Razer Kraken Ultimate

Spil for galleriet

Razer har lavet en lækker bamse af et headset, som deres trofaste fans vil elske.

Kraken Ultimate WEB 64751

Razer Kraken Ultimate er et splinternyt mellempris-headset i vanlig Razer-stil: Store, runde ørekopper og en hovedbøjle betrukket med tykt kunstlæder på ydersiden og stof på indersiden. Bærekomforten på det enorme hovedsæt er blød og magelig som en læderhjørnesofa. Ørepuderne er store som trillebørshjul og fyldt med en kølende gelé. Alt sammen naturligvis kulsort bortset fra det RGB-belyste logo på hver ørekop.

Mikrofon og USB-kabel er fastmonteret, og man kan kun bruge headsettet kablet, med USB-forbindelse. Altså ingen analog forbindelse. Mikrofonens svanehals kan skydes ind i ørekoppen. Mikrofonen har aktiv støjreduktion. Fornemt.

Lyden matcher udseendet: Stor og varm med en rund og rigelig bas. Og det er vel at mærke i den neutrale indstilling i Razer Synapse-programmet. Vælger du en af de forprogrammerede indstillinger, får du endnu mere! Det er der ikke nødvendigvis noget galt i, da spil ikke handler om hi-fi, men om oplevelser. Den tunge bas modsvares af en klingende diskant og en mellemtone, der træder lidt i baggrunden mellem de to. Ikke i en grad, så holdkammeraternes kommentarer bliver mumlende. Det hele får bare et pift af technicolor.

Razer Kraken Ultimate kommer med THX Spatial Audio, når det bruges sammen med Razer Synapse. Til surround-lyd i spil og film giver det en god effekt. Men på stereomateriale bidrager det bare med rumklang og hul lyd.

Konklusion

Konkurrencen i premiumsegmentet er benhård, og man kan få både trådløshed og analog forbindelse med til kun lidt mere. Razer har med en stor og bamset lyd i et sæt lige så bamsede ørekopper valgt at satse på sin trofaste fanbase af gamere. Og det har de gjort med godt resultat. Razer Kraken Ultimate er et headset, man har lyst til at kravle ind i og gemme sig på en regnvåd efterårsdag.

Læs videre
Exit mobile version