Philips SHX50

Diskolys og basdrøn

Hold bagsædefest med Philips’ skæg-og-ballade hovedtelefoner.

Philips HX5 990

(Foto: Producent)

Philips SHX50 er store hovedtelefoner – næsten lige så store som over-ear modellerne. Ørekopperne er gyldne med detaljer i sort og guld i samme stil som bilstereo. Ørepuderne er bløde og forholdsvis behagelige, men bliver dog varme at have på gennem længere tid.

Der er, som på flertallet af hovedtelefoner i testen, en kontrol/mikrofon på kablet til at styre sangskift og mobilopkald. Kablet er fastmonteret og gummibelagt.

SHX50 har dog en feature, der adskiller dem fra alle andre: Der er indbygget lysshow! Når musikken spiller, blinker ørekopperne i takt med bassen. Hvis du ikke har lyst til at gå omkring på gaden med blinkene blålys på hovedet, kan funktionen heldigvis slås fra. Batteriet til lysshowet oplades via USB.

Hovedtelefonerne er store og ser seje ud. Men alt, også hovedbøjlen, er lavet af plastic. Selv de forgyldte ørekopper og skruerne i “messing” viser sig at være plast. Og spørgsmålet er, hvor længe hovedtelefonerne vil overleve at blive brugt lige så barskt, som de signalerer. Allerede under testen begyndte kunstlæderet på ørepuderne at virke slidt.

 

Lydkvalitet

Med det udseende kan man forvente “klublyd” med tung bas, og det leverer SHX50. Bassen er kraftig og forholdsvis dyb, og man kan tydeligt mærke rytmen i hovedet. De andre toneområder må til gengæld finde sig i at leve på bassens betingelser. Mellemtonen er indelukket, og diskanten dæmpet. Et nummer som “Boat on the River” med Styx er normalt fyldt med sprøde mandolin- og guitartoner, men på SHX50 lyder det, som om gruppen spiller inde i et tætpakket klædeskab. Lyden er desuden ikke særlig ren.

 

Konklusion

Philips SHX50 er hovedtelefoner, der udvælger deres publikum. Kan du lide designet og det indbyggede lysshow, så falder du sikkert også for den kraftige bas. Går du efter ren lydkvalitet, er der til gengæld flere af de andre, der har mere at byde på for pengene.

Læs videre
Exit mobile version