Samsung Galaxy Tab 2 7.0 ender med testens næstdårligste Geekbench-resultat på 905, hvilket er meget langt op til Acer Iconia Tab A510, som med en score på 1.351 får testens tredjedårligste – eller fjerdebedste, om man vil – Geekbench-resultat. Kun Sony Tablet S klarer sig med en score på 828 dårligere end Samsung Galaxy Tab 2.
Sjovt nok giver den dårlige præstation på rå ydelse sig ikke udslag i langsom eller hakkende brugeroplevelse. Hverken når man navigerer rundt mellem hjemmeskærmene, eller når man browser på internettet. Vores testspil, Shadowgun, kører også glidende, men bedst af alt er Samsungs egen medieafspiller, som er komplet altædende og viser alle de mystiske formater og codecs, vi smider efter den!
Det sker så desværre på testens dårligste skærm, som må nøjes med en opløsning på 1024 x 600 pixel. Den har matte farver, og alting fremstår en smule uskarpt, hvilket skærmen så har tilfælles med de billeder, der kommer ud af tablet-computerens 3 megapixel kamera, som også er testens dårligste. Det har en elendig autofokus med uskarpe motiver til følge, og kamera-app’en er heller ikke noget at skrive hjem om. Til trods for Android 4 lader det til, at Samsung har beholdt kamera-app’en fra Android 3 (Honeycomb), og den er altså langtfra så brugervenlig, skulle vi hilse og sige.
To point skal Galaxy Tab 2 7.0 dog have på hardware-fronten. Det ene får den på grund af 3G (HSPA+), og det andet point, fordi Galaxy Tab 2 7.0 som den eneste tablet-computer i testen understøtter microSD-kort på op til 64 GB og ikke blot 32 GB!
Men alt i alt er Galaxy Tab 2 7.0 alligevel lidt af en skuffelse, og hvis man absolut vil have, at der skal stå Samsung på tablet’en, så vil vi råde til, at man enten køber udgaven på 10,1 tommer, som vi testede i Lyd & Billede/GEAR #6-7/2012, eller endnu bedre: den helt nye Samsung Galaxy Note 10.1, som netop er kommet på markedet og derfor ikke nåede med i denne test.