Jays a-Jays Four+

Kraft og kontrol

Seje og praktiske høretelefoner med god lyd på både opkald og musik.

ajays four plus 990

(Foto: Producent)

Jays plejer at få gode karakterer i vores tests, og for fem år siden gav vi vores specielle anbefaling til a-Jays Four. Nu er de tilbage med opgraderet teknologi. Det seje udseende ligner dog sig selv med den flade, kludderfri ledning.

Byggekvaliteten virker betryggende, selv om kontrol/mikrofonen er plasticagtig. Vi savner også trækaflastning på ledningens indfatning og undrer os over, at mini-jack stikket på Apple-modellen ikke er vinklet som på de andre. De fås i sort eller hvid med sølv- eller gulddetaljer.

Plusmodellen har fået en mere solid ledning og en ny kontrol med endnu bedre lydkvalitet fra mikrofonen. Den har fuld funktionalitet, men det betyder til gengæld, at der er tre forskellige modeller, afhængigt af hvilken mobil man har.

Man får ikke noget rejse-etui med, men der er silikonedutter i hele fem størrelser, hvilket gør det nemt at finde nogen, der passer. Den lige udformning kan gøre det lidt svært at få dem til at sidde i den rigtige vinkel, men når de først er på plads, føles de bekvemme.

Lyden imponerer lige så meget som på den tidligere model. Selv om de har en markant bas, der gør moderne musik fedt at lytte til, er det aldrig på bekostning af det øvrige register. Det lyder simpelthen afbalanceret og fyldigt. Man får en god nærværsfølelse fra live-musik, og stemmer lyder naturligt.

De klarer faktisk de fleste musikgenrer elegant, hvilket må siges at være imponerende for et par hørepropper, der er så rimeligt prissat.

 

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Konklusion

Allerede den tidligere model synes vi så godt om, at vi gav den vores specielle anbefaling. Og nu gør de comeback med opdateret ledning og bedre lyd på telefonsamtaler. Ligesom tidligere kan vi godt lide det seje udseende og den flade, kludderfri ledning.

Men det er lyden, der får Jays a-Jays Four+ til at skille sig ud fra mængden. De har kraft og bas nok til, at det meste musik lyder medrivende, men uden at det tager overhånd. Derfor fungerer de faktisk med de fleste genrer. Blandt vores favoritter i denne klasse.

Læs videre
Exit mobile version