Logitech G PRO er en serie af spilprodukter designet i samarbejde med professionelle spillere. PRO-produkterne er kendetegnet ved at være blottet for lir og unødvendige funktioner. Alt, hvad der ikke bidrager til highscore, er barberet væk.
Også navnet er minimalistisk, hvilket kan give anledning til forvirring. Logitech G PRO-hovedsættet kan således let forveksles med headsettet af samme navn, som vi tidligere har testet.
Som det seriøse dræberredskab, det er, er alt på headsettet kulsort. Ørekopperne er superellipser af matsort plast, og en sort metalbøjle holder dem fast på den sorte hovedbøjle, der er betrukket med sort kunstlæder. Den eneste ikke strengt nøgterne detalje er de spiralsnoede kabler fra ørekopperne, der giver et finurligt retro-præg. Lydkablet og mikrofonsvanehalsen er aftagelige.
Logitech PRO-headsettet er en smule tungere end de letteste, men stadig forholdsvis uproblematisk at have på.
Selv om vi er i den billigste klasse, er lydkvaliteten fornem. Logitech giver her næsten “rigtig” hi-fi en udfordring. Hvis du foretrækker at blive gennemrystet af basdrøn, vil det være for tamt. I stedet får man en lidt fremhævet mellemtone, der gør det let at skelne detaljer.
Downloader du Logitechs styre-software, G HUB, kan lyden trimmes med equalizer-indstillinger, der bagefter kan uploades til USB-lydkortet, så “sounden” kan tages med.
Konklusion
Logitech G PRO er et uprætentiøst stykke værktøj beregnet til at spille computerspil. Der er ingen smarte features, som man ser det på andre af firmaets modeller. 7.1 kanalers virtuel surround og trådløs forbindelse får man ikke. Lyden er heller ikke imponerende. Til gengæld er den så præcis, at du ikke overhører selv det mindste fodtrin fra dine modstandere.