Supra Nitro-X

Vellydende og prisbillige

Kvalitetspropper med fremragende lyd og en forbløffende lav prisseddel.

Supra nitroX full black 14887

(Foto: Producent)

For tre år siden overraskede den svenske kabelproducent Supra – under navnet Sound by Sweden – med hørepropperne Nitro, der var så gode, at vi udnævnte dem til årets bedste. Sidste år fulgte de op med de fantastisk prisbillige Nero. Så vores forventninger til deres første trådløse model var høje.

Ligesom tidligere er designet enkelt og elegant, og materialerne er udsøgte, hvilket også gør dem robuste. Der følger tre par silikonedutter og tre par vinger i forskellige størrelser med samt en opbevaringspose.

Selv om elektronikken sidder i propperne, er Nitro-X lette. Kombineret med den vinklede form og de fleksible vinger gør det, at de både sidder sikkert og behageligt i ørerne. Når man ikke lytter, kan man klikke propperne sammen med magneter.

Tilslutningen er nem og pædagogisk, og de finder hurtigt forbindelsen igen. Batterilevetiden er god, og når strømmen er ved at forsvinde, kan man lade dem op i ti minutter og få to timers ekstra lyttetid. Vældig praktisk.

Selv om de har meget at leve op til, blev vi ikke skuffede over lydkvaliteten. Man får en god nærværsfølelse på akustisk musik. Presser man dem med elektronisk dansemusik, lyder de medrivende med den helt rigtige snert i trommerne. Bækkener kan let lyde skarpt, men ikke på Nitro-X.

I det hele taget er det svært at finde noget at klage over ved lydkvaliteten. De er ikke på niveau med KEF, men koster også kun det halve.

Konklusion

Med to prisvindende kablede hørepropper på CV’et var forventningerne til Nitro-X høje. Og vi blev ikke skuffet. Siden sidst har de mestret den trådløse teknologi. Propperne er små og lette, og sidder perfekt i ørerne. Og de har praktisk hurtigopladning. Men frem for alt er lydkvaliteten så god, at det er svært at skelne dem fra væsentlig dyrere konkurrenter i testen.

Sound by Sweden har gjort det igen!

Læs videre
Exit mobile version