HP Envy x2

Vi er ikke misundelige

Hvor går grænsen mellem tablet og bærbar computer? Det er et svært spørgsmål, men sikkert er det, at der findes et hul midt imellem de to kategorier, som HP desværre er faldet i med Envy x2.

HP ENVY

Det engelske ord “envy” betyder misundelse eller at misunde, og det er lige præcis den følelse, HP gerne vil udstråle med de mange produkter, som firmaet har navngivet Envy dit eller Envy dat. Således også denne virkelige hybrid mellem en tablet-computer og en bærbar. Og ved første øjekast er HP Envy x2 da også et lækkert produkt; fremstillet i børstet aluminium og udført i et lækkert, afrundet design.

Atomkraft
Og selve konceptet er købt. Det her er mere en tablet-computer, som kan gøre det ud for en bærbar, end omvendt (lidt ligesom ASUS’ Android-baserede Transformer Prime og Transformer Infinity tablets), og det hybride består i, at skærmen i virkeligheden er en tablet, som kan dockes på tastaturet, hvorved vi får fremtryllet en slags ultrabook. Men selv om x2 er baseret på Intels Atom-processor, så kører den stadig en fuld (32 bit) Windows 8 og kan dermed også køre alle de normale Windows-programmer. I modsætning til f.eks. Samsung Ativ Tab og Microsofts egen Surface-tablet, der kører Windows RT.

Men djævlen er i detaljen, som man siger, og man skal ikke kigge Envy x2 ret meget efter i sømmene, før irritationsmomenterne begynder at dukke op.

Dealbreaker
Aluminium til trods lægger vi bl.a. mærke til, at tastaturet knager og giver sig, når man skriver på det. Det samme gælder skærmen, som trods det meget kraftige hængsel giver sig og vipper frem og tilbage, når man holder den dockede bærbare i tastaturet.

Og så er der selve skærmen, der simpelthen er for ringe! At den er på blot 11,6 tommer, er ingen undskyldning for at nøjes med HD-opløsning, men okay, det er ikke nogen dealbreaker. Det er til gengæld de matte farver og det uskarpe billede. Selv almindelig skrift er pixeleret, og man bliver meget hurtigt træt i øjnene af at sidde med Envy x2. Det er simpelthen ikke godt nok.

Om det er en god idé at basere denne type enheder på Intels Atom-processorer, er vi heller ikke så sikre på. Ydelsen er – som vores benchmark-test viser med al ønskelig tydelighed – ikke noget at skrive hjem om. Og helt sikkert er det, at man ikke må tro, at HP Envy x2 kan gøre det ud for en primær computer. Man er nødt til at betragte den som en tablet med tastatur, og i den kategori findes der løsninger, som både er bedre og billigere!

Konklusion
HP Envy x2 havner mellem to stole. Den er for dyr til at være en ren tablet-computer, og som bærbar computer er den for langsom. Skærmen er under alle omstændigheder ikke tilfredsstillende med matte farver og et uskarpt billede. Hertil kommer et tastatur, der giver sig og knager, når man bruger det. Og i det hele taget et indtryk af halvdårlig byggekvalitet – det lækre aluminiumkabinet til trods.

Læs videre
Exit mobile version