Sony MDR-XB650BT

Kraftige med tordnende bas

De bedste hovedtelefoner for dem, der vil have pumpende bas, men ikke til mere afbalanceret lytning.

Sony MDR XB650BT 990

(Foto: Producent)

Sonys hovedtelefoner er nogle af de pæneste i testen med deres aluminiumlignende ydre, der kommer i rød, blå eller sort. Det er dog lidt snyd, da det kun er den brede bøjle, der rent faktisk er af metal; resten er plast. Men til prisen er det stadig en solid konstruktion, og de virker faktisk ikke billige trods materialevalget.

Man kan lægge hovedtelefonerne helt fladt til transport, men ikke klappe bøjlen sammen, så de fylder stadig en del i bagagen. Desuden får man ikke nogen pose med til at beskytte dem i tasken.

XB650BT er relativt nemme i brug med en knap til volumen og en anden til at pause musikken og skifte sang. Takket være NFC er det let at forbinde dem med mobilen, og batterilevetiden er rigtig god. Det er heldigt, for man ikke kan bruge ledning, hvis batteriet løber tør, så det er en god idé at holde styr på batteristanden.

Bøjlen har en okay polstring, og den på ørepuderne er rigtig god, så hovedtelefonerne føles virkelig behagelige at have på. Materialet i puderne er dog meget tæt, hvilket kan gøre dem varme i længden.

Og lad os bare få det på plads med det samme: XB650BT indgår i Sonys Extra Bass-serie og er henvendt til det publikum, der vil have dundrende bas. Det får man også i store mængder, og de kan spille højt uden at forvrænge.

Vi har dog hørt hovedtelefoner med mere kontrolleret bas og undrer os over, at der ikke er en on/off-knap til basforstærkningen. Det er lidt synd, for der er egentlig ikke noget galt med resten af registreret, hvis bare man kunne høre mere af det for bassen.

 

Konklusion

Sony MDR-XB650BT er lette og behagelige, så man kan lytte i længere tid, og har et batteri, der holder længe. Desværre er der ingen backup i form af en ledning, hvis man har glemt at oplade dem.

Hvis man vil have en fest om hovedet med pumpende bas og øredøvende volumen, så er det Sonys hovedtelefoner, man skal vælge. Men desværre er bassen så dominerende, at man ikke kan nyde andre slags musik. Det er ærgerligt, at man ikke kan dæmpe bassen, så de kunne tiltale flere lyttere.

Læs videre
Exit mobile version