BackBeat PRO vinder nok ikke nogen designpriser. Det er nogle temmelig store hovedtelefoner i sort plast med masser af knapper af den ene og den anden slags. De virker ikke skrøbelige, men heller ikke særlig luksuriøse med alt det plast.

Det indbyggede batteri oplades med et standard USB-kabel, og batterilevetiden er middel. Hvis det løber tør, kan man lytte videre med ledning uden støjreduktion. Fordi de kun kan gøres flade, men ikke foldes sammen, optager de og den store transportpose, der medfølger, meget plads.
Selv om BackBeat PRO sidder rundt om ørerne og har relativt god polstring, så mærker man dem tydeligt efter et par timer. Trykket fra bøjlen er simpelthen lidt for kraftigt til vores smag. Kopperne har knapper til lydstyrke og afspilning, til at besvare telefonopkald og – praktisk nok – til at lukke lyd ind, hvis man har brug for at høre et eller andet.
Hvis man bruger dem trådløst, kan man glædes over den rigtig gode rækkevidde og over, at man kan forbinde dem til to Bluetooth-enheder samtidig. De er simpelthen beregnet til ledningsfri brug. Og takket være understøttelse af aptX er den trådløse lyd ikke langt fra den kablede.
De bør også bruges i aktiv tilstand. Uden støjreduktion er lyden flad og kedelig sammenlignet med f.eks. Beats. Men med elektronikken tændt får man imponerende bas og fremragende dynamik med gode detaljer. Derimod kan de blive lidt for påtrængende i diskanten, hvilket forstærkes yderligere, når man aktiverer støjreduktionen. Derfor kommer den træthed, man slipper for, når støjen forsvinder, desværre tilbage fra musikken ved længere tids lytning.
Konklusion
Plantronics BackBeat PRO er nok ikke de første, vi ville tage med på en lang flyvetur. Ikke kun fordi de fylder i bagagen og ikke ligefrem vinder point på stil. Men også fordi ideen med dem forsvinder, hvis de sluttes til lydkilden med ledning. De er lavet til at blive brugt med Bluetooth.
På kontoret kommer de derimod til deres fulde ret med alle de smarte knapper og den gode rækkevidde. Dér har man dem heller ikke på så længe, at de når at blive ubehagelige.