Beats by Dr. Dre Wireless

Ikke kun til pladeryttere

Doktorens vellydende recept overbeviser med lækkert design og charmerende lyd.

beats 1

Uanset om man betragter Dr. Dres signatur som et kvalitetsstempel eller en halvgammel musikers forsøg på at score kassen på sit navn, må man indrømme, at udførelsen virker overbevisende. Sættet fås i flere farver, men det testede var snehvidt fra plastichovedbøjlen til de tykke, bløde skind-ørepuder (renseklud medfølger).

Man kan have hovedtelefonerne på i timevis uden at blive træt. Det er omtrent så behageligt, som det kan gøres med on-ear modeller. Dog måtte hovedbøjlen helt ud i yderstillingen for at passe til testerens hoved.

Dr. Dre sættet udmærker sig ved behagelig lyd og en nærværende, dynamisk mellemtone, der gør det let at skelne detaljerne i musikken. Hvis optagelsen er god, bliver resultatet godt. Mindre heldige optagelser afsløres. Dybbassen virker umiddelbart tilbagetrukket, men når der er bund, kommer den frem. Den øvre bas kan dog i længden blive lidt påtrængende.

Indpakningen er et kapitel for sig: En knaldrød lamineret papæske med velcrolukning. Her er ingen detaljer overladt til tilfældighederne.

Læs videre
Exit mobile version