JBL On Tour Micro

Bedre end ingenting

JBL har fremstillet en lille, mobil højtaler, der passer i lommen. Den er bedre end de fleste mobilers indbyggede højtaler, men heller ikke mere.

JBL On Tour Micro

Selv om stort set alle mobiltelefoner har indbyggede højtalere, så er de færreste kraftige nok til at spille op til fest. Det har JBL gjort noget ved med JBL On Tour Micro, som er en lille, ekstern højtaler, der ikke er større end en ishockey-puck og dermed passer perfekt ned i lommen.

On Tour Micro har en lille forstærker på 2,2 watt og et genopladeligt litium-ion-batteri, som kan holde op til seks timer på en opladning.

I bund og grund er det jo en rigtig god idé med sådan en lille højtaler. Den koster ikke ret meget, og den skal nok blive populær på campingpladser eller i skolen i frikvarteret.

Men træerne vokser altså ikke ind i himlen, og selv om JBL On Tour Micro faktisk spiller ganske hæderligt, så har den af gode grunde svært ved at levere en ordentlig bas. Høje toner klarer den heller ikke særlig godt, og lyden bliver hurtigt grumset, hvis lydbilledet er for komplekst. Køb den for at få markant bedre lyd, hvis alternativet er din mobiltelefon.

Læs videre
Exit mobile version