Pioneer SE-MJ722T

De kan det hele

Selv om Pioneers hovedtelefoner er blandt de billigste, lyder de som en million.

Pioneer SE MJ722T T 990

(Foto: Producent)

Pioneer SE-MJ722T er lukkede hovedtelefon med ørekopper, der er så store, at de næsten, men også kun næsten, bliver over-ear. Designet er i øvrigt det samme som på producentens dyrere modeller, bare i billigere materialer. Ørekopper, ørepuder og hovedbøjle er af plast, men lækker plast, der næsten ligner den ægte vare.

Kablet er fladt og gummibelagt, og de to kanaler føres frem i hver sit kabel. En kontrol/mikrofon med en enkelt knap kan styre afspilning på mobil og tablet.

 

Lydkvalitet

Hovedtelefonen er hentet fra bas-afdelingen af Pioneers program og har da også den tungeste bas, jeg har oplevet fra et sæt on-ear hovedtelefoner. Paradoksalt nok er de stadig blandt de mest afbalancerede i feltet. De er meget lette og behagelige at lytte til, og der er ingen iørefaldende mangler. Jo, lyden kunne være mere åben, og de fineste detaljer kunne stå klarere frem. Men så ville vi også befinde os i et helt andet prisleje.

 

Konklusion

MJ722T er blandt de billigste i testen, men lyder som en million. Altså ikke bogstavelig talt, for de lyder selvfølgelig ikke nær så godt som Sennheiser Orpheus, der koster lidt under en halv million. Men Pioneer har alligevel haft en usædvanlig heldig hånd med dem. Hvad enten du er til tung elektrobas eller a cappella-sang, klarer de opgaven med glans.

Kun ved direkte sammenligning må Pioneer strække våben mod de dobbelt så dyre Sony MDR-100AAP. Derfor fortjener MJ722T vores specielle anbefalinger.

Læs videre
Exit mobile version