Modellen her indgår i Denons Music Maniac-serie, der beskrives som akustisk rene høretelefoner til mobilbrug. Designet er simpelt med en metaltop, der giver dem et flot udseende. De virker vellavede og har trækaflastning på ledningerne, så de burde holde længe. Ledningen er ikke kludderfri, men klarer sig relativt godt alligevel.
Man får tre par ekstra silikonedutter i forskellige størrelser og former samt en adapter til visse smartphone-modeller, men ingen transportpose.
Eftersom de er vinklede, må man prøve sig lidt frem lidt, før de sidder helt rigtigt. Det kan også være nødvendigt at prøve forskellige øredutter. Men når de først er på plads, sidder de behageligt, bl.a. fordi de er så lette.
Kontrollen sidder på den venstre ledning, og mikrofonen havner det helt rigtige sted for at opfange stemmen. Der er kun én knap til at starte og stoppe afspilning eller besvare opkald. Man kan altså ikke springe mellem sange, men på den anden side betyder det, at den duer med alle typer mobiler.
Præcis som Denon har tilstræbt, har hørepropperne en neutral lydkarakter. Det er noget, som audiofile sætter pris på, men det kan lyde lidt kedeligt for dem, der foretrækker mere indsmigrende lyd. Og hvis man ikke er omhyggelig med, at de passer i øret, forsvinder den smule bas man får, næsten helt. Desuden kan diskanten opleves som meget markeret og skarp på nogle slags musik.
Det kan til dels justeres med Denons Audio-app, men så skal musikken afspilles via den. Det hjælper altså ikke, hvis man lytter til streamet musik.

Konklusion
Selv om AH-C50MA er Denons allerbilligste høretelefoner, har producenten stadig forsøgt at få deres kerneværdier med. Det er stilige hørepropper, der virker dyrere, end de er, og lyden er usædvanligt neutral for prisklassen. Men man skulle måske have brugt lidt flere penge, for der er visse problemer.
Musik med skarpe lyde som f.eks. bækkener lyder spidst. Kontrollen er den mest simple, man kan tænke sig, og ledningen er ikke lavet til at undgå sammenfiltring. Alligevel må vi sige, at man får mere, end man betaler for.