Sony MDR-AS600BT

Det er en ommer

Klodset formfaktor og besværlig håndtering plus en lyd, der ikke slår til.

Sony MDR AS600BT 990

(Foto: Producent)

Sidste års MDR-AS800BT ragede så langt ud af øret, at man lignede en idiot. Denne model stikker også relativt langt ud og har desuden et stort yderkammer, der virker lige så klodset som på JVC’s model. Men byggekvaliteten er bedre, og de føles lige så pålidelige, som IP-klassificeringen tilsiger. Og kammeret indeholder tydeligvis et stort batteri, for spilletiden er god.

Man får ikke noget etui med til transport, men til gengæld hele fire størrelser silikonedutter og tre størrelser vinger.

Propperne sidder ganske bekvemt, men fordi de stikker så langt ud, føles det, som om de er ved at falde ud, hver gang man rører ved dem. Og det gør man tit, for kontrolknappen sidder på den ene prop.

Det er ikke lige så irriterende som på storebror, men det burde have været lettere at justere volumen. Den skal man nemlig ofte skrue op for, da standardindstillingen er lav. Men så oplever man, at den oprindeligt behagelige lyd hurtigt bliver skinger, og jo højere volumen, jo værre lyder bassen.

 

Konklusion

Hvis man trods det klodsede udseende beslutter sig for at investere i AS600BT, vil man hurtigt møde irritationsmomenter.

Ved lav volumen lyder de temmelig godt, men når man træner, vil man gerne have lidt fart på musikken. Så er det, man støder på den unødigt besværlige kontrolknap. Og når man forsøger at trykke på den, falder proppen næsten ud af øret. Hvis det alligevel lykkes at skrue op, mærker man, at lyden pludselig er blevet meget dårligere med en tordnende bas, der ødelægger fornøjelsen ved musikken.

Læs videre
Exit mobile version