasticagtig og billig, og tablet’en er ikke specielt vridsikker.
Lyd og billede
Det mest interessante ved skærmen er, at den – overraskende nok – har et Quantum Dot billedpanel. Altså samme teknologi, som Samsung bruger på deres bedste tv’er for at kunne gengive HDR-materiale. Skærmen er da også lysstærk og gengiver farver på en naturtro måde.
De fremadrettede højttalere er usædvanlig gode, og lyden kan skræddersys til film eller musik med et tryk på sideknappen. Som en bonus understøtter den desuden DTS HD-lyd. Ren hjemmebiograf!
I brug
Acer har deres egen brugerflade, hvor alle apps ligger på startskærmen. En genvejsknap giver nem adgang til de almindelige indstillinger, hvilket er praktisk. Desværre indgår der en masse uønskede apps.
Det største problem er dog hardwaren. Knapperne på de korte sider sidder præcis der, hvor man holder hænderne i vandret tilstand, hvilket gør, at man let kommer til at trykke på dem ved en fejl. Og man bliver hurtigt træt af at skulle indtaste PIN-koden, da der ikke er nogen fingeraftrykslæser.
Ydelse
Med samme processor som Asus ZenPad kunne man tro, at Iconia Tab 10 var lige så hurtig. Men med langsommere hukommelse må den faktisk se sig slået med omkring 20 procents margin i mange tests. Den er dog stadig væsentlig hurtigere end Huawei MediaPad, der koster lige så meget. Med andre ord er ydelsen stadig nok til de fleste apps, hvis man ikke stiller for høje krav.
Batterikapaciteten er på niveau med Samsung Galaxy Tab, men batterilevetiden er ikke helt så god.
Konklusion
Acer Iconia Tab skiller sig ud fra mængden med rigtig gode forudsætninger for at blive en lille, bærbar biograf. Skærmen er stor med god billedkvalitet, og den er flankeret af fire fremadrettede højttalere med god lyd. Der er endda hurtigknapper på fronten til at justere lyden. Desværre er de placeret, så de er lette at ramme ved et uheld. Og der er ingen fingeraftrykslæser til hurtig oplåsning.
Hvis man kan leve med det, kan den stadig være et godt valg for dem, der først og fremmest anskaffer en tablet for at se film i sengen. Især da ydelse og lagerplads rækker fint.