AKG K550 MKIII

Overraskende præcise

AKG har lavet et par store, lækre hovedtelefoner, der viser dig nye detaljer uden at tømme tegnebogen.

AKG K550 WEB 32524

(Foto: Producent)

AKG har lavet hovedtelefoner i mange år og har en lang tradition i den professionelle verden, hvor de også er kendt for deres mikrofoner. AKG er oprindelig et østrigsk selskab med hovedsæde i Wien, men er i dag en afdeling af Harman-koncernen, der igen er ejet af Samsung.

AKG K550 MKIII er store – meget store – lukkede over-ear hovedtelefoner. Ørekopperne er næsten så store som cd-skiver, og ørepuderne af blødt kunstlæder og memory-skum. Det hele er i matsort plast, og trods størrelsen er der intet sprælsk over det. Kablet er blødt og aftageligt.

Bassen er tung og solid – og lige netop så kraftig, at man rocker med, men uden at det bliver alt for overdrevet (lidt overdrevet er fint). Bassen er ikke helt så dyb og dynamisk som på de bedste i testen, men uden direkte sammenligning er det ikke noget, man lægger mærke til.

Mellemtonen fremstår ret uforvrænget, og stemmer er personlige frem for todimensionelle. Det hele er ikke så knivskarpt som hos Shure, men prisen er også lidt lavere, og AKG K550 MKIII vil sandsynligvis være lettere at leve med for dem, der ikke har brug for et professionelt analyseredskab, men en musikgengiver.

akg k550 2 32522
AKG har lavet et par store, lækre hovedtelefoner, der viser dig nye detaljer uden at tømme tegnebogen.

 

 

Selv om det er den varme, fyldige bund, der tiltrækker sig mest opmærksomhed, er diskantgengivelsen rigtig fin og velopløst. Stevie Ray Vaughans sologuitarspil på “Tin Pan Alley” er en champagnefontæne af små, sprøde transienter.

Konklusion

Man får rigtig meget for pengene med AKG K550 MKIII. De er behageligt og varmt selskab, som giver dig solid rock, når det er, hvad du har behov for. Men samtidig er de en overraskende præcis og nøjagtig gengiver, der kan vise forskellen på en god og en rigtig god optagelse. Og med en pris, der ligger blot en anelse over halvdelen af, hvad man skal give for de dyreste deltagere, giver de disse kamp til stregen. Så teksten med ordene “Reference Headphones” skal tages helt alvorligt.

Læs videre
Exit mobile version