AKG Y50BT

Vellydende kvalitet

AKG’s hovedtelefoner føles både velbyggede og bekvemme, og har fremragende lydkvalitet.

AKG Y50BT 990

(Foto: Producent)

Man behøver bare at tage AKG Y50BT i hånden for at mærke, at det her er noget særligt. Ørekopper af aluminium og robuste metalhængsler giver et uvant indtryk af kvalitet i forhold til prisniveauet. Selv om de både kan lægges fladt og foldes sammen, får man ikke indtryk af, at de skulle være skrøbelige. Men AKG-logoet er lige lovlig skrigende i nogle af farvevalgene.

Der medfølger et rigtig godt etui til opbevaring samt ladekabel og lydledning.

Ørepuderne er godt polstret og klædt i blødt kunstlæder, der er behageligt mod ørerne. Bøjlen har ganske vist ikke meget polstring, men fordi trykket er så let, sidder de stadig bekvemt. Vores eneste ankepunkt er, at det kan blive lidt varmt om ørerne, hvis man lytter rigtig længe.

Knapperne sidder godt adskilt på den ene ørekop, så man let kan finde dem med fingeren og ikke kommer til at trykke på den forkerte knap. Det er nemt at parre hovedtelefonerne med mobilen takket være understøttelse af NFC.

Heldigvis er det ikke kun i hånden, at hovedtelefoner imponerer, men også på ørerne. Uanset hvad man fodrer dem med af musik, lyder de aldeles fremragende. Hvis man spiller finstemt musik, præsenteres detaljerne med en fremragende klarhed, og man kan høre nuancer i hvert enkelt instrument. Vil man skrue op, har de også bas nok til, at det er sjovt.

Feinschmeckere vil måske indvende, at lyden ikke er neutral nok, men i denne prisklasse vil vi hellere have lidt varmere og mere dynamisk lyd end kedelig lyd.

 

Konklusion

I denne prisklasse forventer man kompromiser, men dem er der ikke mange af på Y50BT. De har metal, hvor andre har plast, og trods et meget sammenfoldeligt design virker de robuste og pålidelige. Desuden fylder de ikke meget i bagagen. De sidder behageligt på hovedet og er nemme at betjene takket være tydelige knapper.

Men frem for alt lyder de rigtig godt uden at være kedelige. For en gangs skyld kan man både få detaljer i mere stille musik og engagement i bastung musik.

Læs videre
Exit mobile version