KEF M500

Ikke luftige nok

De små, foldbare hovedtelefoner fra KEF sprudler af dynamik, men åbner sig aldrig helt.

Kef M500 990

(Foto: Producent)

De sammenfoldelige KEF M500 er de mest kompakte hovedtelefoner i testen og kommer med et praktisk etui. De sidder uden på ørerne, ikke rundt om, men lukker alligevel tæt omkring øregangen. Vores testeksemplar i hvid er meget lækre, men de fås også helt i sort og i sort og aluminium.

Der medfølger to ledninger, hvoraf den ene har kontrol/mikrofon til at besvare opkald, stop starte musikken og justere lydstyrken. Ud over en ekstra 6,3 mm jack-stik adapter følger der også et dobbeltstik til fly med.

Trods det trendy udseende med meget aluminium synes jeg, at kanterne på aluminiumrammen er for skarpe. Det føles næsten, som om man kan skære sig på dem.

 

Lydkvalitet

Elektronisk musik nyder godt af KEF’s punch i bassen, og M500 lyder generelt temmelig heftigt. Celloer har en massiv og fyldig klang, og Johnny Cashs rustne stemme lyder imponerende stort i mellemtoneområdet. Det er hovedtelefoner, der er lette at holde af, og som fungerer glimrende sammen med en smartphone.

Ankepunktet er overtoneområdet, som er lige lovlig behersket. Lyden er til den mørkeste side, strygeinstrumenter svæver aldrig, som vi kunne tænke os, og guitaren på Joni Mitchells “Big Yellow Taxi” er ikke sprød nok. Jonis stemme kunne også være mere åben.

Newton Faulkners Massive Attack-cover “Teardrop” kan lyde fantastisk, når lydbilledet kommer ud med åbenhed og finesse. KEF får dynamikken og rytmikken frem, men mangler lige det sidste for at vække de store følelser. Klaver, trommer, og det særprægede strengeinstrument guzheng – der nærmest lyder som en blanding af en harpe og et cembalo – har brug for flere detaljer i overtonerne for at åbne sig helt.

 

Konklusion

KEF M500 er meget transportable og nemme at drive, og de kan fint følge med i de musikalske sving, ligesom bassen er sej. Men vi savner noget mere åbenhed i overtonerne, som er for tilbageholdende til vores smag.

Læs videre
Exit mobile version