Jabras høretelefoner skiller sig ud fra mængden med deres store nakkebøjle. Den kan virke lidt akavet og betyder, at de ikke kan stoppes i lommen, når man ikke bruger dem. Men i det mindste sidder den temmelig behageligt, og takket være tre størrelser øredutter havde vi ikke noget problem at få dem til at sidde fint i ørerne.
Bøjlens størrelse betyder desuden, at der er plads til et usædvanlig stort batteri, så de holder længere end de andre hørepropper i testen. Betjeningen er også nem med store, tydelige knapper, der er lette at finde med en finger.
Med knapperne kan man aktivere funktioner som Siri eller Google Now, eller høre batteristatus. App’en tilfører flere funktioner, såsom batterimåler og mulighed for at lokalisere hørepropperne.
Derimod kan man ikke justere lyden, hvilket er lidt synd. Musikafspilning er nemlig ikke deres stærke side. Bassen mangler dybde og virker lidt ulden, mens mellemtonen mangler nærvær. Nakkebøjlen betyder til gengæld, at der er plads til en ordentlig mikrofon tæt på munden, så den, man taler med, fint kan høre én.
Konklusion
Den store nakkebøjle kan virke lidt klodset og betyder, at Jabra Halo Smart fylder en del i bagagen, men den giver visse fordele, såsom velplaceret mikrofon og fremragende samtalekvalitet. Desuden er betjeningen enkel, da de store knapper er nemme at finde, og der er plads til et stort batteri.
Som et headset til mobilen er de altså fremragende. Men hvis man primært skal bruge dem til at høre musik, bør man lede videre. Musikken bliver aldrig rigtig fængende, og basgengivelsen skuffer.